En principiel dom fra Højesteret fastlægger nu strafniveauet for den nye grønlandske samtykkelov. Seks måneders anbringelse i anstalt bliver rettesnoren for voldtægt uden samtykke, hvor der ikke har været anvendt vold, men hvor offeret klart har udvist modstand.

Den 1. juli 2023 trådte den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse i kraft i Grønland, hvilket skabte et paradigmeskift i grønlandsk strafferet. Indtil nu har det dog været et åbent spørgsmål, præcis h

En principiel dom fra Højesteret fastlægger nu strafniveauet for den nye grønlandske samtykkelov. Seks måneders anbringelse i anstalt bliver rettesnoren for voldtægt uden samtykke, hvor der ikke har været anvendt vold, men hvor offeret klart har udvist modstand.

Den 1. juli 2023 trådte den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse i kraft i Grønland, hvilket skabte et paradigmeskift i grønlandsk strafferet. Indtil nu har det dog været et åbent spørgsmål, præcis hvordan domstolene ville udmåle foranstaltninger under den nye Kriminallov for Grønland § 77, stk. 1. En ny afgørelse fra Højesteret, afsagt den 27. februar 2026, kaster nu det længe ventede lys over domstolenes praksis og sætter barren for fremtidige sager.

Sagen omhandlede en mand, der på gerningstidspunktet var ansat ved politiet. I januar 2024 mødtes han med en kvinde, som han gennem tre år havde haft et tilbagevendende seksuelt forhold til. På trods af, at kvinden forud for mødet havde tilkendegivet, at hun ikke ønskede at have sex på grund af et angstanfald, lagde tiltalte sig i sengen hos hende. Retten lagde til grund, at kvinden udviste tydelig fysisk modstand ved at skubbe tiltaltes hænder væk, da han rørte hende. Alligevel brugte tiltalte sin fysiske overlegenhed til at fastholde hende og gennemførte både vaginalt og analt samleje.

Læs mere her: Lovguiden – Højesterets stadfæstelse af 6 måneders anstalt for voldtægt uden samtykke efter grønlandsk kriminallov

Bevisførelsen og spørgsmålet om forsæt

Et centralt omdrejningspunkt for proceduren i Højesteret var spørgsmålet om gerningsmandens forsæt. Forsvaret gjorde gældende, at Grønlands Landsret i den tidligere instans reelt havde dømt tiltalte alene på baggrund af den objektive mangel på samtykke, uden udtrykkeligt at vurdere, om tiltalte subjektivt havde forsæt til at gennemføre et samleje, som kvinden ikke ønskede.

Tiltalte forklarede selv under sagen, at han opfattede situationen som værende baseret på gensidighed. Han argumenterede for, at forurettede ikke kæmpede imod på en måde, han tolkede som en definitiv afvisning af det vaginale samleje, selvom han erkendte at have hørt "benægtende lyde", da han initierede det anale samleje.

Højesteret gav forsvaret principielt medhold i, at landsretten burde have forholdt sig udtrykkeligt til forsætsspørgsmålet i dommens præmisser. Alligevel vurderede Højesteret, at Landsrettens dom samlet set måtte forstås således, at forsættet var bevist. Højesteret udtalte i dommen:

"Højesteret finder herefter, at dommen må forstås sådan, at landsretten har fundet det bevist, at Tiltalte havde forsæt til at gennemføre samleje som beskrevet i tiltalen uden Forurettedes samtykke."

Det blev anset som afgørende, at forurettede udtrykkeligt havde sagt nej, at hun havde forsøgt at undvige ved at flytte sig, og at tiltalte trods de afvisende signaler og lyde fortsatte handlingerne.

Læs mere her: Lovguiden – Stadfæstelse af 6 måneders anstaltsanbringelse for samtykkebaseret voldtægt i Grønland

Fastlæggelse af foranstaltningsniveauet

Hvor det danske retssystem opererer med traditionel fængselsstraf, anvender Grønland et foranstaltningssystem i henhold til Kriminallov for Grønland § 118 og Kriminallov for Grønland § 119, stk. 1. Før samtykkelovens indførelse lå niveauet for en fuldbyrdet voldtægt med vold typisk på omkring 1 år og 6 måneders anstalt, mens det såkaldte "tilsnigesamleje" – hvor offeret befandt sig i en tilstand, hvor vedkommende var ude af stand til at modsætte sig handlingen – typisk udløste en anbringelse på omkring 4 måneder.

I Højesteret argumenterede forsvaret for, at passivitetssituationer under den nye lov burde sidestilles med den tidligere praksis for tilsnigesamleje, hvilket ville tilsige en formildelse til 4 måneders anstalt.

Højesteret afviste imidlertid denne sammenligning i den konkrete sag. Med afsæt i Kriminallov for Grønland § 121, stk. 1, som foreskriver, at valget af foranstaltning skal bero på en ligelig hensyntagen til lovovertrædelsens grovhed og gerningsmandens personlige forhold, fandt retten, at krænkelsernes omfang berettigede et strengere niveau. Der blev særligt lagt vægt på, at overgrebet dækkede over både vaginalt og analt samleje til trods for aktiv modstand.

Resultatet skaber nu en tydelig rød tråd gennem instanserne, om end landsrettens afgørelse i sin tid blev truffet med dissens (2-1):

Læs mere her: Lovguiden – Højesteret stadfæster seks måneders anstaltsanbringelse for voldtægt uden samtykke i Grønland

Personlige forhold kunne ikke mildne anbringelsen

Efter grønlandsk ret er vurderingen af gerningsmandens personlige forhold et centralt og obligatorisk element. Det fremgik af sagens akter, at tiltalte levede under velordnede forhold; han var ustraffet, forsørgede en ægtefælle og fem plejebørn, og var – efter at være blevet suspenderet fra politiet som følge af sagen – hurtigt kommet videre i en læreplads i en privat virksomhed.

Tiltalte erklærede sig ligeledes villig til at udføre samfundstjeneste, såfremt foranstaltningen kunne gøres betinget. På trods af disse positive sociale parametre fastslog Højesteret dog i medfør af Kriminallov for Grønland § 146, stk. 1, at hensynet til samfundets interesse i at modvirke handlinger af den pågældende art vejede tungest. Længden på 6 måneder blev derfor fastholdt som en ubetinget anbringelse, og gerningsmanden blev samtidig pålagt at betale en tortgodtgørelse på 50.000 kr. til forurettede.