Højesteret indfører nultolerance over for forsinkede prøvesager i landsretten, men redder samtidig advokater fra fatale fristoverskridelser, hvis domstolene selv har skabt forvirring.
En byrets forvirrende brev fik en sagsøger til at overskride en absolut tidsfrist, mens en anden advokat fik afvist sin ankesag i landsretten, fordi anmodningen om at føre prøvesag landede én dag for sent.
Højesteret har i en række nye, principielle afgørelser trukket skarpe linjer for processuelle frister, formkrav og byrdefordeling i både civile retssager og dødsboskifter. Afgørelserne tegner et billede af en øverste domstol, der på den ene side håndhæver retsplejelovens absolutte frister med stor konsekvens, men på den anden side er villig til at slække på formalismen, når domstolene selv har skabt forvirring, eller når formkrav alene tjener et bevismæssigt formål.
For landets advokater og jurister giver afgørelserne anledning til at genopfriske de helt grundlæggende procedureregler.
Manglende møderet og en fatal dag for sent
For advokater, der driver enkeltmandskontorer eller er i færd med at opbygge procedureerfaring, er adgangen til at føre prøvesager i landsretten afgørende. Men processen kræver millimeterpræcision, fastslår Højesteret i en ny dom om rettidig anke.
Forsinket anmodning om prøvesag
Sagen udspringer af en ejendomstvist i Retten i Næstved, hvor to sælgere blev dømt til at betale erstatning. På ankefristens absolut sidste dag indgav sælgernes advokat en ankestævning til Østre Landsret. Problemet var blot, at advokaten ikke havde møderet for landsretten, og anmodningen om at få sagen godkendt som prøvesag efter Retsplejeloven § 133, stk. 1 blev først indsendt dagen efter ankefristens udløb.
Højesterets afvisning af uformel praksis
Selvom Østre Landsret i første omgang accepterede fremgangsmåden under henvisning til en årelang, uformel praksis, der skulle sikre små advokatkontorer let adgang til prøvesager, satte Højesteret foden ned.
Højesteret slår fast, at Retsplejeloven § 261, stk. 2 kræver en strammere fortolkning:
"Højesteret finder, at retsplejelovens § 261, stk. 2, sammenholdt med reglerne om prøvesager, jf. § 133, skal forstås sådan, at en ankestævning indgivet inden ankefristens udløb af en advokat uden møderet for landsret skal anses for rettidig, hvis advokaten inden ankefristens udløb har anmeldt sagen som prøvesag for landsretten."
Da anmodningen faldt uden for ankefristen, var selve anken ikke rettidig, og sagen blev afvist. Afgørelsen gør op med landsretternes hidtidige pragmatiske linje og indfører en nultolerance over for forsinkede prøvesagsanmodninger.
Byrettens fodfejl reddede overskredet frist
At Højesteret dog ikke er blind for rimelighedsbetragtninger, illustreres tydeligt i en anden dugfrisk kendelse om fristoverskridelse. Her var det domstolenes egen kommunikation, der reddede en advokat fra et ellers fatalt processuelt fejltrin.
Forvirring om frister for genoptagelse
Vestre Landsret havde hjemvist en stor erstatningssag mod et revisionsfirma til fortsat behandling i Retten i Holstebro. Efter Retsplejeloven § 388 har parterne fire uger til at anmode om genoptagelse af en hjemvist sag. Fristen er som udgangspunkt absolut.
To dage efter landsrettens hjemvisning sendte Retten i Holstebro dog en meddelelse til parterne, hvor retten fastsatte en frist for bemærkninger til sagens videre forløb. Denne domstolsfastsatte frist lå efter udløbet af den lovbestemte fireugersfrist. Da sagsøgerne fulgte byrettens frist, overskred de retsplejelovens frist.
Berettigede forventninger førte til genoptagelse
Modparten krævede sagen afvist, hvilket både byretten og landsretten gav medhold i. Men Højesteret ændrede afgørelsen og tillod genoptagelse med henvisning til berettigede forventninger:
"Højesteret finder imidlertid, at rettens meddelelse af 13. december 2024 var egnet til at skabe en forventning om, at en anmodning om genoptagelse af sagen den 10. januar 2025 ville være rettidig, og at det må lægges til grund, at dette var årsagen til, at A og X ApS først den 10. januar 2025 anmodede retten..."
Sammenligning af Højesterets fristvurderinger
| Sagstype | Fejlkilde | Højesterets resultat | Juridisk konsekvens |
|---|---|---|---|
| Anke uden møderet | Advokatens egen forglemmelse | Afvisning | Reglerne om prøvesager kan ikke reparere en fristoverskridelse |
| Anmodning om genoptagelse | Byrettens forvirrende brev | Genoptagelse tilladt | Myndighedsfejl skaber berettiget forventning, der udløser oprejsningsbevilling |
Arvingen bærer sagsanlægsbyrden i dødsboer
Uden for den rene civilproces har Højesteret også truffet en markant afgørelse inden for skifteretten, som får direkte betydning for bobestyreres håndtering af interne tvister i dødsboer.
Tvist om internt gældsbrev
Sagen omhandlede et bestridt gældsbrev, hvor bobestyreren i et bo med en formue på over 6 mio. kr. mente, at den ene arving skyldte boet knap 2,3 mio. kr. Arvingen nægtede at have underskrevet gældsbrevet. Spørgsmålet var nu rent processuelt: Skulle bobestyreren anlægge en retssag mod arvingen på boets vegne (Dødsboskifteloven § 53, stk. 2), eller var det arvingen, der selv måtte trække i arbejdstøjet og stævne boet, hvis han var uenig i bobestyrerens vurdering (Dødsboskifteloven § 54, stk. 2)?
Højesterets vurdering af processuel byrde
Skifteretten i København mente i første omgang, at boet måtte anlægge sagen. Men Højesteret var uenig. Det afgørende er, om tvisten vedrører "retten til at arve" ifølge Dødsboskifteloven § 89, stk. 1.
Højesteret understregede forskellen på et eksternt og internt krav:
"Arvingerne i boet er som anført A og hans to brødre. De skal som udgangspunkt hver arve 1/3 [...] Den endelige fordeling af arven afhænger imidlertid af, i hvilket omfang boet har et krav mod A, som kan modregnes. [...] Højesteret bemærker, at de nævnte tilfælde adskiller sig fra tilfælde, hvor boet har et muligt tilgodehavende hos tredjemand, idet spørgsmål om sådanne tilgodehavender ikke påvirker den indbyrdes fordeling af arven mellem arvingerne."
Konsekvensen er klar for praksis: Når en bobestyrer foretager en faglig vurdering af, at en arving skylder penge til boet, kan vurderingen lægges til grund for boopgørelsen. Hvis arvingen er uenig, bærer vedkommende alene byrden og omkostningsrisikoen ved at anlægge en retssag.
Retssikkerhed og formkrav i straffeprocessen
Den dynamiske tilgang til procesreglerne spejles også i to nylige afgørelser fra Højesteret vedrørende strafferetsplejen, hvor fokus har været på henholdsvis forsvarsrettigheder og politiets beføjelser.
Indgrebsadvokaters kæreadgang
I en sag om et hemmeligt editionspålæg (dataudlevering fra et teleselskab) havde politiet fået byrettens tilladelse til at holde de sigtedes forsvarere uden for kendskab til retsmødet. Den særlige indgrebsadvokat, som varetager hensynet til de berørte under hemmelige indgreb, kærede udelukkelsen af forsvarerne. Landsretten afviste kæren, fordi de mente, indgrebsadvokaten ikke havde beføjelse til at klage på andre advokaters vegne. Højesteret slog imidlertid fast, at indgrebsadvokaten netop har til opgave at sikre en kontradiktorisk behandling og derfor fuldt ud har kompetence til at kære rettens beslutning om at undlade underretning af sagens egentlige forsvarere.
Læs mere her: Højesteret – Om indgrebsadvokaters kæreadgang
Mundtligt samtykke ved beslaglæggelse
Omvendt faldt formalismen til jorden i en sag om politiets beslaglæggelse af smykker på et kræmmermarked i Randers. Ifølge retsplejeloven skal samtykke til beslaglæggelse uden retskendelse gives skriftligt. I den konkrete sag havde de mistænkte kun givet mundtligt samtykke og var frivilligt kørt med politiet. Højesteret fastslog pragmatisk, at skriftlighedskravet udelukkende eksisterer for at undgå bevistvivl. Når det som i sagen stod klart, at et frivilligt mundtligt samtykke faktisk var givet, var beslaglæggelsen fuldt ud lovlig, uanset at politiet havde slækket på formkravene.
