Klagenævn underkender VVM-tilladelse i Horsens grundet manglende miljødata

Beregning af gennemsnit var ikke tilstrækkeligt

Kommunen havde givet tilladelse efter Miljøvurderingsloven § 25 ud fra den antagelse, at de etablerede regnvandsbassiner kun ville flyde over gennemsnitligt hvert femte år. I sine beregninger havde kommunen "smurt" forureningen fra overløbet ud over et helt år for at påvise, at årsmiddelkoncentrationen af miljøfarlige stoffer som kobber fortsat ville ligge under grænseværdien. Den processuelle tilgang til bevisførelsen blev imidlertid underkendt af klagenævnet.

Krav om dokumentation i gerningsøjeblikket

Det er nemlig ikke tilstrækkeligt at se på gennemsnit, når EU-retten forbyder selv midlertidige forringelser af vandmiljøet. Klagenævnet udtaler direkte i sin afgørelse:

"Nævnet har lagt vægt på, at Horsens Kommune har beregnet overløbets betydning for den resulterende koncentration af kobber i vandløbet fordelt på et år, og at beregningerne ikke belyser, hvilken betydning overløbet vil have på koncentrationen af kobber i Bygholm Å på tidspunktet for overløbet fra regnvandsbassinerne."

Afgørelsen statuerer, at en kommune skal kunne dokumentere præcist, hvad koncentrationen af tungmetaller i recipienten vil være i selve gerningsøjeblikket for et overløb, hvor regnvandet blandes med vandløbets aktuelle flow. Da Horsens Kommune ikke kunne levere denne specifikke dokumentation, blev tilladelsen ophævet og sagen hjemvist.

Generelle konfliktrapporter underkendes som bevis

Sagen drejede sig om en mand, der var varetægtsfængslet for medvirken til et banderelateret drabsforsøg. Politiet havde nedlagt besøgsforbud for to navngivne personer med henvisning til, at de og arrestanten tilhørte samme gruppering, som angiveligt lå i en verserende voldelig konflikt.

Da sagen kom for domstolene, fremlagde politiet en 7-8 måneder gammel konfliktrapport. Højesteret vurderede imidlertid, at rapporten var af for generel karakter til at udgøre et lovligt bevisgrundlag for indgrebet:

"Højesteret lægger i den forbindelse navnlig vægt på, at rapporten ikke omtaler Y, som T efter politiets opfattelse er knyttet til, men alene en 'unavngiven kriminel gruppe'."

Højesterets kendelse slår fast, at anklagemyndigheden har en streng bevisbyrde. Det politifaglige skøn skal kunne dokumenteres over for domstolene med opdaterede, konkrete rapporter, der udtrykkeligt adresserer de specifikke bandegrupperinger, der begrunder indgrebet.

Oversigt over beviskrav i nyere praksis

Sundhedsfare og forbud mod stalddørssalg

En fødevarevirksomhed med stalddørssalg fik nedlagt et øjeblikkeligt forbud mod markedsføring af fødevarer efter Fødevareloven § 52, stk. 1. Kontrolbesøget afslørede tilstande, der bedst kan beskrives som en decideret sundhedsfare. Ejeren opbevarede kartofler og løg i en lade direkte på gulvet side om side med massive mængder fjer og blod fra hjemmeslagtede høns.

Fotodokumentation førte til skarpeste sanktion

Klagenævnet støttede sig til Fødevarestyrelsens fotodokumentation og lagde til grund, at der var udbredt forekomst af spindelvæv, katteekskrementer og en gennemborende lugt af katteurin. Desuden var der dagen forinden konstateret en massiv rotteplage af en tilkaldt skadedyrsbekæmper.

"Nævnet har endvidere lagt vægt på, at der i laden blev opbevaret sække med løg og kartofler på gulvet sammen med større mængder slagteaffald, foderbakker til katte samt katteekskrementer og en kraftig lugt af både katteurin og -ekskrementer."

Ud fra et forvaltningsretligt proportionalitetsprincip fandt nævnet det fuldt berettiget at gribe til den mest indgribende sanktion – et fuldt forbud – idet varerne utvivlsomt måtte klassificeres som farlige for menneskers sundhed.

Krav om sandsynliggørelse af væsentlig overtrædelse

Naboen hævdede, at Københavns Kommunes byggetilladelse var i strid med lovgivningen, da projektet burde have udløst en lokalplanpligt. Formålet med at søge opsættende virkning var at undgå "uoprettelige fysiske ændringer", mens klagesagen verserede.

Planklagenævnet har imidlertid faste og strenge processuelle rammer for at fravige hovedreglen om, at en klage ikke sætter byggeriet i bero. Efter Lov om Planklagenævnet § 7, stk. 3 og Planloven § 60 a, stk. 3 kræves det, at klageren kan sandsynliggøre, at der er sket en væsentlig overtrædelse af loven. Nævnet vurderede sagens foreløbige akter og konkluderede, at naboen ikke havde fremlagt tilstrækkelig argumentation for, at projektet, der blot indpasser sig i den eksisterende karréstruktur, burde lokalplanlægges. Bygherren kan nu fortsætte byggeriet på egen risiko, indtil nævnet træffer sin endelige materielle afgørelse.