Selv når en kommune har indholdsmæssigt ret, kan formelle fodfejl som manglende partshøring eller forkert lovhjemmel koste afgørelsen livet i Planklagenævnet, hvilket rammer to aktuelle sager.
Manglende partshøring gør et varslet påbud om nedrivning af en trappe på Bornholm ugyldigt, mens Sorø Kommune får underkendt et afslag på at bygge en døgninstitution, fordi kommunen brugte en forkert paragraf som løftestang.
Kravene til forvaltningens sagsbehandling er ufravigelige, og selv når en kommune har indholdsmæssigt ret i, at en borger har overtrådt reglerne, kan formelle fodfejl koste afgørelsen livet. Det står klart efter en gennemgang af den seneste tids afgørelser fra Planklagenævnet, der trækker en markant grænse for, hvordan kommuner må og kan udøve deres tilsyn med byggeriet og håndhæve lokalplaner.
Særligt Forvaltningslovens krav om partshøring, varsling og den rette lovhjemmel udgør faldgruber for de kommunale byggesagsbehandlere, ligesom klageinstansen udviser en stram praksis over for klagere, der ikke overholder formkravene for at få deres sag prøvet.
Kommunale formfejl spænder ben for håndhævelse
I sagen om en udvendig inddækket trætrappe på en gavl i Allinge nægtede Bornholms Regionskommune ganske vist berettiget at give ejerne en lovliggørende dispensation. Ejendommen er omfattet af en bevarende lokalplan, der har til formål at fastholde byens arkitektoniske harmoni, og nævnet gav kommunen medhold i, at byggeriet fremstod som et "fremmedelement".
Mangelfuldt varsel som afgørende formfejl
Trods den materielle medholdelse tabte kommunen alligevel sagen for så vidt angår det fysiske lovliggørelsespåbud, kommunen havde udstedt. Fejlen opstod, fordi kommunen ikke forinden havde fremsendt et særskilt varsel til ejerne, som gav dem mulighed for at komme med bemærkninger. I afgørelsen om afslag på dispensation stod der blot, at ejerne i forlængelse heraf "vil modtage et særskilt påbud". Dette udgør ifølge Planklagenævnet ikke en tilstrækkelig høring efter Forvaltningsloven § 19, stk. 1.
Væsentlig retlig mangel kræver fornyet sagsbehandling
"Det fremgår imidlertid ikke af dokumentet, at klagerne har mulighed for at komme med bemærkninger forud for, at kommunen træffer afgørelse om påbud om lovliggørelse. Det fremgår heller ikke, hvad påbuddet konkret vil indeholde i forhold til frist for gennemførelse og lovliggørelsesmetode," fastslår Planklagenævnet og annullerer påbuddet for at lide af en "væsentlig retlig mangel".
Hvis kommunen ønsker at gennemtvinge en fysisk lovliggørelse efter Planloven § 51, stk. 3, skal sagsbehandlingen dermed starte forfra med et lovformeligt varsel.
Forkert paragraf koster Sorø Kommune et nederlag
Også Sorø Kommune har måttet se en tilsynsafgørelse underkendt, da kommunen afslog en ansøgning om etablering af en døgninstitution med seks boliger for udviklingshæmmede i Dianalund. Kommunen begrundede afslaget med, at institutionen var i strid med kommuneplanrammen, som udlagde området til boligformål, og argumenterede for, at støjgener døgnet rundt var "uforenelige med et boligområde".
Kommuneplanen er ikke direkte bindende for borgere
Planklagenævnet ophævede imidlertid afgørelsen som ugyldig med øjeblikkelig virkning. Nævnet påpeger, at en kommuneplan - i modsætning til en lokalplan - ikke er umiddelbart bindende for borgere. Kommunen henviste ikke til nogen specifik paragraf, men nævnet antog, at kommunen havde forsøgt at bruge Planloven § 12 (det såkaldte "virke for-princip"). Nævnet præciserer retsstillingen:
"Som det fremgår af afsnit 2.2.2, kan kommunen ikke alene med hjemmel i planlovens § 12, stk. 1, (”virke for-princippet”) modsætte sig et projekt, der ikke kræver tilladelse efter planloven i øvrigt eller efter anden lovgivning."
Krav om nedlæggelse af forbud
Skal et sådant afslag være juridisk holdbart, er kommunen tvunget til decideret at nedlægge et forbud efter planlovens § 12, stk. 3, som skal ledsages af en udtømmende begrundelse iht. Forvaltningsloven § 24, stk. 1. Det havde Sorø Kommune ikke gjort.
Definitionen af naturligt terræn og vejbyggelinjer i Jyllinge
Hvornår er jorden på en grund egentlig "naturlig"? Det kreative spørgsmål skulle afgøres i en sag fra Jyllinge, hvor ejeren af en ejendom ønskede at fjerne op til 1,22 meter jord, hvilket stred imod lokalplanens bestemmelse om maksimal terrænregulering på +/- 50 cm uden dispensation, jf. Planloven § 19.
Afvisning af geologiske argumenter
Ejeren argumenterede ud fra historiske jordbundsundersøgelser for, at jordlaget var påfyldt muld fra menneskehånd, og at afgravningen i virkeligheden ville bringe grunden "tættere på det oprindelige naturlige terræn fra istiden".
Dette geologiske argument blev dog afvist af klageinstansen. Planklagenævnet fastslog, at medmindre lokalplanen eksplicit indeholder andre fortolkningsbidrag, skal begreber som "eksisterende" og "naturligt" terræn forstås i bygningsreglementets forstand.
"Planklagenævnet er af den opfattelse, at når en lokalplan henviser til eksisterende terræn, skal begrebet som udgangspunkt forstås i overensstemmelse med bygningsreglementets forståelse af naturligt terræn (...) dvs. det oprindelige terræn på tidspunktet for ansøgningen."
Grønne arealer som en del af vejarealet
I samme sag konkluderede nævnet i øvrigt, at et udlagt grønt areal mellem en matrikel og en asfalteret vej skal betragtes som en del af vejarealet, når det beregnes, om en bygning overskrider bygge- og vejlinjer. Roskilde Kommunes afslag blev derved stadfæstet på alle punkter.
Klagefrister og retlig interesse levner ikke plads til elastik
Planklagenævnets praksis demonstrerer også en ufravigelig strenghed, når det gælder borgernes overholdelse af formelle krav for overhovedet at få behandlet en sag. Dette kommer særligt til udtryk i sager vedrørende klagefrister og retlig interesse.
| Principper for klageafvisning | Lovgrundlag | Konsekvens i seneste sager |
|---|---|---|
| Overskredet klagefrist | Planlovens § 60, stk. 1 | Klage indsendt 3 dage for sent afvises blankt uden realitetsbehandling. |
| Manglende retlig interesse | Planlovens § 59 | En borger bosat 2,6 km væk kan ikke klage over manglende håndhævelse af en lokalplan. |
Overskridelse af klagefrist tolereres ikke
I en sag fra Nyborg Kommune afviste nævnet at behandle et afslag på landzonetilladelse. Klageren havde fået afgørelsen tilsendt via Digital Post den 19. januar, hvilket betød at fristen efter Planloven § 60, stk. 1, fastsættes til præcis fire uger (16. februar). Da klagen først blev indtastet i klageportalen den 19. februar, klappede fælden. Nævnet understreger i afgørelsen, at man fører en restriktiv praksis, og at en overskridelse på selv få dage medfører afvisning, medmindre der foreligger helt ekstraordinære omstændigheder.
Krav om retlig interesse ved klager
Ligeledes afviste nævnet en klage i en sag fra erhvervsområdet Industri Syd i Kolding. Her klagede en borger over, at Kolding Kommune nægtede at håndhæve et krav om etablering af et beplantningsbælte. Udfordringen for klageren var imidlertid hans bopæl, der var beliggende 2,6 kilometer fra den pågældende erhvervsejendom.
For at have "retlig interesse" efter Planloven § 59, og dermed være klageberettiget, skal man være berørt på en måde, der adskiller sig væsentligt fra påvirkningen af en meget vid kreds af borgere. Nævnet slår fast, at en ideel interesse for retspleje eller generel utilfredshed med manglende kommunal håndhævelse af regler ikke er tilstrækkeligt:
"Planklagenævnet finder desuden, at klagerens ideelle eller mere generelle interesse i kommunens håndhævelse af ulovlige forhold ikke indebærer, at klageren har en retlig interesse."
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
