Byret afviser erstatning trods ulovlig udbygningsaftale i Aalborg

Konsekvenser af ulovlig forvaltningspraksis

En gennemgang af de seneste afgørelser tegner et klart billede af et forvaltningsretligt landskab, hvor kommunerne gang på gang falder i vandet, når de forsøger at strække deres lovhjemmel – uanset om det gælder udbygningsaftaler, beplantningskrav eller administration af servitutter. Særligt den længe ventede dom i erstatningssagen mellem projektudvikleren Spritten A/S og Aalborg Kommune demonstrerer konsekvenserne af ulovlig forvaltningspraksis.

Kernen i sagen og ulovlige aftaler

Kernen i sagen var kommunens håndtering af udbygningsaftaler. Ifølge lovgivningen skal initiativet til en udbygningsaftale – hvor en privat bygherre bidrager økonomisk til offentlig infrastruktur – altid komme fra grundejeren selv. Byretten fastslog imidlertid ud fra det fremlagte bevis- og mailmateriale, at det reelt var Aalborg Kommune, der havde fremsat forslaget og presset på for at få finansieret omdannelsen af havnefronten og en nærliggende kulplads.

Dommens udfald og manglende årsagssammenhæng

Byretten var dermed ikke i tvivl om ulovligheden og udtalte i dommen:

Retten finder herefter, at det ikke havde været i overensstemmelse med Planloven § 21b, såfremt der under de anførte omstændigheder var indgået en udbygningsaftale I og II mellem Spritten A/S og Aalborg Kommune.

Alligevel endte sagen med en fuld frifindelse af kommunen. Årsagen findes i erstatningsrettens strenge krav om årsagssammenhæng (adækvans). Retten vurderede, at det ikke alene var kommunens langstrakte og ulovlige sagsbehandling, der forsinkede byggeriet. Der var adskillige andre og mere afgørende benspænd, herunder bløde jordbundsforhold, en fejlplaceret hovedkloakledning samt en intern regnefejl begået af rådgivningsfirmaet COWI, som på et tidspunkt tvang bygherren til at tegne projektet helt om.

Yderligere domsudskrift:

• Retten i Aalborg – Spritten A/S tabte erstatningssag mod Aalborg Kommune om udbygningsaftaler ved havnebyggeri

Kommunes forbud mod indsnævring af vej

En grundejer ønskede at udstykke sin grund til to sommerhuse. Det forudsatte dog, at den private fællesvej blev indsnævret fra 10 meter til 8 meter. Varde Kommune nedlagde et forbud mod indsnævringen under henvisning til en privatretlig vejservitut fra 1967, som kommunen administrerede efter Planloven § 43.

Problemet var dog kommunens begrundelse. Kommunen skrev direkte i sin afgørelse, at man "ønsker at håndhæve servituttens § 3 om vejbredde, idet det vurderes, at en indsnævring vil åbne mulighed for udstykning, hvilket ikke er ønskeligt".

Planklagenævnets underkendelse og magtfordrejning

Planklagenævnet greb straks ind over for denne magtfordrejning og ophævede forbuddet. Nævnet fastslog, at en kommune ikke må bruge en specifik servitut om vejbredde til reelt at forhindre en udstykning. Hvis kommunen vil forhindre udstykninger, må de finde hjemmel i regler, der specifikt regulerer dette.

Afvisning af krav om beplantningsbælte

Ifølge den gældende lokalplan skulle der etableres et 5 meter bredt, tæt beplantningsbælte. En række naboer klagede, fordi de mente, at kommunen var forpligtet til at udstede et påbud til campingpladsen om at etablere bæltet. Kommunen afviste, og nævnet gav kommunen medhold i, at lokalplanen slet ikke gav hjemmel til et sådant påbud.

Nævnet pointerede en central, men ofte misforstået, planretlig grundsætning: En lokalplan har som udgangspunkt kun retsvirkning for fremtidige dispositioner og kan ikke gennemtvinge en handlepligt for eksisterende, lovlige forhold.

Lokalplanens § 8.01 er ikke omfattet af ibrugtagningsbestemmelsen i lokalplanens § 10.01, og bestemmelsen i § 8.01 giver derfor allerede af denne grund ikke kommunen hjemmel til at kræve etablering af et beplantningsbælte.

Betingelser for håndhævelse af krav

For at et beplantningskrav kan håndhæves som en aktiv pligt, kræver det, at kommunen udtrykkeligt har koblet kravet til en betingelse om ibrugtagning af ny bebyggelse, hvilket følger af Planloven § 15, stk. 2. Da dette ikke var gjort, havde kommunen ganske enkelt ikke hjemmel til at kræve træerne plantet.

Snæver dispensationsadgang og praksiseksempler

Nævnet slår fast, at dispensationsadgangen er snæver. Det altoverskyggende krav er, at anlægget reelt skal være midlertidigt og kunne fjernes uden permanente ændringer af området. I orienteringen fremhæves tre nylige sager:

1. Tilladt: En 5-dages festuge med op til 12.000 gæster i en bypark blev godkendt, da det ikke krævede permanente konstruktioner, og kommunen i øvrigt var i gang med ny planlægning for parken.
2. Tilladt: En restaurant med udeservering fik midlertidig dispensation, da den var indrettet i en eksisterende bygning uden nybyggeri, men nævnet advarede om, at en forlængelse af dispensationen næppe vil blive godkendt.
3. Afvist: En dispensation til at anlægge en ny overkørsel til en dagligvarebutik blev blankt afvist. Etableringen af asfalteret infrastruktur betragtes som et permanent anlæg, uanset hvor stærkt kommunen påstår, at tilladelsen kun er tidsbegrænset.

Nylige afgørelser fra Planklagenævnet

Tendensen for fremtidige sager

Tendensen er tydelig: Når det gælder drastiske fysiske tiltag med uoprettelige konsekvenser – som nedrivning af et kolonihavehus i Vejle eller opførelsen af en massiv industrilignende bygning i landzonen i Gribskov – beskytter nævnet status quo. Men når utilfredse naboer blot forsøger at bremse igangsættelsen af et godkendt projekt ud fra almindelige indsigelser, afvises anmodningerne konsekvent. Bygherren har lov at bygge, men gør det med risiko for et senere fysisk lovliggørelsespåbud, hvis klagerne til sidst får ret.

Yderligere sager:

• Lovguiden – Afslag på opsættende virkning: Klage over Aarhus Kommunes afgørelse om, at 42 m gittermast i Lystrup ikke er lokalplanpligtig
• Lovguiden – Planklagenævnet: Afslag på opsættende virkning i klagesag om Køge Kommunes afgørelse om, at indretning af bosted ikke kræver landzonetilladelse
• Lovguiden – Fastholdelse af opsættende virkning: Planklagenævnet afslår at ophæve klagefristens suspensive effekt over landzonetilladelse til 588 m² driftsbygning til campingplads i Gribskov