En opsigtsvækkende kendelse fra Højesteret slår fast, at et tomt skuffeselskab på Cypern ikke fritager udenlandske sagsøgere for at stille økonomisk sikkerhed for sagsomkostninger i Danmark.
Et tomt skuffeselskab på Cypern fritager ikke en udenlandsk sagsøger for at stille økonomisk sikkerhed i Danmark, og et fjernvarmeselskab får underkendt anlægsomkostninger for over en halv milliard kroner efter fatale fejlbedømmelser i bestyrelseslokalet.
Grænserne for selskabers ageren og bestyrelsers ledelsesansvar bliver i disse dage trukket skarpt op af både danske og europæiske myndigheder. En gennemgang af de seneste afgørelser inden for erhvervs- og selskabsret viser en tydelig tendens: Domstole og tilsynsmyndigheder skærer i stigende grad igennem formelle konstruktioner for at nå ind til den reelle substans.
Hvad enten det handler om at placere sit selskab i et skattely for at opnå processuelle fordele, eller en bestyrelse der lader et infrastrukturprojekt løbe løbsk, falder hammeren hårdt.
Højesteret gennembryder selskabskonstruktion på Cypern
Når udenlandske selskaber uden for EØS anlægger retssager i Danmark, kan de sagsøgte kræve, at selskabet stiller sikkerhed for sagens omkostninger. Det forhindrer sagsøgte i at stå tilbage med et ubetalt sagsomkostningskrav, hvis de vinder sagen mod et tomt udenlandsk selskab. Men hvad sker der, når et selskab er formelt registreret i Cypern (et EU- og EØS-land), men reelt dirigeres fra England og Monaco?
Sagen om X Ltd. og kravet om sikkerhedsstillelse
Den problemstilling har Højesteret netop taget stilling til i en opsigtsvækkende kendelse. Sagen drejede sig om selskabet X Ltd., der i 2020 sagsøgte en række danske parter med et millionkrav i kølvandet på en virksomhedsoverdragelse. Byretten frifandt de sagsøgte, og under ankesagen i Vestre Landsret forlangte de sagsøgte, at X Ltd. stillede sikkerhed for sagsomkostningerne.
Domstolen ser bag om CVR-nummeret
Selvom X Ltd. på papiret hørte hjemme i Cypern, valgte Højesteret at se på virkeligheden bag CVR-nummeret. Selskabet havde været inaktivt i årevis, egenkapitalen var dybt negativ, og den reelle ledelse sad i Monaco og England (uden for EØS).
Højesteret fastslog meget bastant i sin kendelse:
"X har ikke ønsket at oplyse, hvem der finansierer retssagen, og har ikke fremlagt dokumentation for, at selskabets ledelse udøver sine ledelsesbeføjelser i Cypern eller i øvrigt inden for EØS. På den baggrund finder Højesteret, at det ved stillingtagen til spørgsmålet om sikkerhedsstillelse må lægges til grund, at X ikke har hjemsted i EØS, jf. retsplejelovens § 321, stk. 1."
Principiel betydning og processuel rettidighed
Afgørelsen har stor principiel betydning for danske virksomheder, der bliver trukket i retten af udenlandske "postkasseselskaber". Det er nu slået fast, at domstolene ikke blot accepterer et registreringsbevis fra et EØS-land, hvis det er åbenlyst, at den reelle ledelse og kapital er placeret uden for unionen.
Rent processuelt slog Højesteret desuden fast, at kravet om sikkerhedsstillelse var fremsat rettidigt. De sagsøgte havde taget forbehold for kravet allerede i ankesvarskriftet, hvilket ifølge Højesteret var tilstrækkeligt til at opfylde betingelserne, selvom den formelle anmodning først kom i ankeduplikken, efter et krav om afvisning af sagen efter retsplejelovens § 368 a var faldet til jorden.
Forsyningstilsynet underkender bestyrelsesledelse i fjernvarmesag
Fra passiv ledelse i skattely til hyperaktiv, men uansvarlig, ledelse i den danske forsyningssektor. Forsyningstilsynet har truffet en historisk hård afgørelse mod Odsherred Varme A/S, som vil give genlyd i bestyrelseslokalerne hos forsyningsselskaber over hele landet.
Et budget ude af kontrol
Sagen handler om et projekt, hvor Odsherred Varme ønskede at udvide sit fjernvarmenet markant. Det, der i september 2021 startede med et budget på 571 millioner kroner, eksploderede på to år til en anlægssum på op mod 1,6 milliarder kroner. Dette kastede til sidst selskabet ud i en rekonstruktion og førte til udmeldinger om massive prisstigninger for forbrugerne.
| Tidspunkt | Begivenhed | Estimeret anlægssum |
|---|---|---|
| Sept. 2021 | Projektforslag godkendes | 571 mio. kr. |
| April 2022 | Godkendelse inkl. finansiering | 1.150 mio. kr. |
| Efterår 2023 | Bestyrelsesmøde / budgetskred | 1.400-1.600 mio. kr. |
| Juli 2025 | Rekonstruktion af selskabet | 800 mio. kr. (akkorderet) |
Tilsynets indgreb og manglende risikostyring
Forsyningstilsynet greb ind med hjemmel i varmeforsyningslovens § 21, stk. 4, og vurderede, om de afholdte omkostninger var "nødvendige" og "rimelige" ifølge varmeforsyningslovens § 20, stk. 1. Her faldt tilsynets dom tungt over bestyrelsens manglende risikostyring.
Tilsynet konkluderede, at bestyrelsen allerede den 20. april 2022 vidste – eller burde have vidst – at budgettet var skredet ud af kontrol. Alligevel bremsede ledelsen ikke projektet for at genberegne konsekvenserne.
"Forsyningstilsynet vurderer samlet, at de budgetbeslutninger, som Odsherred Varme initialt traf [...] lå inden for den skønsramme, der er givet i medfør af prisreguleringen. Forsyningstilsynet vurderer derimod, at Odsherred Varme senest den 20. april 2022 må – eller i det mindste burde – have indset, at det oprindelige budget ikke længere var realistisk, at der ville være en betydelig risiko ved at videreføre projektet..."
Konsekvensen af afgørelsen
Konsekvensen af afgørelsen er monumental: Forsyningstilsynet skærer det godkendte afskrivningsgrundlag ned fra de af selskabet fremsatte ca. 800 mio. kr. til blot 224,4 mio. kr. Resten af regningen kan simpelthen ikke væltes over på varmekunderne, fordi omkostningerne ikke har været forretningsmæssigt forsvarlige. Selskabet pålægges at anmelde en markant lavere varmepris inden for seks uger.
Afgørelsen slår med syvtommersøm fast, at varmeforsyningsselskaber har en snæver forpligtelse til at udvise rettidig omhu. Forsyningstilsynet accepterer ikke, at bestyrelser spiller hasard med anlægsbudgetter under dække af et "hvile i sig selv"-princip.
EU-Domstolen fastlægger skarpe rammer for arbejdstagere og kreditorer
Også fra europæisk hold tegnes der i disse uger nye, faste linjer for selskabers forpligtelser – især i krydsfeltet mellem national lovgivning og EU-ret. To dugfriske afgørelser fra EU-Domstolen præciserer retsstillingen ved henholdsvis insolvens og virksomhedsoverdragelse.
Insolvensstaten får enekompetence i fordringssøgsmål
I sag C-292/25 behandlede EU-Domstolen en strid mellem det tyske selskab shopping24 og konkursboet efter det østrigske selskab Sportgigant. Den tyske virksomhed havde oprindeligt anlagt en inkassosag i Tyskland, men da Sportgigant gik konkurs i Østrig, opstod spørgsmålet: Skulle sagen fortsætte i Tyskland, eller havde de østrigske insolvensdomstole eksklusiv kompetence til at anerkende fordringen i konkursboet?
Svaret fra EU-Domstolen levner ingen tvivl. For at forhindre forum shopping og sikre en effektiv bobehandling, fastslår Domstolen, at artikel 6, stk. 1, i EU's insolvensforordning skal fortolkes som en enekompetence for det land, hvor insolvensbehandlingen er indledt.
"Muligheden for, at forskellige retsinstanser har kompetence til at påkende sager, der er anlagt i forskellige medlemsstater, og som er direkte knyttet til insolvens, kan imidlertid svække forfølgelsen af et sådant mål [om effektiv insolvensbehandling]."
Selv hvis der verserede en civil retssag i Tyskland, inden konkursen indtrådte, skal anerkendelsen af kravet mod selve konkursboet håndteres af konkursstatens domstole. For danske kreditorer, der handler internationalt, betyder dette en skærpet opmærksomhed på, at man altid skal overgive sig til jurisdiktionen i det land, hvor skyldneren er undergivet insolvensbehandling, uanset hvor i EU en eventuel underliggende sag startede.
National aftaleret kan ikke stoppe lønkrav ved virksomhedsoverdragelse
I en anden principiel EU-dom (C-216/25) stødte nationale aftaleretlige principper frontalt sammen med EU's arbejdsmarkedsdirektiver.
Ved en virksomhedsoverdragelse i Rumænien (fra GSP Offshore til OMV Petrom) var der udestående lønkrav forud for overdragelsen. Den rumænske civillovbog dikterer, at en gæld ikke kan overdrages til en ny debitor (erhververen), uden at kreditor (medarbejderen) har givet samtykke. Erhververen nægtede at betale lønnen med henvisning til dette nationale princip.
EU-Domstolen afviste pure det rumænske forsvar. Direktiv 2001/23/EF om virksomhedsoverdragelse er skabt for at beskytte arbejdstagerne, og artikel 3, stk. 1, fastslår krystalklart, at rettigheder og forpligtelser automatisk overgår til erhververen ved overførslen.
"[Denne bestemmelse] er til hinder for, at der [...] anvendes en national bestemmelse, som gør overdragelsen af en forpligtelse mellem to debitorer betinget af kreditors samtykke, således at overdragelsen til erhververen af overdragerens forpligtelser vedrørende betaling af disse løntilgodehavender er betinget af den pågældende arbejdstagers samtykke."
Dommen minder danske erhvervsjurister om et klassisk EU-retligt princip: National civilret (såsom principper om debitor- eller kreditorskifte) kan ikke udnyttes til at udhule den EU-retlige beskyttelse af lønmodtagere i forbindelse med M&A-transaktioner. Har man købt virksomheden, hænger man på de forfaldne lønkrav.
Dispensation sikrer tarifstabilitet på det danske gasmarked
Hvor sagerne ovenfor vidner om domstole og tilsyn, der trækker en hård linje over for virksomhederne, viser Forsyningstilsynet i en anden afgørelse en mere pragmatisk, markedsdrevet tilgang, når det gælder makroøkonomisk stabilitet.
Overskud fra gastransit truede stabiliteten
Energinet Gastransmission (GAS-TO) og Energinet Systemansvar (GAS-SO) stod med et regulatorisk problem: De havde opbygget en difference i "brugernes favør" (et stort overskud fra gastransit) på hele 703 millioner kroner. De eksisterende regler tilsiger, at selskaberne ikke må køre med sådan et plus i mere end tre henholdsvis to år i træk. Pengene skulle altså sendes lynhurtigt tilbage til markedet via massive tarifnedsættelser for derefter at stige dramatisk året efter.
Undtagelse til fordel for markedet
Forsyningstilsynet vurderede imidlertid, at en sådan "yo-yo"-effekt i tarifferne ville være ekstremt skadelig for gasmarkedets stabilitet og funktionen af EU's netregler (NC TAR). Tilsynet valgte derfor at udstede en ekstraordinær dispensation.
"GAS-TO og GAS-SO har opbygget en større difference i brugernes favør [...] Det vil give anledning til et større udsving i transmissionstariffer, hvis hele GAS-TO’s og GAS-SO’s difference i brugernes favør afvikles i løbet af 2027. Forsyningstilsynet finder af hensyn til tarifstabilitet det således hensigtsmæssigt, hvis [differencen] afvikles i løbet af 2027-2028 fremfor blot i løbet af 2027."
Beslutningen illustrerer en vigtig facet af moderne erhvervsretlig regulering: Mens der slås hårdt ned på uansvarlighed og bevidste forsøg på at omgå regler, er der hos tilsynsmyndighederne plads til at dispensere fra stive frister, når den stringente overholdelse af reglerne ville medføre markedsforstyrrelser til skade for netop dem, reglerne var sat i verden for at beskytte.
