Højesteret freder retlig fars samvær trods verserende EMD-sag om faderskab

Afvisning af at sætte sagen på pause

En skelsættende dom fra Højesteret har netop slået fast, hvordan danske domstole skal balancere Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) over for de nationale regler om forældremyndighed og samvær. Sagen omhandlede et ungt barn, hvor den retlige far søgte om udvidet samvær, mens en privat DNA-test havde fastslået en anden mand som den biologiske far med mere end 99,99 % sikkerhed.

Moderen og den biologiske far forsøgte at få sat den retlige fars samværssag på pause, idet de havde indbragt spørgsmålet om faderskab for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD). Højesteret afviste imidlertid at udsætte sagen og trak en markant streg i sandet for rettighederne i den danske Forældreansvarslov § 19, stk. 1. Højesteret understregede, at dansk familieret bygger på det grundlæggende princip om, at et barn kun kan have to retlige forældre.

EMRK overtrumfer ikke retligt forælderskab

Selvom en biologisk forælder har mulighed for at søge om samvær gennem Forældreansvarslov § 20, stk. 2, og at denne bestemmelse ifølge Højesteret må fortolkes i overensstemmelse med EMRK artikel 8 om retten til privat- og familieliv, så overtrumfer det ikke den retlige forælders position. Højesteret henviste eksplicit til EMD-praksis fra dommene Anayo mod Tyskland og Schneider mod Tyskland, som fastslår, at myndigheder ikke blankt kan afvise en biologisk fars anmodning. Alligevel udtalte Højesteret konsekvent i sin afgørelse:

"Loven ligestiller ikke andre pårørende med retlige forældre med hensyn til omfanget af samvær. Den omstændighed, at der også er eller skal være samvær med en biologisk forælder vil derfor normalt kun føre til, at samværet med en retlig forælder indskrænkes i meget begrænset omfang, i forhold til hvad samværet ellers ville være blevet fastsat til."

Dommen cementerer således, at mens Danmark respekterer de positive forpligtelser under EMRK til at vurdere den biologiske fars relation til barnet, så må internationale klagesager ikke bruges som et forhalende våben, der forhindrer et barn i at opretholde en kontinuerlig og tryg kontakt med sin retlige forælder.

Tvist om uoptjent agentprovision

I et andet spor med tung international klangbund har Sø- og Handelsretten afsagt en principiel dom i kølvandet på den opsigtsvækkende konkurs i forsikringsselskabet Alpha Insurance. Her stod konkursboet over for den britiske forsikringsmægler Right Choice Insurance Brokers, som agerede agent (coverholder) for Alpha på det britiske marked.

Kernen i tvisten var et krav på knap 581.000 britiske pund i uoptjent agentprovision. Right Choice forsvarede sig med henvisning til britisk forsikringskutyme, hvor provision betragtes som fuldt optjent allerede ved indtegningen af policen. De hævdede tillige, at de blev beordret af den britiske finansmyndighed, Financial Conduct Authority (FCA), til egenhændigt at flytte over 10.000 kunder til et andet selskab for at sikre deres dækning ved konkursen.

Opgørelse af loss ratio og advokatomkostninger

Sø- og Handelsretten valgte imidlertid at fastholde et stramt danskretligt fokus. Retten fandt, at agentaftalen, baseret på den internationale LMA3113-standard, skulle læses ordret. Fordi præmier løbende optjenes pro rata ifølge Forsikringsaftaleloven § 16, og Alphas konkurs ville medføre automatisk ophør af forsikringerne jf. Forsikringsaftaleloven § 26, stk. 1, fulgte provisionen samme skæbne. Retten afviste blankt, at FCA's uformelle instrukser gav den britiske mægler ret til at disponere ensidigt på tværs af et dansk konkursbo.

Et afgørende element i sagen var tillige opgørelsen af skadesprocenten (loss ratio), som afgjorde, om den britiske mægler havde krav på ekstra provision:

Dommen illustrerer, at udenlandske aktører ikke blot kan påberåbe sig hjemlige markedsstandarder eller udenlandske tilsynsmyndigheders direktiver, når de har indgået aftaler undergivet dansk lov. Det er ordlyden og den danske fortolkning af standardkontrakter, der vejer tungest.

Striden om 'relevante' medarbejderkategorier

På udbudsområdet har Klagenævnet for Udbud truffet en afgørelse, der demonstrerer, hvor stringente kravene til EU's grundlæggende udbudsprincipper er i praksis. Sagen udsprang af Energistyrelsens udbud af en EBA-rammeaftale til 20 millioner kroner, hvor et konsortium tabte udbuddet med en marginal forskel på blot 0,19 point i den samlede evaluering.

Stridspunktet var et tilsyneladende simpelt dokumentationskrav i udbudsbetingelserne, der krævede, at tilbudsgiverne skulle "vedlægge CV'er for relevante medarbejderkategorier". Konsortiet valgte kun at indsende CV'er fra deres absolut tungeste profiler (Seniorkonsulenter og Eksperter), idet de tolkede ordet "relevante" som en invitation til at fremvise det fagligt stærkest mulige team inden for rammen på maksimalt syv CV'er. Energistyrelsen kvitterede dog med at trække ned i scoren, fordi der manglede CV'er for Juniorkonsulenter og Konsulenter.

Ordregiver bærer risikoen for uklarhed

Klagenævnet fandt, at Energistyrelsens fremgangsmåde var i strid med gennemsigtighedsprincippet i Udbudsloven § 2. Nævnet konkluderede, at:

"[...] det har således ikke været gennemsigtigt for tilbudsgiverne, at der som anført af Energistyrelsen skulle medsendes CV’er for alle medarbejderkategorier med undtagelse af medarbejderkategorien 'studentermedhjælper'."

Afgørelsen slår fast, at en "rimeligt oplyst og normalt påpasselig tilbudsgiver" ikke kan forventes at gætte ordregivers skjulte hensigter. Når udbudsregler, der bygger direkte på EU-direktivernes krav om transparens, ikke er formuleret knivskarpt, er det ordregiveren – og ikke tilbudsgiveren – der bærer den fulde risiko for uklarheden.