Nye afgørelser: Fra AI-platformsarbejde til direktørers hjemmekontor – grænserne for ansættelsesforholdet under pres

Analyse af nye afgørelser: Skatterådet anser AI-evaluator for lønmodtager, direktørs flytning udløser skattepligt, og manglende bevis underkender bortvisning.

Indledning: Arbejdsretten i en ny virkelighed

Den danske arbejds- og ansættelsesret er i konstant udvikling, presset af nye arbejdsformer som platformøkonomi og udbredt distanceledelse. Tre nylige, principielle afgørelser belyser, hvordan domstole og administrative nævn navigerer i dette komplekse landskab. En afgørelse fra Skatterådet omdefinerer grænsen mellem lønmodtager og selvstændig for en AI-evaluator, en anden fastslår, at en udenlandsk organisations skattepligt kan følge med direktørens flytning til Danmark, og en kendelse fra Afskedigelsesnævnet understreger de strenge beviskrav ved bortvisning. Tilsammen tegner sagerne et billede af, at de reelle arbejdsforhold vejer tungere end formelle aftaler, og at fundamentale retsprincipper som bevisbyrde står urokkeligt fast.

Grænsedragningen mellem Lønmodtager og Selvstændig i den Digitale Tidsalder

Et centralt spørgsmål i moderne arbejdsret er afgrænsningen mellem selvstændige erhvervsdrivende og lønmodtagere, især i platformøkonomien. En ny afgørelse fra Skatterådet (SKM2025.479.SR) giver et væsentligt bidrag til denne diskussion, omend fra en momsmæssig vinkel. Sagen omhandlede en person, der via en online platform evaluerede AI-modeller for en udenlandsk virksomhed. Selvom platformens standardvilkår eksplicit fastslog, at der ikke var tale om et ansættelsesforhold, og at personen selv var ansvarlig for skat og moms, nåede Skatterådet til den modsatte konklusion.

Rådet foretog en samlet vurdering af de reelle forhold og fandt, at der var tale om et lønmodtagerlignende forhold. Afgørelsen hvilede på en række klassiske arbejdsretlige kriterier. Skattestyrelsen, hvis indstilling blev tiltrådt, lagde afgørende vægt på, at virksomheden (H1) udøvede en betydelig instruktionsbeføjelse: "H1 giver detaljerede specifikationer og rammer til dem, der leverer evaluering af AI-modeller, for at sikre, at opgaverne udføres præcist, sikkert og inden for rammerne af opgaven." Dette begrænsede personens frihed til selv at tilrettelægge arbejdet.

Derudover blev der lagt vægt på, at virksomheden stillede den nødvendige platform til rådighed, tilbød oplæring ('onboarding') og løbende support, hvilket er "typisk kendetegnende for et lønmodtagerforhold". Aflønningen, der skete ugentligt uden fakturering, blev anset for at ligne akkordløn, og vigtigst af alt bar personen ikke en reel økonomisk risiko, da udgifterne var begrænset til almindeligt udstyr som en computer. Konklusionen var klar: "På baggrund af en samlet, konkret vurdering er det Skattestyrelsens opfattelse, at spørger ikke udøver selvstændig økonomisk virksomhed." Personen blev derfor ikke anset for en afgiftspligtig person, og indtægten var ikke momspligtig. Selvom afgørelsen er momsmæssig, er dens analyse af arbejdsforholdet direkte overførbar til ansættelsesretten og understreger princippet om substans over form. Læs resumé af Skatterådets afgørelse

Når Direktørens Hjemmekontor Gør Hele Organisationen Skattepligtig

Fænomenet med distancearbejde og grænseoverskridende ledelse skaber nye juridiske udfordringer, hvilket en anden afgørelse fra Skatterådet (SKM2025.477.SR) illustrerer med al tydelighed. En udenlandsk almennyttig organisation stod over for at blive fuldt skattepligtig til Danmark, udelukkende fordi dens administrerende direktør af private årsager flyttede hertil og planlagde at udføre størstedelen af sit arbejde fra et dansk hjemmekontor.

Skatterådet fastslog, at organisationen ville få "ledelsens sæde" i Danmark. Dette begreb er centralt for at bestemme en juridisk persons skattemæssige hjemsted. Vurderingen fokuserer på, hvor den reelle, daglige ledelse udøves. I denne sag var det afgørende, at direktøren forventedes at arbejde cirka 62% af tiden i Danmark. Skattestyrelsen fremhævede i sin indstilling, at "Ledelsens sæde anses herefter på baggrund af en konkret vurdering til at være i Danmark, da den daglige ledelse fra starten af 2025 vil blive udøvet fra Direktørens bopæl i Danmark." Det var underordnet, at organisationens bestyrelse og øvrige direktion befandt sig i udlandet, og at bestyrelsesmøder ikke blev afholdt i Danmark. Afgørelsen står i kontrast til tidligere praksis, hvor en lavere arbejdsandel i Danmark ikke udløste samme konsekvens.

Sagen har vidtrækkende konsekvenser for internationale virksomheder og organisationer med ledende medarbejdere, der arbejder fra Danmark. Den viser, at en enkelt medarbejders ansættelsesforhold og fysiske placering kan medføre, at hele organisationen underlægges dansk selskabsbeskatning. Interessant nok blev organisationen dog fritaget for oplysningspligt, da dens formål udelukkende var almennyttigt, og dens begrænsede erhvervsmæssige indtægter havde en naturlig sammenhæng med dette formål. Dette illustrerer de komplekse lag i dansk skatteret, men ændrer ikke ved den primære konklusion om etablering af ledelsens sæde. Se resumé af afgørelsen om skattepligt

Bevisbyrdens Tunge Vægt ved Bortvisning: Nultolerance er Ikke Nok

En kendelse fra Afskedigelsesnævnet (ARB2-245813) tjener som en kraftig påmindelse om, at selv en klar og velbegrundet nultolerancepolitik ikke fritager arbejdsgiveren for den tunge bevisbyrde ved en bortvisning. Sagen involverede to plejemedarbejdere, der blev bortvist for angiveligt at have indtaget alkohol i arbejdstiden, hvilket var en grov misligholdelse ifølge personalehåndbogen.

Arbejdsgiveren baserede bortvisningen på forklaringer fra to kolleger. Opmanden i Afskedigelsesnævnet fandt imidlertid bortvisningerne uberettigede, da bevisbyrden ikke var løftet. Kendelsen er et skoleeksempel på en grundig bevisvurdering. Opmanden påpegede flere afgørende svagheder i arbejdsgiverens sag. For det første var forklaringerne fra arbejdsgiverens egne vidner ikke samstemmende. Den ene kollega (E) forklarede at have set de to medarbejdere drikke af flaskerne, mens den anden (F) i en mail skrev: "Om nogen af dem nåede at tage en slurk, inden A gik, kan undertegnede ikke sige med sikkerhed." Denne uoverensstemmelse svækkede bevisværdien markant.

For det andet blev de bortviste medarbejderes forklaring – at de havde medbragt to Breezers for at drikke dem efter vagten – understøttet af flere objektive beviser: en SMS-korrespondance mellem dem lige før hændelsen, en tredje kollegas (C) vidneudsagn om at have set uåbnede flasker, og det faktum, at der efterfølgende blev fundet tre uåbnede flasker i køleskabet. Opmandens konklusion var derfor uundgåelig: "Efter disse forklaringer og øvrige oplysninger finder jeg, at der ikke er bevismæssigt grundlag for at fastslå, at A og B indtog alkohol den pågældende aften inden afslutningen af deres vagt." Arbejdsgiveren blev dømt til at betale erstatning svarende til løn i opsigelsesperioden samt en godtgørelse til den ene medarbejder. Sagen understreger, at en mistanke, selv understøttet af vidneudsagn, skal være overordentlig robust for at kunne bære en bortvisning. Få et resumé af kendelsen om uretmæssig bortvisning

Sammenfatning og Fremadrettede Perspektiver

De tre afgørelser tegner et klart billede af de nuværende dynamikker i arbejds- og ansættelsesretten. For det første er den formelle kontraktmæssige betegnelse for et arbejdsforhold underordnet den reelle substans, hvilket har stor betydning for platformsvirksomheder og deres tilknyttede. For det andet kan globalisering og distancearbejde medføre uforudsete og vidtrækkende selskabsretlige konsekvenser, som virksomheder må være yderst opmærksomme på. Endelig, uanset hvor moderne arbejdsmarkedet bliver, består de grundlæggende retsgarantier. En arbejdsgivers ret til at afskedige eller bortvise er uløseligt forbundet med pligten til at kunne løfte bevisbyrden for det påståede forhold – en pligt, der fortsat tages meget alvorligt af de retsanvendende myndigheder.