Reform af Retsplejen Indfører Fodlænker og Nye Regler for Elektronisk Bevismateriale

Hurtigt overblik over bevægelsen i procesretten

Varetægt og hurtigere sagsbehandling

Mest synligt er, at der i retsplejeloven åbnes for, at retten kan bestemme, at sigtede skal tage ophold på egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol som varetægtssurrogat, og at justitsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om egnethedsvurdering, vilkår og kontrol. Samtidig ændres tidsrammerne for varetægtsfængslingens længde i bestemte situationer, og der lægges op til en strammere processtyring, hvor hovedforhandling i visse sager skal sættes i gang hurtigst muligt efter anklageskriftets indlevering.

Ny model for sagsomkostninger

Endelig introduceres en ny model for sagsomkostninger, hvor forfald og bortfald kobles til et efterfølgende kriminalitetsfrit forløb for nærmere afgrænsede grupper, og hvor Rigspolitiet bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om ansøgning i en afgrænset gruppe af ældre domme, mens administrative afgørelser på området i udgangspunktet ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

Krav om egnethed og samtykke

Der indføres bl.a. krav om egnethedsvurdering af den pågældende og bopælen, samtykke fra voksne medbeboere, kapacitetsvurdering hos Danmarks Fængsler og en sikkerhedsvurdering for personalet.

Kontrolvilkår og praktisk gennemførelse

Vilkårene tegner en tydelig profil for kontrolformen: sigtede må kun forlade bopælen efter et fast tidsskema, skal afholde sig fra alkohol og euforiserende stoffer, skal medvirke til tilsyn og kontrol (herunder prøver) og skal løbende holde myndighederne orienteret om forhold af betydning. For forsvarere og domstole bliver “kamppladsen” ofte flyttet fra om der skal fængsles til hvordan kontrol- og tidsplanen kan skrues sammen på en måde, der både opfylder formålet og er praktisk bæredygtig.

Opkrævning og undtagelser

Bekendtgørelsen fastslår, at politiet skal opkræve beløb, så snart afgørelsen kan fuldbyrdes, og at opkrævning som udgangspunkt sker ved skriftlig opfordring med en betalingsfrist på 20 dage (kortere ved tvangsbøder). Det mest markante procesgreb i retsplejesammenhæng er de udtrykkelige undtagelser, hvor sagsomkostninger pålagt ved dom ikke skal opkræves for nærmere angivne grupper, herunder (med væsentlige undtagelser) visse domfældte, der var under 25 år på gerningstidspunktet, og visse domfældte på 25 år og derover uden relevant forudgående belastning.

Henstand og afdragsordninger

Bekendtgørelsen åbner samtidig for en snæver, kulancepræget adgang til kortvarig henstand eller afdragsordning i op til 6 måneder, men lukker den adgang, hvor tvangsbøder indgår, eller hvor der er konkrete grunde til at tvivle på efterlevelse. Det er procesret i “den sidste kilometer”, men effekten kan være stor, fordi incitamenter, betalingsevne og risikoen for inddrivelsesspor fremover i højere grad bliver en del af den samlede straf- og resocialiseringsrealitet.

Organisatoriske krav til udbydere

Loven er bygget til at spille sammen med EU’s e-evidence-ramme, herunder forordningen om europæiske editions- og sikringskendelser og eksisterende instrumenter som den europæiske efterforskningskendelse. I praksis skubber det compliance fra “kan vi hjælpe myndighederne?” til “har vi en organisatorisk og sproglig modtagerkanal, der kan bære retlige påbud hurtigt og korrekt?”.

Formålet med EU-reglerne

EU’s overordnede formål er at reducere friktion i grænseoverskridende dataadgang og skabe hurtigere processpor for lagrede data, bl.a. ved at muliggøre direkte henvendelser til tjenesteudbydere i andre medlemsstater, jf. den EU-retlige ramme om e-evidence. (Se fx Rådets overblik over e-evidence-reglerne og forordningsteksten på EUR-Lex).

Politiets opgaver og beføjelser

Det er mere end en administrativ detalje, fordi bekendtgørelsen også beskriver et konkret håndhævelsesdesign: Politiet skal påse, at relevante tjenesteudbydere opfylder deres forpligtelser, skal koordinere med centrale myndigheder i andre medlemsstater og kan udstede påbud til udbydere og deres retlige repræsentanter om at bringe overtrædelser til ophør.

Sanktioner og tvangsbøder

Hvis påbud ikke efterleves, kan politiet pålægge daglige eller ugentlige tvangsbøder. For udbydere og platforme betyder det, at “manglende etablering” af repræsentantordningen ikke kun er et kontrakt- og governanceproblem, men et spørgsmål med direkte sanktionsrisiko og løbende økonomisk pres, hvis en påbudsproces først er i gang.

Udvidede kontrolværktøjer

Lovforslaget peger bl.a. på oplysningspligt, adgang til erhvervslokaler uden retskendelse, mulighed for kontrol under skjult identitet og et indgrebsspor, hvor onlinegrænseflader i sidste ende kan blokeres ved rettens kendelse, hvis påbud ikke efterleves.

Dokumentationskrav og domstolsprøvelse

Et centralt retssikkerhedsgreb er, at der som udgangspunkt ikke lægges op til administrativ rekurs, hvilket flytter flere konflikter i retning af domstolsprøvelse og dermed “juridificerer” tilsynet. For offentlige myndigheder og leverandører betyder det, at AI-governance ikke alene bliver compliance, men også dokumentation, sporbarhed og procesberedskab, hvis et tilsyn eskalerer. Den EU-retlige baggrund er AI-forordningen, som fastlægger harmoniserede regler og et risikobaseret regime for AI-systemer i EU. (Se forordningen på EUR-Lex).

Nye habilitetsregler

Ændringen indfører en klar sondring, hvor Retslægerådet i sager, hvor der afgives udtalelse til domstolene, fremover knyttes til retsplejelovens regler om dommeres inhabilitet, mens forvaltningslovens udgangspunkt fortsat er relevant i sager uden domstolsudtalelser, dog med en snæver mulighed for at fravige udskiftning, hvis det er praktisk umuligt eller forbundet med væsentlige vanskeligheder eller betænkelighed.

Konsekvenser for bevisførelsen

Processuelt er pointen enkel: jo tættere Retslægerådets arbejde ligger på den dømmende funktion, desto mere minder habilitetskravet om domstolenes eget legitimitetskrav. Det kan få betydning for indsigelser, tidsplaner og behovet for alternative sagkyndige spor, når en sag allerede er under pres.

Krav til opbevaring og sletning

Men dommen lægger samtidig et tungt proceskrav ned over opbevaringen: der skal være passende garantier for, at nødvendigheden revurderes periodisk, og at data slettes, når opbevaring ikke længere er strengt nødvendig. Det retssikkerhedsmæssige omdrejningspunkt bliver dermed ikke kun hjemmel til indsamling, men myndighedernes evne til at dokumentere en løbende nødvendighedsvurdering, især når en persons strafferetlige status ændrer sig.

Betydning for interne regler

For danske aktører er dommen et varsel om, at den praktiske kvalitet af interne regler, sletteprocedurer og auditspor kan blive lige så afgørende som lovtekstens ordlyd.

Adgang for mistænkte og tredjemænd

Domstolen fastslår, at EU-retten ikke i sig selv afskærer, at en konkurrencemyndighed kan overføre sagsakter til anklagemyndigheden, men at adgangen til de mest beskyttede dokumenttyper – leniency-erklæringer og forligsindlæg – ikke kan åbnes bredt for andre parter. Mistænkte kan derimod få adgang, hvis det er nødvendigt for at udøve retten til forsvar, mens skadelidte tredjemænd udelukkes, netop for at beskytte incitamenterne i leniency-systemet.

Nødvendighedsvurdering ved udlevering

Processuelt er budskabet, at “fortrolighed” ikke er et absolut skjold mod forsvarsrettigheder, men at udlevering kræver en konkret nødvendighedsvurdering og en præcis afgrænsning af, hvad beskyttelsen omfatter – herunder at bilag og bagvedliggende beviser ikke automatisk er omfattet på samme måde som selve erklæringen.

Større behov for koordination

I takt med at e-evidence-instrumenter og nye digitale bevisformer fylder mere, bliver koordination, standardisering og hastighed i gensidig retshjælp et konkret parameter i sagsstyringen, ikke et politisk slogan.

Konsekvenser for tidsfrister og bevisførelse

For anklagemyndigheder og forsvarere kan det betyde flere sager med parallelle spor, kortere frister og større behov for at forstå, hvor i kæden en anmodning faktisk befinder sig, når bevisførelse og frister skal planlægges.

Dokumentationskrav til virksomheder og myndigheder

For tjenesteudbydere og leverandører til det offentlige bliver fokus at etablere klare kontakt- og beslutningsveje, så man kan reagere hurtigt på påbud og dataanmodninger, og samtidig kunne dokumentere, hvordan AI-systemer er vurderet, testet og sat i drift. Det er i de konkrete sagsforløb – i grundlovsforhør, under aktindsigt, i påbudsprocesser og i de tekniske logfiler – at den nye balance mellem effektivitet og retssikkerhed bliver afprøvet.