Klagenævn afviser for sen klage mens totalrådgiver hæfter for betonkollaps

Overskridelse af klagefristen

Ejendommens ejer var dybt uenig i kravet om genberegningen, idet han mente allerede at handle i overensstemmelse med den kommunale indsatsplan. En klage blev derfor forberedt og afsendt via Klageportalen. Der var bare ét markant problem: Den blev afsendt den 18. juni 2026 – præcis to dage efter den 4 uger lange klagefrist var udløbet i henhold til Landbrugsloven § 38a, stk. 1.

Nævnet afviste straks at behandle sagens materielle indhold. De færreste borgere er bevidste om de hårde forvaltningsretlige rammer på området, men i afgørelsen opridses den juridiske skæringslinje ganske direkte:

"Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis med hensyn til klagefrister er restriktiv. En klage, der er indgivet efter udløbet af klagefristen, vil som udgangspunkt blive afvist, også selvom der er tale om overskridelse med blot en enkelt dag."

Arbejdstilsynets påtale mod totalrådgiveren

Sagen tog dog en retlig drejning, da Arbejdstilsynet rettede en påtale mod selve den projekterende totalrådgiver. Selvom det var underentreprenøren, der i praksis ikke havde leveret den midlertidige afstivning som aftalt i udbudsmaterialet, undlod rådgiveren ikke sit ansvar. Ifølge Arbejdsmiljøloven § 33 skal den projekterende med sine angivelser allerede i projektmaterialet sikre, at byggeriet overhovedet kan lade sig gøre på sikker vis.

Nævnets afgørelse og ansvarsplacering

Virksomheden ankede afgørelsen under påskud af, at ansvaret for at udarbejde en afstivningsplan påhvilte hovedentreprenøren og dennes leverandør. Arbejdsmiljøklagenævnet underkendte dog argumentet. Som fastsat i Bekendtgørelse om projekterendes og rådgiveres pligter m.v. efter lov om arbejdsmiljø § 10, stk. 1, kræves der en selvstændig stillingtagen til de særlige farer i selve projektmaterialet:

"... det forhold, at hovedentreprenøren ikke fremsendte de krævede montage- og afstivningsplaner [...] fritog ikke virksomheden som projekterende fra pligten til at sørge for, at det samlede projekt opfyldte bekendtgørelsens bestemmelser."

Klage over byggeprojekt i Hornbæk

I en sag fra Helsingør Kommune fastslog forvaltningen, at opførelsen af en 1. sal, et anneks og et cykelskur på en ejendom i Hornbæk harmonerede med bestemmelserne i lokalplan nr. 5.028 for Skovvej-kvarteret, som foreskriver bevaringsværdig bebyggelse. Naboen klagede og argumenterede for, at byggeriet straks burde få opsættende virkning, da byggeriet ville skabe en de facto situation, som efterfølgende ville være nærmest umulig at rulle tilbage.

Planklagenævnets vurdering

Planklagenævnet fastholdt dog hovedreglen fra Planloven § 60a, stk. 3, hvor klager primært skal fortsætte sideløbende med de tilladte handlinger, og at der skal bevises en høj grad af sandsynlighed for reelle lovbrud for at bremse byggeriet. Dette blev vurderet som usandsynligt på det foreløbige niveau. Dermed fortsætter ejeren byggeprocessen på fuld eget ansvar – en vildvej som ofte ender dyrt, hvis Planklagenævnet i den materielle realitetsbehandling når frem til en anden konklusion.

Økonomisk risiko ved ulovligt byggeri i Rørvig

At det bestemt ikke er uden økonomisk risikovillighed at udnytte en byggetilladelse uden om en afgjort klagesag, understreges af en anden ny dom afsagt af Retten i Holbæk. Her var et decideret nyopført hus i Rørvig blevet kendt ulovligt i strid med en bevarende lokalplan for området. Retten stadfæstede, at en samlet skønsmæssig overtrædelse af lokalplanen ikke gav basis for retlig lovliggørelse, hvorfor bygherren hænger på de enorme tab.

Læs mere her: Retten i Holbæk – Nyopført hus var i strid med lokalplan

Overblik over klageinstanser og konsekvenser

Særligt byggeaktører og advokater er under pres, da dokumentationskravene i tidlige rådgivningsfaser udvides proportionalt med kravene til rettidig administrativ handling i klagesystemerne. Den mindste blødning i processen falder ofte tilbage på ansøgeren selv.