Højesteret tvinger borger til at tilbagebetale arbejdsskadeerstatning efter indtægtshop i fleksjob. Samtidig slår nævn hårdt ned på arbejdsgiveres bortforklaringer i sager om asbest og faldulykker.
En stribe afgørelser fra Arbejdsmiljøklagenævnet understreger, at kravet om at planlægge og udføre arbejdet sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, jf. Arbejdsmiljøloven § 38, stk. 1, er et objektivt arbejdsgiveransvar, som ikke tåler modifikationer. Arbejdsmiljøklagenævnet anvender myndighedernes officialprincip nidkært, hvilket betyder, at de tilsynsførendes sagkyndige observationer tillægges afgørende bevisværdi.
I en opsigtsvækkende sag fra en byggeplads fik en virksomhed et strakspåbud efter at have placeret en åben pose med knækkede asbestplader tæt på en arbejdsstation. Virksomheden forsvarede sig med, at pallen var placeret indendørs ved en fejl, og at støvet på gulvet blot var almindeligt sand fra håndværkernes sko. Dette blev blankt afvist under henvisning til Bekendtgørelse om asbest i arbejdsmiljøet § 9, stk. 1:
"Det er arbejdsgiverens pligt at sikre, at arbejdet til enhver tid bliver udført sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det er således i sidste ende arbejdsgiveren, der har pligt til at sørge for, at virksomheden overholder arbejdsmiljølovens krav..."
Farligt arbejde uden faldsikring udløser påbud
Den samme benhårde linje ramte en arbejdsgiver i en sag om manglende faldsikring. En ansat arbejdede på taget af en trailer i 2,5 meters højde blot en halv meter fra kanten. Arbejdsgiveren argumenterede indtrængende for, at traditionelt faldsikringsudstyr slet ikke var anvendeligt i situationen.
Nævnet fastholdt dog overtrædelsen af Bekendtgørelse om arbejdets udførelse § 13 og fremhævede, at selvom reglerne ikke anviser en eksakt metode til beskyttelse, fritager det ikke arbejdsgiveren fra pligten til at etablere tekniske hjælpemidler eller finde en effektiv arbejdsmetode for at forhindre faldulykker.
Tilsynsobservationer fælder manglende certifikat
Den afgørende vægt af tilsynsmyndighedernes observationer kom også til udtryk i en sag om betjening af en Manitou-teleskoplæsser. Føreren manglede det lovpligtige certifikat, og virksomheden påstod, at der udelukkende var tale om maskinkørsel uden byrder – en situation, som er undtaget fra uddannelseskravet.
Nævnet afviste klagen prompte. Fordi den tilsynsførende specifikt havde observeret en byrde i form af en palle på gaflerne, var betingelserne for certifikatkravet uomtvisteligt opfyldt, jf. Bekendtgørelse om arbejdsmiljøfaglige uddannelser § 8.
Virkeligheden trumfer RUT-registreringer på byggepladsen
Et andet højaktuelt konflikttema er sondringen mellem indlejet arbejdskraft og selvstændige underentreprenører. Virksomheder forsøger ofte at undgå det bygherreansvar, som følger af Arbejdsmiljøloven § 42, stk. 1 vedrørende arbejdsstedets sikre indretning.
I en nylig afgørelse havde en virksomhedsejer indlejet en person til indvendigt malerarbejde. Da Arbejdstilsynet konstaterede mangel på basale velfærdsfaciliteter som aflåseligt toilet og spiserum, hævdede virksomhedsejeren, at maleren var en uafhængig underentreprenør med egen RUT-registrering.
Arbejdsmiljøklagenævnet gennemskuede konstruktionen og lod substans gå forud for form. Nævnet lagde vægt på virkelighedens magtforhold: Der forelå ingen skriftlig underleverandøraftale, virksomhedsejeren indgik kontrakten med slutkunden, og virksomhedsejeren leverede materialer. Dermed havde ejeren i realiteten instruktionsbeføjelsen, hvilket ubetinget aktiverer pligterne efter Bekendtgørelse om arbejdets udførelse § 21, stk. 1 samt Bekendtgørelse om bygge- og anlægsarbejde § 61, stk. 1.
| Virksomhedsejerens argument | Den retslige realitet i afgørelsen |
|---|---|
| Håndværkeren er RUT-registreret som selvstændig | Registreringen dokumenterer ikke karakteren af det reelle, konkrete ansættelsesforhold |
| Underentreprenøren må selv stå for velfærdsforhold | Uden skriftlig entrepriseaftale er der tale om indlejet arbejdskraft underlagt ejerens ansvar |
Højesteret dømmer borger til at tilbagebetale erstatning
Det er dog langtfra blot virksomhederne, der oplever juridiske stramninger. Højesteret har for nylig afsagt en principiel og snæver dom (med stemmerne 3-2), som sætter streg under skadelidte borgeres oplysningspligt, når de overgår mellem forskellige sociale ydelser.
Sagen centrerede sig om en tidligere social- og sundhedshjælper, der modtog en løbende erhvervsevnetabserstatning på 70 % under ledighedsydelse. Da hun startede i et 1-årigt fleksjob, steg hendes månedlige bruttoindkomst fra cirka 11.000 kr. til 20.000 kr. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring opdagede efterfølgende ændringen, nedjusterede hendes erhvervsevnetab til 40 % og fremsatte krav om tilbagebetaling for en periode på 8 måneder.
Betydelig uagtsomhed og standardvejledninger
Spørgsmålet for landets øverste domstol var, om borgeren havde modtaget erstatningen "mod bedre vidende" i henhold til Arbejdsskadesikringsloven § 40 a, stk. 1.
FOA argumenterede på medlemmets vegne for, at den skadelidte ikke havde en chance for at gennemskue det komplicerede modregningssystem. Men Højesterets flertal fastslog benhårdt, at en indkomststigning på 80 % udgør en så "betydelig uagtsomhed", at der er tale om mod bedre vidende. Højesteret henviste herunder til den skriftlige standardvejledning i hendes tidligere afgørelse.
Mindretallet på to dommere så anderledes på sagen og stemte for frifindelse, da de mente vejledningen alene bestod af generiske beskrivelser:
"Afgørelsen indeholdt ikke en klar og tydelig beskrivelse af, hvilken betydning det ville få for erhvervsevnetabet, og dermed hendes ret til erstatning, hvis hun overgik til et fleksjob, eller at der i en sådan situation kunne opstå et tilbagebetalingskrav."
Højesterets dom understreger dermed endegyldigt, at myndighedernes administrative standardvejledninger om oplysningspligt bærer enorm juridisk vægt. Fagforeninger og rådgivere skal fremadrettet sikre en yderst fintmasket opfølgning med deres medlemmer, da fejl ikke længere kan afbødes med henvisning til ukendskab til lovens komplekse mekanismer.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
Ankestyrelsen