En omfattende reform af ekspropriationsreglerne, et mere håndfast tilsyn med kommunerne og nye beføjelser til beredskabet markerer de seneste opdateringer i forvaltningsretten.
De seneste februaropdateringer i forfatnings- og forvaltningsretten peger i samme retning: mere forudsigelige ekspropriationsprocesser, et skarpere kommunalt tilsyn og bredere statslige beføjelser i krise og konflikt.
Reformens tre spor
De vigtigste bevægelser i materialet fra 5.–7. februar 2026 kan læses som en reformpakke med tre spor, der hver især rammer et klassisk kernefelt i forvaltningsretten: (1) indgreb i ejendomsretten, (2) kontrol med kommunal lovlighed, og (3) udvidede indgrebshjemler i beredskabs- og forsvarssektoren.
| Spor | Hvad flytter sig | Hvem mærker det først |
|---|---|---|
| Ekspropriation | Ny samlet proceslov og lempeligere adgang til fremrykket overtagelse | Lodsejere, naboer til store anlæg, anlægsmyndigheder |
| Tilsyn | Fra vejledning til håndhævelse med påbud og tvangsbøder | Kommuner og regioner, borgere på velfærdsområder |
| Beredskab og forsvar | Hjemler målrettes hybridtrusler og operative behov | Virksomheder med kritisk infrastruktur, borgere, myndigheder |
Ekspropriationsprocesloven
Lovforslaget til en ny ekspropriationsproceslov samler de processuelle regler, der i dag er spredt, og forsøger samtidig at gøre klagesystemet mere ensartet.
Centrale klageinstanser
Den mest markante strukturændring er, at der lægges op til færre og mere centrale klageinstanser for erstatningsfastsættelse, herunder et system med taksationsklagenævn, som skal kunne behandle klager på tværs af både statslige og kommunale spor.
Procesgreb og erstatning
I den praktiske ende får forslaget også et tydeligt “procesgreb” med muligheder for, at formænd kan afgøre ikke-principielle sager, og en skarpere ramme om domstolsprøvelse, hvilket kan gøre tidsstyring og dokumentation endnu mere afgørende for både ekspropriater og myndigheder. Som bagtæppe står grundlovens ejendomsbeskyttelse og kravet om fuldstændig erstatning i § 73, men her flyttes især på maskinrummet – ikke på selve hjemmelskravet.
Lempeligere kriterier for fremrykket overtagelse og fuld overtagelse
Følgelovforslaget om fremrykket overtagelse ved statslige vej- og jernbaneprojekter er et direkte svar på den retssikkerhedsmæssige “venteposition”, som mange boligejere oplever, når et projekt er politisk på vej, men ekspropriationsindgrebet ligger langt ude i horisonten.
Lempelse af kriterier
Kernen er en lempelse af de kriterier, der i dag typisk gør det svært at få staten til at overtage en ejendom før den ordinære ekspropriation, samt en udvidelse af, hvornår borgeren kan kræve hele ejendommen overtaget ved delekspropriation. Derudover er der et klart styringssignal i den foreslåede begrænsning af anlægsmyndighedens mulighed for at trække borgerens medhold i langvarige klage- og retsspor.
Objektive kriterier og dokumentation
I praksis kan det ændre dynamikken i forhandlinger og forventningsafstemning, særligt i sager hvor støj, vibrationer og beboelseshensyn bliver den reelle “tærskel” for, om restarealet giver mening.
Når reglerne for fremrykket overtagelse gøres mere “objektive”, flytter fokus fra borgerens private livsomstændigheder til projektets indgrebsintensitet og de dokumenterbare gener.
Politisk aftale om et mere håndfast kommunalt tilsyn
En ny politisk aftale lægger op til at ændre Ankestyrelsens kommunale og regionale tilsyn fra primært vejledning til et mere håndhævende tilsyn med bindende påbud og mulighed for tvangsbøder.
Fra vejledning til håndhævelse
Aftalen er en tydelig opfølgning på Rigsrevisionens kritik af tilsynets sagsbehandlingstider og dokumentationsniveau, herunder at tilsynet i for høj grad har baseret sig på kommuners egne redegørelser. Kritikken fremgår bl.a. af Rigsrevisionens beretning offentliggjort 2. juni 2025. Med aftalen signaleres et skifte i bevis- og kontrolkultur: flere sager skal kunne “lukkes” på et stærkere faktisk grundlag, og myndigheder skal i højere grad kunne forpligtes til rettidig fejlretning – ikke blot opfordres til det.
Prioritering af velfærdssager
I aftaleteksten ligger også et prioriteringsprincip, hvor de mest alvorlige velfærdssager løftes øverst, hvilket kan påvirke, hvilke kommunale praksisser der bliver “next in line” for indskærpelser.
Langeland-sagen og princippet om at fejlrettelse er en myndighedsopgave
Ankestyrelsens afvisning af Langeland Kommunes ønske om en “borgerstyret” model for genbehandling er forvaltningsretligt interessant, fordi den trækker en skarp streg under et klassisk – men i praksis ofte udvandet – princip: myndighedsansvaret kan ikke skubbes over på borgeren, når der er konstateret alvorlige sagsbehandlingsfejl.
Myndighedsansvaret fastholdes
Det gælder især på børneområdet, hvor materielle rettigheder, barnets tarv og proceskrav (oplysning, partshøring, begrundelse) skal hænge sammen i en kæde, borgeren ikke kan forventes selv at “kvalitetssikre”.
Fra dialog til sanktion
Sagen viser også, hvordan tilsynet kan bevæge sig fra dialog til sanktionstankegang, når tidsforløb og efterlevelse bliver et problem – blandt andet med en eksplicit varsling om tvangsbøder som mulighed, hvis frister ikke overholdes.
Delegation af ministerbeføjelser til Ankestyrelsen i erstatnings- og anerkendelsessager
En ny delegationsbekendtgørelse flytter håndteringen af visse sager om erstatningskrav og anerkendelsessøgsmål mod Social- og Boligministeriet til Ankestyrelsen, bl.a. sager om tidligere anbragte og international adoption.
Kompleks myndighedsbehandling
Forvaltningsretligt rejser det især to praktiske opmærksomhedspunkter: For det første bliver Ankestyrelsens rolle endnu mere kompleks, fordi styrelsen i disse sagstyper skal varetage en myndighedsbehandling med stor offentlig og menneskelig tyngde og med et betydeligt procesretligt islæt.
Krav til armslængde og dokumentation
For det andet skærpes kravene til armslængde, journalisering og ensartethed, fordi sagerne let bliver præget af historiske fejl, bevisproblemer og stærke forventninger til genopretning. For kommuner og rådgivere kan det få betydning for, hvor man forventer at se “standardisering” af sagsoplysning og kommunikationslinjer i sager, der ender i retlig tvist.
Udvidede beføjelser i beredskabsloven ved hybride hændelser
I et udkast til ændring af beredskabsloven lægges der op til at opdatere lovens begreber og operative styringsværktøjer, så de eksplicit matcher et trusselsbillede med terror, krig og hybridhandlinger.
Stærkere koordinering ved kriser
Lovteknisk er en nøgle, at beredskabets opgavefelt defineres bredere, og at Beredskabsstyrelsen i ekstraordinære situationer kan få en stærkere rolle i den samlede koordinering – herunder i forholdet mellem statsligt og kommunalt redningsberedskab.
Adgang uden retskendelse
Mest indgribende er forslag om adgang til privat ejendom uden retskendelse i akutte situationer for visse enheder, hvilket uundgåeligt sætter proportionalitet, efterfølgende kontrol og dokumentationskrav i centrum: Når man juridisk “springer kendelsen over”, skal nødvendighed og mindsteindgreb kunne forklares bagefter – også i aktindsigts- og erstatningssporet.
Forsvarets rådighed over ejendom og fortrolighed om havariundersøgelser
Forsvarsministerens lovforslag lægger op til at udvide pligten til at stille ejendom til rådighed under krig eller ekstraordinære forhold fra “borgere” til “enhver” – dvs. også virksomheder, institutioner og organisationer – mod fuld erstatning.
Kritisk kapacitet og tid
Den udvidelse kan få stor praktisk betydning i logistiske knudepunkter, hvor kritisk kapacitet ofte ejes af juridiske personer snarere end private, og hvor “tid” i en krisesituation kan være den knappe ressource.
Fortrolighed ved havarier
Samtidig foreslås en hjemmelramme for øget fortrolighed ved militære havariundersøgelser, som kan begrænse aktindsigt og deling af visse oplysninger, med henvisning til en safety-kultur, hvor læring beskyttes mod at blive et parallelt bevisrum i strafferetlig forfølgning. Retspolitisk er spændingen tydelig: mere operativ handlekraft og beskyttelse af interne forklaringer – men også mindre offentlig transparens i et felt med høj samfundsmæssig interesse.
Erstatningsvejledningen ved vandløbsrestaurering
Selv om vejledningen er teknisk, rammer den et klassisk forvaltningsretligt problemfelt: hvordan en myndighed udmønter finanslovsmidler i en ordning, der både skal være digitalt tilgængelig, dokumentationsbåren og erstatningsretligt korrekt.
Digitale krav til ansøgninger
Vejledningen fastlægger bl.a. at kommuner skal søge særskilt om tilskud til erstatningsudgifter i vandløbsrestaurering, at ansøgning sker via digital selvbetjening, og at der kun kan ydes tilskud til erstatningsudgifter, som opfylder almindelige erstatningsretlige betingelser.
Kommunalt ansvar for kvalitetssikring
I praksis betyder det, at kommunens interne kvalitetssikring af erstatningsposterne bliver et styringspunkt – ikke mindst fordi vejledningen tydeligt placerer et ansvar hos kommunen for at forholde sig til erstatningsbetingelserne, før der søges.
Digitalisering og værdiinddeling i museumslovens digebeskyttelse
Høringsudkastet til ændring af museumsloven om sten- og jorddiger er i sin kerne en forvaltningsreform forklædt som kulturarv: Et autoritativt digitalt kortgrundlag skal være afgørende for, om et dige overhovedet er beskyttet, og beskyttelsen differentieres med en værdigraduering.
Digitalt kortgrundlag som retsfaktum
Set med forvaltningsretlige briller flyttes retssikkerhedsproblemet fra “uklare grænser” til “registerets rigtighed” – og dermed til spørgsmål om ajourføring, klageadgang, partshøring og myndighedens pligt til at sikre et korrekt faktisk grundlag.
Differentieret beskyttelse
Samtidig gives kommunerne større råderum i dispensationspraksis for diger med lavere værdi, hvilket kan øge behovet for ensartede kriterier, hvis man vil undgå et postnummerlotteri i dispensationer.
Sundhedsfaglig rådgivning i beskæftigelsesindsatsen og skærpede habilitetslinjer
Høringen om nye bekendtgørelsesrammer for sundhedsfaglig rådgivning i beskæftigelsesindsatsen har en tydelig forvaltningsretlig kerne: oplysning af sagen og uvildighed i kommunale vurderinger, når helbredsoplysninger bruges til afgørelser om bl.a. fleksjob, førtidspension og sygedagpenge.
Skelnen mellem rådgivning og vurdering
Særligt vigtigt er præciseringen af habilitet, hvor den rådgivende læge ikke må være borgerens behandlende læge, og en skarpere sondring mellem rådgivning på eksisterende materiale og vurdering baseret på konsultation.
Krav til dokumentation
Hvis de foreslåede rammer bliver gennemført, vil kommuner skulle indrette arbejdsgange, der kan dokumentere både rollen (rådgivning eller vurdering), kilden (fx klinisk funktion) og uafhængigheden – med et forventeligt øget fokus i klage- og omgørelsessager på, om kommunen faktisk har oplyst sagen “rigtigt” og neutralt.
Udlændingenævnets forretningsorden og tydeligere proces for klagebehandling
Den nye forretningsorden for Udlændingenævnet er en klassisk “institutionsbekendtgørelse”, men den har stor praktisk betydning for borgerens møde med forvaltningen: Den fastlægger nævnets sammensætning, hvem der medvirker ved behandlingen af klager, og den organisatoriske struktur omkring formandskab og koordinationsudvalg.
Retssikkerhed gennem tydelige processer
Når regler om deltagelse og rollefordeling står skarpere, bliver det også lettere – for både parter og rådgivere – at identificere, hvor et eventuelt processuelt problem kan ligge, hvis en sag senere rejser spørgsmål om habilitet, tilrettelæggelse, eller om afgørelsen er truffet med korrekt nævnsbesætning.
