Højesteret frifinder BlaBlaCar-chauffør og passivitet fælder nedrivningsforbud

En ny afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet understreger, hvor fatal en misforståelse af processuelle frister kan være. I sagen havde en borger modtaget et påbud om passende beboelse, men indgav sin klage to dage efter udløbet af 4-ugers fristen, som er fastsat i Bekendtgørelse om forretningsorden for Miljø- og Fødevareklagenævnet § 7, stk. 1.

Borgeren forsvarede forsinkelsen med, at man afventede svar på en anmodning om aktindsigt for at kunne skrive en fuldt oplyst klage. Dette argument blev dog afvist blankt. Nævnet slog fast, at klageren burde have indgivet klagen rettidigt og blot eftersendt materialet senere. Nævnet formulerede sin restriktive praksis således:

"En klage, der er indgivet efter udløbet af klagefristen, vil som udgangspunkt blive afvist, også selvom der er tale om overskridelse med blot en enkelt dag."

Manglende klik på "Godkend" fælder klagesag

Et tilsvarende formelt benspænd opstod i en sag fra Planklagenævnet, der belyser faldgruberne i den digitale forvaltning. Her havde en borger forberedt sin klage i den digitale klageportal, men stoppede op ved en side med overskriften "Kvittering" i den tro, at sagen hermed var afsendt.

Klageren lukkede computeren og undlod at scrolle ned for at trykke på den afgørende "Godkend"-knap. Klagen lå derfor blot som en uafsluttet kladde, indtil klagefristen endegyldigt udløb. Planklagenævnet afviste efterfølgende anmodningen om genoptagelse. Nævnet vurderede, at portalens design var tilstrækkeligt vejledende, og lagde særlig vægt på, at systemet tydeligt oplyste, at man ville modtage en e-mail som bekræftelse på indsendelsen. Manglen på denne kvitteringsmail burde have vakt borgerens mistanke i tide.

Et års passivitet koster kommune nedrivningsforbud

Mens kravene til borgerne er skærpede, viser en anden afgørelse fra Planklagenævnet, at også kommunerne kan fortabe deres rettigheder, hvis de udviser forvaltningsmæssig passivitet.

Kalundborg Kommune havde nedlagt et forbud mod nedrivning af en hovedbygning på et gods i medfør af Planloven § 14. Ejeren havde imidlertid informeret kommunen om nedrivningsplanerne allerede i april 2024 og sendt en formel ansøgning i oktober 2024. Trods dette valgte kommunens udvalg først at nedlægge et formelt § 14-forbud i oktober 2025 – et helt år efter ansøgningen var landet på rådhuset.

Planklagenævnet underkendte kommunens afgørelse. Nævnet understregede, at et nedrivningsforbud udgør en vidtgående indskrænkning for ejeren, og at der derfor kun tilkommer kommunen "en rimelig undersøgelses- og overvejelsestid". En sagsbehandlingstid på hele 12 måneder lå langt uden for denne ramme, hvorfor forbuddet led af en væsentlig retlig mangel og blev endegyldigt ophævet.

Huslejenævn afviser kompleks sag om forældelse

Forvaltningsprocessen rummer også skarpe grænser for, hvad de administrative organer materielt vil og må tage stilling til. Når sager bevæger sig ind i mere generelle formueretlige spidsfindigheder, trækkes nævnenes kompetencegrænser hårdt op.

Huslejenævnet på Frederiksberg afviste for nylig en principiel sag med direkte henvisning til juraens kompleksitet, jf. Lov om boligforhold § 83, stk. 1. Sagens kerne var, om en større udlejer havde udvidet lejernes klagefrist rent aftaleretligt ved at udsende et orienterende brev. I brevet lovede udlejeren at regulere huslejen for "ALLE berørte lejemål" med tilbagevirkende kraft, forudsat at udlejeren tabte en anden verserende sag ved domstolene.

Da dommen til sidst faldt, nægtede udlejeren alligevel at regulere lejen for specifikke lejere, der krævede kompensation. Lejerne argumenterede for, at brevet udgjorde en aftaleretlig suspension af forældelsesfristen. Huslejenævnet konkluderede imidlertid, at konflikten nu udgjorde et kompliceret formueretligt aftalespørgsmål frem for et snævert lejeretligt anliggende. Nævnet henviste derfor parterne til at føre sagen ved de almindelige domstole.

Klage over påbud kan ikke genoplive gammelt afslag

En tilsvarende streng kompetenceafgrænsning udspillede sig i Planklagenævnet. Her klagede en borger over et varslet påbud om fysisk at fjerne en ulovligt opført bygning på 180 kvadratmeter. Klagen var yderst velargumenteret og indeholdt detaljerede begrundelser for, hvorfor ejendommen egentlig burde lovliggøres via en landzonetilladelse.

Udfordringen var blot, at borgeren året forinden havde fået et endeligt afslag på præcis denne landzonetilladelse. En afgørelse som nævnet dengang havde afvist at behandle, fordi borgeren havde undladt at betale klagegebyret rettidigt.

Nævnet fastslog under henvisning til Planloven § 58, stk. 1, at man udelukkende kan behandle retlige spørgsmål knyttet til den specifikke afgørelse, der aktuelt klages over. Da borgeren i realiteten procederede mod det gamle afslag i stedet for at anfægte de isolerede processuelle mangler ved det nye lovliggørelsespåbud, kunne nævnet overhovedet ikke tage stilling til de materielle argumenter – uanset hvor saglige de måtte være.

Højesteret frifinder BlaBlaCar-chauffør for menneskesmugling

Den seneste dom fra Højesteret berører den fine processuelle grænse mellem bevisbedømmelse og jura i straffesager. Sagen omhandlede en fransk statsborger, T, der fungerede som chauffør for samkørselstjenesten BlaBlaCar. Han kørte fra Tyskland til Danmark med en aftalt passager, som uden forudgående aftale medbragte en ekstra passager, A. Ved den danske grænse viste det sig, at A var marokkansk statsborger uden gyldig rejselegitimation.

Både byret og landsret havde oprindeligt dømt T for overtrædelse af Udlændingeloven § 59, stk. 8 (menneskesmugling) til 30 dages ubetinget fængsel samt 6 års indrejseforbud. De lavere instanser lagde til grund, at T havde udvist dolus eventualis (positiv indvilligelse) ved helt at undlade at tjekke As pas inden afgang.

For Højesteret var det afgørende processuelle spørgsmål, om retten overhovedet kunne omstøde dommen. Efter Retsplejeloven § 933, stk. 2 kan Højesteret nemlig ikke efterprøve den konkrete bevisbedømmelse. Højesteret fastslog dog, at man gerne må tage stilling til, om landsretten har anvendt selve forsætsbegrebet juridisk korrekt på baggrund af de kendsgerninger, der er lagt til grund. I denne sag skred Højesteret ind med en markant frifindelse, idet præmissen for domfældelsen var juridisk bristfældig:

"Højesteret finder, at de faktiske omstændigheder, som landsretten har lagt til grund, ikke kan begrunde konklusionen om, at T handlede forsætligt i form af dolus eventualis (positiv indvilligelse). De anførte faktiske omstændigheder giver således ikke tilstrækkelig grundlag for at fastslå, at han indså, at det var muligt, at A ikke lovligt kunne indrejse i Danmark..."

Afgørelsen slår fast, at anklagemyndigheden ikke kan slutte direkte fra passivitet (at undlade at spørge om pas) til strafferetligt forsæt i samkørselssager, medmindre der foreligger konkrete omstændigheder, der objektivt godtgør, at chaufføren indså og accepterede muligheden for ulovlig indrejse. Dommen fungerer som en vigtig påmindelse om, at Højesteret udgør en afgørende ventil, når lavere retsinstansers fortolkning af strafbarhedsbetingelser strækkes ud over bristepunktet.