Højesteret har stadfæstet en bøde på 10.000 kr. til en journalist for indirekte identifikation. Samtidig udstikker Rigsadvokaten nye retningslinjer, der varsler en fordobling af straffen for grov vold.
En journalist troede sig på sikker grund ved at udelade navn og adresse i omtalen af en opsigtsvækkende sædelighedssag, men oplysninger om alder, kommune og arbejdsplads var nok til at udløse en dom i Højesteret for brud på navneforbuddet.
Grænserne for Indirekte Identifikation
Pressefriheden stødte sammen med hensynet til den sigtedes privatliv, da Højesteret for nylig skulle vurdere en principiel sag om brud på et navneforbud. Sagen drejede sig om en journalist fra Folketidende, der i maj 2020 publicerede to artikler om en alvorlig straffesag. En mand var tiltalt for at have misbrugt sin stilling i Lolland Kommunes socialforvaltning til at skaffe sig samleje.
Selvom journalisten ikke nævnte den tiltaltes navn, indeholdt artiklerne en række specifikke detaljer. Læserne fik oplyst mandens alder, at han havde været ansat i kommunen i en årrække, samt at en navngiven sektorchef bekræftede, at han ikke længere var ansat. Spørgsmålet var, om disse oplysninger i kombination var nok til at identificere manden uden for en helt snæver kreds.
Et flertal på fire ud af fem dommere i Højesteret vurderede, at artiklerne overtrådte retsplejelovens regler om navneforbud. I afvejningen over for Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 om ytringsfrihed lagde retten vægt på sagens åbenlyse offentlige interesse, men understregede samtidig hensynet til den tiltalte, der ikke i forvejen var en offentlig person. Flertallet udtalte i den forbindelse:
"Mediernes omtale af sagen kunne ske på fyldestgørende måde uden at give oplysninger, der var egnede til at identificere ham."
Én dommer, Jens Kruse Mikkelsen, stemte dog for frifindelse med den begrundelse, at man som udgangspunkt ikke kan lægge vægt på oplysninger, der skal findes via aktindsigt eller internetsøgninger, for at "regne ud" hvem en artikel handler om. Flertallets afgørelse stod dog ved magt, og bøden på 10.000 kr. blev stadfæstet. For den særligt interesserede kan detaljerne dykkes ned i via Højesterets afgørelse i sag 82/2025 (pdf).
Læs mere her: Højesteret – Om journalists overtrædelse af navneforbud
Historisk Strafskærpelse for Grov Vold
I kølvandet på den brede politiske aftale om en ny strafreform har Rigsadvokaten netop udsendt opdaterede retningslinjer, der implementerer massive strafskærpelser for personfarlig kriminalitet. Formålet er at sikre, at dommene i langt højere grad afspejler forbrydelsernes grovhed.
For anklagemyndigheden og domstolene betyder de nye meddelelser en grundlæggende ændring i strafudmålingen for vold begået efter den 15. februar 2026. Skærpelserne rammer særligt den grove vold samt vold i nære relationer.
| Lovovertrædelse | Straffeloven | Skærpelse | Praktisk konsekvens (eksempel) |
|---|---|---|---|
| Simpel vold i nære relationer (partnere/børn) | § 244, stk. 1 | 50 pct. | En dom på 60 dage bliver til 3 måneder |
| Grov vold og mishandling | § 245 & § 245 a | 100 pct. | Straffen fordobles. Max-rammen hæves til 8 år |
| Særlig grov vold | § 246 | 100 pct. | Straffen fordobles. Max-rammen hæves til 12 år |
De opdaterede retningslinjer understreger dog, at den fulde fordobling af straffen for grov vold (100 pct.) skal afpasses i de allermest ekstreme sager. Hvis afstraffelsen for den grove vold begynder at overstige det niveau, der normalt udmåles for drabsforsøg under lignende omstændigheder, skal anklageren trække i bremsen for at bevare proportionaliteten i straffesystemet.
Læs mere her: Justitsministeriet – Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Vold
Sideløbende er der udstedt specifikke retningslinjer for sager om vold mod børn. Her indskærpes det over for politiet, at de allerede i visitationsfasen skal være opmærksomme på, om der er tale om gentagen vold, som samlet set kan udgøre mishandling efter straffelovens § 245. Et særligt fokusområde er sager om rystevold mod spædbørn (abusive head trauma), hvor den fysiske handling isoleret set kan virke begrænset, men hvor følgerne er livstruende. Rigsadvokaten slår fast, at disse sager som udgangspunkt skal rejses efter straffelovens strengeste voldsparagraf, § 246.
Læs mere her: Justitsministeriet – Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet: Vold mod børn
Seks Års Fængsel for Terrorpropaganda på Telegram
En sag fra Retten i Glostrup har netop trukket tråde dybt ind i et internationalt, højreekstremistisk online-miljø. En 30-årig mand med både dansk og fransk statsborgerskab er blevet idømt seks års fængsel for at fremme terrorvirksomhed i medfør af straffelovens § 114 e.
Manden var en aktiv og central figur på den krypterede beskedtjeneste Telegram, specifikt inden for det decentraliserede netværk kendt som "Terrorgram". Netværket er berygtet for at fremme nynazistisk ideologi, udgive manualer til terrorangreb på kritisk infrastruktur og hylde tidligere terrorister som "helgener". Byretten fastslog, at Terrorgram må betragtes som en reel terrorsammenslutning, og at mandens deling af selvproduceret propagandamateriale direkte fremmede netværkets virksomhed. Som en yderligere konsekvens af dommens grovhed blev manden frakendt sit danske statsborgerskab og udvist for bestandig. Dommen er anket til Østre Landsret.
Læs mere her: Anklagemyndigheden – 30-årig mand idømt seks års fængsel for fremme af terror
Formkrav og Retssikkerhed ved Sygdom
Når en tiltalt rammes af sygdom forud for en retssag, opstår der ofte juridiske tovtrækkerier om dokumentation og rettigheder. To nye Højesteretskendelser præciserer nu rammerne for, hvordan domstolene skal håndtere lovligt forfald.
I den første sag blev en tiltalt ramt af akut madforgiftning dagen før sin ankesag i landsretten. På sin forsvarers opfordring kontaktede han sin læge, som udstedte en lægeerklæring og fremsendte den inden retsmødet. Lægen havde dog skrevet erklæringen på et almindeligt stykke papir frem for domstolenes særlige attestformular til retssager. Landsretten afviste derfor ankesagen med henvisning til manglende dokumentation. Højesteret var dog af en anden opfattelse og hjemviste sagen. Højesteret lagde vægt på, at den tiltalte havde handlet korrekt, og fastslog:
"Det kan under de nævnte omstændigheder ikke føre til en anden vurdering, at lægen undlod at anvende den særlige attestformular."
Det fulde sagsforløb kan læses i Højesterets afgørelse i sag 109/2025 (pdf).
Læs mere her: Højesteret – Om lovligt forfald i en straffesag var dokumenteret
I en anden opsigtsvækkende sag forsøgte Østre Landsret at gennemtvinge en hovedforhandling i en fire år gammel sag om industrispionage uden den tiltaltes tilstedeværelse. Den tiltalte, som var diagnosticeret med svær depression og PTSD, havde gentagne gange fremlagt lovligt forfald via speciallægeerklæringer.
Landsretten argumenterede for, at de mange forgæves berammelser, sagens alder og de ringe udsigter til snarlig bedring udgjorde "ganske særlige omstændigheder", som tillod at fremme sagen i den tiltaltes fravær. Dette underkendte Højesterets flertal. De slog fast, at så længe fraværet er lægeligt veldokumenteret, og den tiltalte ikke mentalt er ude af stand til at forstå en hovedforhandling, hvis vedkommende mødte frem, så er der ikke hjemmel til at køre sagen uden personen. Afgørelsen markerer en vigtig streg i sandet for tiltaltes ret til personligt fremmøde, uanset hvor frustrerende sagsbehandlingstiden må være for systemet. Interesserede kan dykke ned i juraen i den anonymiserede kendelse i sag 92/2025 (pdf).
Læs mere her: Højesteret – Hovedforhandling kunne ikke gennemføres uden T’s tilstedeværelse
Finanstilsynet
