Nye afgørelser fra Højesteret og de administrative klagenævn trækker skarpe grænser for, hvem der overhovedet kan anlægge retssager, og slår fast, at man ikke kan påberåbe sig lighedsgrundsætningen for at fastholde ulovlige forhold.

De seneste uger har budt på en række markante afgørelser inden for retspleje og proces, der særligt kredser om det fundamentale begreb *retlig interesse* – altså spørgsmålet om, hvem der har ret til a

Nye afgørelser fra Højesteret og de administrative klagenævn trækker skarpe grænser for, hvem der overhovedet kan anlægge retssager, og slår fast, at man ikke kan påberåbe sig lighedsgrundsætningen for at fastholde ulovlige forhold.

De seneste uger har budt på en række markante afgørelser inden for retspleje og proces, der særligt kredser om det fundamentale begreb retlig interesse – altså spørgsmålet om, hvem der har ret til at få en sag prøvet ved domstolene. Særligt to sager om dansk våbeneksport har vakt stor offentlig opsigt, men også en principiel sag om ventelister i andelsboligforeninger skaber nu ny og vigtig retspraksis. Samtidig præciserer klagenævnene de stramme rammer for håndhævelse og formkrav i den offentlige forvaltning.

I dansk procesret er det et grundlæggende krav, at en sagsøger skal have en retlig interesse (også kaldet søgsmålskompetence) for at anlægge en civil retssag. Man kan med andre ord ikke blot sagsøge staten af generelle politiske eller moralske grunde, hvilket i juraen ofte omtales som forbuddet mod actio popularis. Dette princip blev sat på spidsen i to nylige sager for Højesteret.

Afvisning af sager om storpolitisk våbeneksport

Spørgsmålet om retlig interesse var omdrejningspunktet, da fire store humanitære organisationer – herunder Amnesty International og Oxfam Danmark – forsøgte at få domstolene til at kende eksporttilladelserne i det danske F-35-kampflysprogram for ugyldige. Organisationerne argumenterede for, at våbendelene risikerede at ende i Israel og blive brugt i strid med folkeretten.

Højesteret valgte dog at afvise sagen blankt på det processuelle grundlag. Retten fastslog, at organisationerne hverken ved lov var tillagt klageret efter Våbenloven § 6 eller havde en særlig status, der berettigede dem til at føre sagen. Højesteret udtalte i den forbindelse klart:

"Foreninger, der ikke selv er konkret og individuelt berørt af de spørgsmål, der ønskes pådømt, og som ikke ved lov er tillagt klageret, partsstatus eller søgsmålskompetence, kan kun anses for at have retlig interesse, hvis særlige omstændigheder taler herfor."

Retten fandt ingen sådanne særlige omstændigheder og stadfæstede dermed landsrettens afvisning, hvorfor substansen i sagen aldrig blev behandlet.

Læs mere her: Lovguiden – Humanitære organisationer afvist: Ingen retlig interesse i at prøve F-35 våbeneksporttilladelser

Samme dag afsagde Højesteret dom i en parallel sag anlagt af en palæstinensisk statsborger, der havde mistet familiemedlemmer i Gaza. Han argumenterede for, at han var konkret og individuelt berørt af eksporttilladelserne. Staten forsvarede sig blandt andet med, at sagen greb ind i regeringens udenrigspolitiske beføjelser efter Grundloven § 19, stk. 1. Højesteret afviste også denne sag med den begrundelse, at manden ikke var adressat for eksporttilladelserne, og at hans relation til tilladelserne var for fjern til at udgøre en retlig interesse i processuel forstand.

Læs mere her: Lovguiden – Palæstinensisk statsborger havde ikke retlig interesse i prøvelse af danske F-35 våbeneksporttilladelser – Højesteret stadfæster afvisning

Eksterne ventelister giver direkte rettigheder

Hvor Højesteret lukkede døren i våbeneksportsagerne, blev den slået vidt åben i en principiel tvist om en andelsboligforenings venteliste. Her anlagde en mand, der stod som nummer fem på en forenings eksterne venteliste, sag mod foreningen. Han mente, at foreningen brød sine egne vedtægter ved at lade et ægtepar (hvoraf den ene allerede boede i foreningen) købe en ekstra lejlighed fra et dødsbo, uden at deres oprindelige lejlighed blev frigjort til ventelisten.

Foreningen påstod sagen afvist, idet de mente, at manden som "ikke-medlem" slet ikke kunne påberåbe sig foreningens interne vedtægter. Men Højesteret var uenig og fastslog et vigtigt princip for det danske boligmarked: Når en forening i sine vedtægter eksplicit opretter en venteliste for udefrakommende med en tilhørende fortrinsret, skaber det en direkte, håndhævelig ret for personerne på listen. Højesteret konkluderede, at foreningen de facto havde handlet ulovligt i strid med vedtægterne ved ikke at kræve den anden lejlighed frigjort.

Selvom sagsøgeren vandt princippet og fik medhold i sit søgsmålsgrundlag, fik han dog ikke selve lejligheden, da han ikke kunne løfte bevisbyrden for, at de fire personer foran ham på ventelisten ville have takket nej.

Læs mere her: Lovguiden – Ikke-andelshaver på ekstern venteliste kunne påberåbe sig andelsboligforeningens vedtægter om fortrinsret

Overblik over den nye praksis for retlig interesse

For at illustrere domstolenes aktuelle linje kan afgørelserne opstilles således:

Ligebehandlingsprincippet beskytter ikke ulovlige forhold

Bevæger vi os fra domstolene og over i de administrative klagenævn, er der også faldet afgørelser, der præciserer borgernes og forvaltningens rettigheder i spændingsfeltet mellem formkrav og retfærdighedsfølelse.

I en sag fra Planklagenævnet havde Københavns Kommune udstedt påbud om nedtagning af en dynamisk LED-reklameskærm på en facade i København NV, da skærmen stred mod den gældende lokalplan. Ejeren klagede og henviste til det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip; han påpegede, at der i samme kvarter hang adskillige andre lignende skærme, som kommunen ikke havde grebet ind over for.

Planklagenævnet slog dog fast i sin afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, at tilsynspligten i Planloven § 51, stk. 3 ikke kan sættes ud af kraft med henvisning til andre ulovligheder. Nævnet udtalte præcist:

"Den omstændighed, at kommunen endnu ikke har håndhævet sammenlignelige forhold, kan ikke føre til, at klageren ud fra lighedsgrundsætningen har krav på, at kommunen ikke håndhæver planloven i den konkrete sag."

Dermed understreges det princip, at der ikke findes en "lighed i ulovlighed" – at kommunen er bagefter med sin håndhævelse over for naboen, fungerer ikke som en juridisk fribillet.

Læs mere her: Lovguiden – Planklagenævnet: Påbud om nedtagning af LED-skærm i strid med lokalplan – ligebehandlingsprincippet ikke krænket

Afbrudt fraflytningssyn medførte ikke tab af krav

Et andet klassisk procesretligt benspænd opstod i en boligsag for Beboerklagenævnet i København. Under et fraflytningssyn af en almen bolig blev tonen så ophedet og truende fra lejeren og dennes bisidder, at udlejers repræsentanter afbrød synet og forlod lejemålet. Som konsekvens heraf fik lejeren ikke udleveret en fraflytningsrapport på stedet.

Lejeren argumenterede efterfølgende for, at udlejer dermed havde fortabt retten til at kræve istandsættelse, da synet var formelt ugyldigt. Udlejer havde dog allerede dagen efter indkaldt til et helt nyt syn med de lovpligtige 8 dages varsel. Beboerklagenævnet vurderede, at udlejer ved denne manøvre havde handlet inden for rammerne af Almenlejeloven § 94, da nøglerne ganske vist var afleveret, men fristerne for det nye syn blev overholdt.

Nævnet realitetsbehandlede derfor sagen og pålagde lejeren at betale regningen på knap 8.000 kroner for gulvslibning, afkalkning og en ny lås, hvormed det blev fastslået, at lejeres aggressive adfærd ved et syn ikke kan bruges som en taktisk fordel til at invalidere udlejers retsmæssige krav.

Læs mere her: Lovguiden – Beboerklagenævnet godkender istandsættelseskrav på 7.861 kr. ved fraflytning trods tvist om synets gyldighed