Ligebehandlingsnævnets grænser: Nye afgørelser afviser klager over Familieretshuset og Skifteretten

Analyse af nye afgørelser fra Ligebehandlingsnævnet, der afviser klager om diskrimination i sager fra Familieretshuset og Skifteretten på grund af manglende kompetence.

Indledning: Ligebehandlingsnævnets rolle som portvagt i familieretlige tvister

Nye afgørelser fra Ligebehandlingsnævnet kaster skarpt lys over nævnets kompetencemæssige grænser, især når borgere føler sig uretfærdigt behandlet af centrale retsinstanser som Familieretshuset og Skifteretten. En gennemgang af tre nylige sager viser en klar tendens: Nævnet fungerer ikke som en generel ankeinstans for familieretlige afgørelser, men fastholder en streng fortolkning af sin egen kompetence. Selvom klagerne omhandler dybt personlige og følelsesladede emner som forældremyndighed, samvær og arv, afvises de konsekvent, hvis de reelt angår anvendelsen af anden lovgivning end ligebehandlingslovene, eller hvis de falder uden for lovenes specifikke anvendelsesområde. Denne artikel analyserer disse afgørelser og deres praktiske betydning for borgere og advokater, der navigerer i krydsfeltet mellem familieret og diskriminationsret.

Tema 1: Påstået kønsdiskrimination i Familieretshuset – En kamp om beviser og kompetence

To af de seneste afgørelser omhandler fædres påstande om at være blevet udsat for kønsdiskrimination i Familieretshusets sagsbehandling. Klagerne afspejler en frustration over et system, de opfatter som værende forudindtaget til fordel for mødre. I den ene sag gjorde en far gældende, at han som mand blev mødt med "afvisninger og en uigennemskuelig proces", og at systemet generelt "favoriserer kvinder og mødre". Han anførte, at moderen automatisk fik fuld forældremyndighed, og at han blev pålagt bidragspligt uden dokumentation for faderskabet.

Ligebehandlingsnævnet afviste imidlertid at behandle klagen med en afgørende begrundelse. Nævnet konstaterede, at klagen i sin essens ikke handlede om forskelsbehandling på grund af køn, men derimod om klagerens utilfredshed med Familieretshusets anvendelse af familieretlig lovgivning. Nævnet udtaler direkte: "Efter det, der er anført af klager, vedrører klagen Familieretshusets anvendelse og fortolkning af reglerne i anden lovgivning. Klagen falder derfor uden for nævnets kompetenceområde." Som en yderligere bemærkning tilføjer nævnet, at klageren "i øvrigt ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at klager er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn". Dette understreger den dobbelte barriere, klagere står overfor: Sagen skal både falde inden for nævnets kompetence og understøttes af faktiske omstændigheder, der skaber en formodning for diskrimination. Læs resumé af afgørelsen om kønsdiskrimination i forældremyndighedssag

Tema 2: Grænserne for handicapbeskyttelse – Tilgængelighed er ikke lig med rimelig tilpasning

En anden sag illustrerer en vigtig nuance i handicapdiskriminationsloven. En svært ordblind far klagede over, at Familieretshuset havde sendt ham skriftligt materiale og afgørelser, før han havde modtaget de nødvendige digitale hjælpemidler til oplæsning. Han argumenterede for, at han reelt var afskåret fra at forstå og reagere på kommunikationen: "På trods af dette blev klager bombarderet med skriftligt materiale og afgørelser inden, at klager havde modtaget de nødvendige hjælpemidler, som klager var berettiget til."

Selvom klagen umiddelbart fremstår som et klart eksempel på en borger med et handicap, der stilles ringere, afviste Ligebehandlingsnævnet at behandle denne del af klagen. Begrundelsen er juridisk teknisk, men afgørende: Klagen handlede om tilgængelighed, ikke forskelsbehandling i lovens forstand. Nævnet henviser til lovens forarbejder og fastslår, at "handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed." Nævnet konkluderer skarpt: "Nævnet vurderer, at denne del af klagen reelt angår et spørgsmål om tilgængelighed. Nævnet kan herefter ikke behandle denne del af klagen, da den falder uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven." Afgørelsen viser, at selvom en myndigheds praksis kan have en negativ effekt på en person med handicap, er det ikke nødvendigvis ulovlig forskelsbehandling, hvis det falder uden for lovens snævre definitioner. Eventuelle krav om tilgængelighed skal i stedet forfølges via anden lovgivning, f.eks. webtilgængelighedsloven. Se resumé af afgørelsen om køn og handicap

Tema 3: Skifterettens virke falder uden for lov om etnisk ligebehandling

Den tredje afgørelse belyser anvendelsesområdet for lov om etnisk ligebehandling. En enke med afrikansk baggrund klagede over, at skifteretten havde udpeget en bobestyrer mod hendes vilje i behandlingen af hendes afdøde mands dødsbo. Hun mente, at denne beslutning, som førte til boets konkurs og hendes personlige økonomiske ruin, var motiveret af diskrimination på grund af hendes etniske oprindelse. Hun udtalte, at hun følte sig "uretfærdigt behandlet og diskrimineret på grund af sin baggrund som afrikaner."

Ligebehandlingsnævnet afviste også denne klage på grund af manglende kompetence, men med en anden begrundelse end i de foregående sager. Her var problemet, at selve den handling, der blev klaget over – skifterettens behandling af et dødsbo – ikke er omfattet af lov om etnisk ligebehandlings anvendelsesområde. Loven gælder for specifikke områder som "social beskyttelse, herunder social sikring og sundhedspleje, sociale goder, uddannelse samt adgang til og levering af varer og tjenesteydelser". Nævnet konkluderede, at en skifteretsbehandling ikke falder ind under nogen af disse kategorier. "Da der ikke er tale om en opgave inden for de områder, der er angivet i loven, vurderer nævnet, at forholdet ikke er omfattet af lov om etnisk ligebehandlings anvendelsesområde." Denne afgørelse er en principiel fastslåelse af, at domstolenes judicielle virksomhed inden for arveretten ligger uden for det, som loven om etnisk ligebehandling dækker. Læs resumé af afgørelsen om etnisk forskelsbehandling i skifteretten

Analyse og praktiske konsekvenser

Samlet set tegner disse tre afgørelser et billede af et Ligebehandlingsnævn, der nidkært vogter sine kompetencemæssige grænser. For borgere, der føler sig uretfærdigt behandlet af retsvæsenet i familie- og arveretlige sager, er budskabet klart: Nævnet er ikke en alternativ appelinstans. Utilfredshed med en afgørelses resultat eller sagsbehandlingens forløb er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at få en sag behandlet af nævnet.

For advokater og rådgivere understreger sagerne vigtigheden af en præcis juridisk kvalifikation af en klients problem. En klage til Ligebehandlingsnævnet kræver en argumentation, der specifikt og underbygget peger på, hvordan en handling udgør forskelsbehandling i henhold til ligebehandlingslovenes definitioner, og at den pågældende situation falder inden for lovenes afgrænsede anvendelsesområde. Det er ikke nok at have en fornemmelse af uretfærdighed; der skal påvises faktiske omstændigheder, der skaber en formodning for, at et beskyttet kendetegn (køn, handicap, etnicitet etc.) har været årsagen til den ringere behandling.

Konklusion

De analyserede afgørelser cementerer Ligebehandlingsnævnets rolle som en specialiseret instans med et snævert mandat. De viser, at selvom oplevelsen af uretfærdighed i mødet med Familieretshuset eller Skifteretten kan være intens, skal klager over disse instanser som udgangspunkt rejses inden for det familieretlige eller arveretlige systems egne rammer. Vejen gennem Ligebehandlingsnævnet er kun åben, hvis det kan godtgøres, at der er tale om ulovlig forskelsbehandling i henhold til de specifikke ligebehandlingslove, og at den pågældende situation er omfattet af disse loves anvendelsesområde. For fremtiden må det forventes, at nævnet vil fortsætte denne strikse linje og afvise sager, der reelt er et forsøg på at omgå de almindelige retsmidler i person-, familie- og arveretten.