En byrets upræcise brev redder en forældelsessag i Højesteret, mens Planklagenævnet gør et kommunalt afslag på nedrivning ugyldigt, da husejeren aldrig blev partshørt om naboens klager.
En byrets upræcise brev redder en forældelsessag på falderebet i Højesteret, mens Planklagenævnet sætter foden ned over for en kommune, der traf afgørelse om en husejer udelukkende baseret på naboens udtalelser.
Forvaltningsmyndighederne og domstolene balancerer konstant mellem borgernes retssikkerhed, procesregler og det offentliges kompetencer. En gennemgang af de seneste afgørelser viser, at selv små sagsbehandlingsfejl kan få fatale konsekvenser for myndighedernes afgørelser – og omvendt, at domstolene kan udvise fleksibilitet, når fejlen ligger hos dem selv.
Oversigt over sagerne
Nedenstående tabel giver et overblik over sagskomplekserne, som spænder fra byggetilladelser over vejret til fristberegninger i civile retssager.
| Myndighed / Ret | Lovområde | Central problemstilling | Resultat af sagen |
|---|---|---|---|
| Planklagenævnet | Forvaltningsret | Manglende partshøring i byggesag | Afgørelse kendt ugyldig |
| Miljø- og Fødevareklagenævnet | Kompetenceregler | Hierarkisk kompetencefordeling | Afvisning annulleret |
| Vejdirektoratet | Vejlovgivning | Offentlig vs. privat retshåndhævelse | Afvist af myndighed |
| Højesteret | Retspleje | Berettigede forventninger til rettens frister | Dispensation (oprejsningsbevilling) |
Ugyldigt afslag på nedrivning i Køge Kommune
Når en kommune modtager oplysninger fra en nabo, der kan være til ugunst for en ansøger, er spillereglerne i forvaltningsretten klare. Det måtte Køge Kommune sande, da Planklagenævnet tog en sag om et bevaringsværdigt hus i Tureby under lup.
Manglende partshøring om naboindsigelser
En husejer havde søgt om dispensation til at rive et bevaringsværdigt hus ned. Bygningen fremstod i en væsentligt dårligere forfatning, end det blotte øje umiddelbart kunne afsløre ved overtagelsen. Køge Kommune sendte sagen i naboorientering, og her kvitterede to naboer med høringssvar, der pointerede, at ejeren udmærket var klar over husets bevaringsværdige status før købet.
Kommunen meddelte herefter afslag på dispensation og brugte direkte naboernes indsigelser som en del af begrundelsen. Fejlen lå i, at kommunen glemte et fundamentalt forvaltningsretligt skridt: Ejeren fik aldrig mulighed for at forholde sig til naboernes påstande.
Planklagenævnets afgørelse
Planklagenævnet fastslår med henvisning til forvaltningslovens § 19, stk. 1, at kommunen var forpligtet til at partshøre ansøgeren om indsigelserne, inden udvalget traf sin beslutning. Nævnet udtaler i afgørelsen:
"Nævnet finder desuden, at den manglende partshøring er en væsentlig mangel, som medfører, at afgørelsen er ugyldig. Nævnet lægger herved vægt på, at det efter nævnets opfattelse ikke kan udelukkes, at afgørelsen i den aktuelle sag havde fået et andet indhold, hvis kommunen forud for afgørelsen havde partshørt klageren..."
Sagen er nu hjemvist, og Køge Kommune må lade sagen gå om.
Kystdirektoratet underkendes i sag om Hirtshals Havn
Et andet klassisk forvaltningsretligt princip om kompetencefordeling kom i spil, da Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Kystdirektoratet. Sagen udsprang af en tilladelse fra 2018 til at flytte op mod 500.000 kubikmeter sand og sediment fra Hirtshals Havn.
Anmodning om genoptagelse afvist
Lokale foreninger anmodede i 2024 Kystdirektoratet om at genoptage sagen, fordi de mente, der var kommet nye oplysninger om kysterosion, og at reglerne for miljøvurdering (VVM) var blevet omgået. Kystdirektoratet afviste blankt at genoptage sagen.
Hierarkisk kompetencefordeling spænder ben
Problemet for Kystdirektoratet var imidlertid, at den oprindelige tilladelse fra 2018 allerede dengang var blevet påklaget til og stadfæstet af Miljø- og Fødevareklagenævnet. Når et overordnet klagenævn har truffet den endelige afgørelse i en sag, mister underinstansen kompetencen til at behandle anmodninger om genoptagelse.
Miljø- og Fødevareklagenævnet var krystalklar i sin opsang til direktoratet:
"Det følger endvidere af almindelige forvaltningsretlige principper om kompetencefordeling, at den myndighed, hvis afgørelse er indbragt og endelig afgjort af nævnet, ikke har hjemmel til at realitetsbehandle eller afslå en genoptagelsesanmodning."
Kystdirektoratets afslag blev derfor ophævet, og det er nu klagenævnet selv, der skal tage stilling til, om sandfodringssagen fra Hirtshals skal genoptages.
Grænsen for vejmyndighedens magt på landet
I krydsfeltet mellem offentlig forvaltning og privatret opstår der ofte gnidninger. Det ses i en ny udtalelse fra Vejdirektoratet vedrørende anlæg af private fællesveje.
Uenighed om privat vejret
En borger stod i en situation, hvor en udstykket landbrugsejendom ifølge matrikelkortet havde en registreret privat vej, men vejen var aldrig blevet fysisk etableret. Ejeren benyttede i stedet en offentlig banesti som adgang, hvilket var uhensigtsmæssigt. Spørgsmålet var derfor, om kommunen som vejmyndighed kunne tvinge den private fællesvej igennem og kræve den anlagt, når parterne ikke kunne blive enige.
Vejdirektoratets fortolkning af loven
Vejdirektoratet skærer igennem og understreger, at offentlige myndigheder ikke har hjemmel til at agere dommer i privatretlige tvister om vejret. Efter lov om private fællesveje § 11 er en vejret grundlæggende en civilretlig aftale mellem grundejere. Der findes ingen bestemmelser i loven, der giver kommunen ret til at uddele vejrettigheder eller kræve en udlagt vej anlagt på landet. Kan grundejerne ikke enes, må sagen løses ved de almindelige domstole og ikke i det forvaltningsretlige system.
Byrettens uheldige brev udløser oprejsningsbevilling i Højesteret
Domstolene er normalt særdeles restriktive, når det gælder overholdelse af processuelle frister, men en netop afsagt kendelse fra Højesteret viser, at borgerne har krav på at kunne stole på domstolenes egne udmeldinger – også når domstolen tager fejl.
Forvirring om frister i byretten
Sagen handlede om et potentielt forældet erstatningskrav mod et revisionsfirma. Vestre Landsret hjemviste sagen til Retten i Holstebro til fortsat behandling, idet byretten manglede at tage stilling til dele af ansvarsgrundlaget.
Ifølge retsplejelovens § 388 har parterne præcis 4 uger til at anmode om fornyet behandling, når en sag hjemvises. Fristen udløb den 8. januar 2025. Imidlertid sendte byretten af egen drift et brev til parterne få dage efter landsrettens dom, hvor retten bad parterne komme med bemærkninger senest den 10. januar 2025.
Sagsøgerens advokat rettede sig efter byrettens dato og sendte først sin anmodning den 10. januar. Modparten slog straks ned på formalia og krævede sagen afvist på grund af fristoverskridelse, hvilket både byretten og Vestre Landsret i første omgang gav dem ret i.
Højesteret giver oprejsningsbevilling
Højesteret valgte dog en anden og mere pragmatisk tilgang til retsplejelovens regler. Landets øverste domstol anerkendte, at retsplejelovens frist er absolut, men tildelte sagsøgeren en såkaldt oprejsningsbevilling:
"Højesteret finder imidlertid, at rettens meddelelse af 13. december 2024 var egnet til at skabe en forventning om, at en anmodning om genoptagelse af sagen den 10. januar 2025 ville være rettidig, og at det må lægges til grund, at dette var årsagen til, at A og X ApS først den 10. januar 2025 anmodede retten..."
Sagen blev dermed reddet på målstregen og skal nu realitetsbehandles i byretten, alt sammen fordi byrettens kommunikation havde skabt en "berettiget forventning".
Lovlig administrativ afrundingspraksis godkendes af Højesteret
At fast administrativ praksis spiller en tung rolle i forvaltningsretten, blev slået fast af Højesteret i en anden ny dom, der relaterer sig til arbejdsskademyndighedernes håndtering af erhvervsevnetab.
Strid om beregningsmetode
Forsikringsselskabet Alm. Brand havde sagsøgt Ankestyrelsen, fordi selskabet mente, at myndighedernes metode til at afrunde procenter forud for fradrag for "konkurrerende lidelser" var matematisk og juridisk forkert. I den konkrete sag førte myndighedernes praksis til en erstatning på 20 procent, hvor forsikringsselskabets beregningsmetode ville have resulteret i kun 15 procent.
Højesteret blåstempler praksis
Højesteret afviste at gribe ind i forvaltningens skøn. Retten konkluderede, at den langvarige administrative praksis – hvor man først fastsætter erhvervsevnetabet, afrunder det til nærmeste femte procentpoint, og derefter foretager fradrag for andre skadesårsager efterfulgt af en ny afrunding – holder sig fuldt ud inden for arbejdsskadesikringslovens rammer. Praksissen udgør derfor ikke en retsvildfarelse, og Ankestyrelsens sagsbehandling blev frikendt for at være i strid med loven.
