Klagenævn underkender asbest-undskyldning og proforma RUT-registrering

Asbestområdet har gennem de senere år været genstand for markante politiske stramninger, og lovgivningen håndhæves med usvigelig konsekvens. Dette kom tydeligt til udtryk i en sag fra en byggeplads, hvor en arbejdsgiver havde ladet sine ansatte arbejde i en hal, hvor der stod en åben bigbag med knækkede asbestplader.

Virksomheden forsvarede sig med, at pallen var blevet placeret indendørs ved en fejl, og at det synlige støv på gulvet blot var almindeligt sand og jord fra medarbejdernes sko. Den forklaring var Arbejdsmiljøklagenævnet dog ikke modtagelig for. Nævnet fastholdt et strakspåbud med henvisning til Arbejdsmiljøloven § 38, stk. 1, der stiller ufravigelige krav om, at arbejdet skal være fuldt forsvarligt tilrettelagt.

I afgørelsen blev det understreget, at forsikringer om støvets ufarlighed slet ikke er tilstrækkeligt. Nævnet henviste til Bekendtgørelse om asbest i arbejdsmiljøet § 9, stk. 1 og stk. 2, der dikterer, at der proaktivt skal tages støvprøver, eksempelvis geltapeprøver, når der blot er den mindste tvivl. Nævnet slog det overordnede ledelsesansvar fast med ordene:

"Det er arbejdsgiverens pligt at sikre, at arbejdet til enhver tid bliver udført sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det er således i sidste ende arbejdsgiveren, der har pligt til at sørge for, at virksomheden overholder arbejdsmiljølovens krav."

Officialprincippet vejer tungest ved tilsyn

En anden afgørelse belyser et klassisk konfliktpunkt mellem virksomheder og myndigheder, nemlig uenigheden om de faktiske forhold i selve gerningsøjeblikket. Under et tilsyn observerede en tilsynsførende en ansat føre en Manitou-teleskoplæsser med en palle på gaflerne.

Virksomheden klagede over det efterfølgende strakspåbud om manglende teleskoplæssercertifikat. Argumentet lød, at maskinen reelt kun blev anvendt til kørsel uden byrder, hvilket ifølge reglerne kan undtage føreren for uddannelseskravet. Her trådte det forvaltningsretlige officialprincip i kraft. Klagenævnet lagde ubetinget den tilsynsførendes observation til grund og afviste virksomhedens påstand blankt.

Da der de facto var tale om løft af en byrde, udløste det straks et krav om certifikat i henhold til Arbejdsmiljøloven § 41 og Arbejdsmiljøloven § 41b, samt de specifikke uddannelseskrav i Bekendtgørelse om arbejdsmiljøfaglige uddannelser § 8. Sagen demonstrerer med al tydelighed, at Arbejdstilsynets faktuelle iagttagelser har en ekstremt stærk bevisværdi, som er yderst vanskelig for en arbejdsgiver at tilsidesætte i en klagesag.

Papir-konstruktioner fritager ikke for arbejdsgiveransvar

Sondringen mellem at have ansatte, indleje arbejdskraft og benytte underentreprenører er en velkendt faldgrube i byggebranchen. I en sag om indvendigt malerarbejde stødte Arbejdstilsynet på en håndværker, der arbejdede under trange kår uden adgang til toilet, spiserum, rindende vand eller omklædning.

Virksomhedsejeren nægtede ethvert ansvar for velfærdsfaciliteterne med den begrundelse, at maleren var en uafhængig underentreprenør, der desuden var korrekt registreret i det lovpligtige RUT-register (Register for Udenlandske Tjenesteydere). Virksomhedsejeren mente derfor, at maleren selv bar ansvaret for sine egne arbejdsforhold.

Denne form for kassetænkning afviste nævnet dog kategorisk, da realiteten på arbejdspladsen trumfede de formelle registreringer. Fordi virksomhedsejeren havde indgået aftalen med slutkunden, leverede materialer og værktøj, og i øvrigt arbejdede tæt sammen med maleren uden en egentlig skriftlig underleverandøraftale, blev ejeren betragtet som arbejdsgiver. Der forelå derved et klart brud på Arbejdsmiljøloven § 42, stk. 1, idet arbejdsstedet ikke var forsvarligt indrettet.

Dermed blev kravene til indlejet arbejdskraft i Bekendtgørelse om arbejdets udførelse § 21, stk. 1 samt adgang til velfærdsfaciliteter i Bekendtgørelse om bygge- og anlægsarbejde § 60, stk. 1 og Bekendtgørelse om bygge- og anlægsarbejde § 61, stk. 1 aktiveret. Afgørelsen sender et stærkt signal om, at man ikke kan kontrakt- eller register-designe sig ud af det grundlæggende arbejdsmiljøansvar.

Praktiske forhindringer fritager ikke for faldsikring

Manglende faldsikring ved arbejde i højden koster årligt adskillige alvorlige arbejdsulykker, og myndighedernes tolerance er tilsvarende lav. I den fjerde afgørelse var en medarbejder kravlet op på taget af en trailer, 2,5 meter over jorden, for at fjerne surringer fra nogle teltpæle. Arbejdet blev udført en halv meter fra kanten uden rækværk, og adgangsvejen var en alt for lav trappestige placeret på usikre brosten.

Virksomhedens klage baserede sig på et klassisk praktisk argument: Det almindelige faldsikringsudstyr var ganske enkelt ikke anvendeligt eller muligt at bruge i den specifikke situation.

Nævnet fastholdt imidlertid påbuddet og leverede en vigtig præcisering af lovens ånd. Ifølge Bekendtgørelse om arbejdets udførelse § 13 er det et ufravigeligt krav, at der træffes effektive foranstaltninger for at forhindre nedstyrtning. Nævnet anførte skarpt i afgørelsen:

"Reglerne anviser ikke nogen metode for, hvordan arbejdsgiver sørger for, at risikoen for nedstyrtning forebygges effektivt."

Hovedtendenser i nyere retspraksis

Sammenholder man afgørelserne, tegner der sig et klart og utvetydigt mønster for klagenævnets praksis i forhold til ledelsens argumentation, som illustreret i nedenstående overblik.