Selvom et 139 kvadratmeter stort kolonihavehus har stået urørt i næsten 18 år, afviser Planklagenævnet ethvert argument om passivitet. Nu skal ejeren i Vejle rive det ulovlige byggeri ned.
Kæmpemæssige kolonihavehuse på op til 139 kvadratmeter skal rives ned i Vejle, mens opførelsen af 12 midlertidige boliger i Aarhus er blevet underkendt på grund af manglende lokalplan. Planklagenævnet trækker i en række nye afgørelser skarpe grænser for både borgernes byggeiver og kommunernes planlægningsmæssige skøn.
Hård kurs mod overdimensionerede kolonihavehuse i Vejle
To markante sager fra Vejle Kommune understreger tilsynsmyndighedernes konsekvente linje over for ulovligt opført bebyggelse i kolonihaveområder, selv når der er udsigt til et betydeligt økonomisk og samfundsmæssigt værdispild.
I begge sager, der udspiller sig i haveforeningen "Engene" omfattet af lokalplan nr. 1389, har ejerne opført kolonihavehuse, der massivt overskrider de tilladte rammer. Lokalplanen dikterer en maksimal bebyggelse på henholdsvis 30 og 50 kvadratmeter afhængigt af grundens størrelse. Alligevel var der på den ene havelod opført et hus på hele 139 kvadratmeter tilbage i 2007, mens der på en anden grund var opført et hus på 99 kvadratmeter i 2023.
139 kvadratmeter opdaget via drone
I sagen om det 139 kvadratmeter store hus gjorde ejeren gældende, at huset havde stået uændret og uproblematisk i næsten 18 år. Ejeren påberåbte sig derfor berettigede forventninger og indrettelseshensyn. Kommunen opdagede dog først ulovligheden via en droneflyvning i september 2024 og reagerede umiddelbart derefter med varsel om påbud. Planklagenævnet afviste ethvert argument om myndighedspassivitet, idet en kommunes tilsynspligt efter Planloven § 51, stk. 3 først indtræder, når kommunen får konkret kendskab til forholdet.
Nævnet fastslog med stor tydelighed, at tidsforløbet ikke i sig selv legaliserer et ulovligt byggeri:
"Det forhold, at kolonihavehuset har eksisteret upåtalt i 18 år er efter nævnets opfattelse ikke tilstrækkeligt til at tilsidesætte håndhævelseshensynet i den konkrete sag."
Ingen legalisering trods værdispild
I den anden sag fra Vejle med det 99 kvadratmeter store hus fra 2023 appellerede ejeren ligeledes til, at fysisk lovliggørelse (nedrivning) var ude af proportioner og ville medføre et massivt værdispild. Også her stod Planklagenævnet fast på retshåndhævelsen og risikoen for præcedens. Nævnet vurderede specifikt, at klageren burde have indset ulovligheden på opførelsestidspunktet, hvilket vægtede tungere end det økonomiske tab ved en nedrivning.
| Sag (Vejle) | Byggeår | Størrelse | Tilladt størrelse | Resultat |
|---|---|---|---|---|
| 25-07797 | 2007 | 139 m² | Max 30 m² | Fysisk lovliggørelse fastholdes |
| 25-07800 | 2023 | 99 m² | Max 50 m² | Fysisk lovliggørelse fastholdes |
Planklagenævnet underkender Aarhus Kommunes vurdering af lokalplanpligt
Mens kommunerne står stærkt i håndhævelsen af eksisterende planer, bliver de i andre tilfælde korrigeret, når de dispenserer for lempeligt. Det er tilfældet i en sag fra Viby J, hvor Aarhus Kommune i november 2025 udstedte byggetilladelse til opførelse af 12 midlertidige boliger (samlet 480 kvadratmeter) samt ændret anvendelse af over 2.000 kvadratmeter kontorareal til undervisningsformål.
Afvisning af kommunens skøn
Aarhus Kommune vurderede, at byggeprojektet ikke udgjorde en væsentlig ændring af det bestående miljø og dermed ikke udløste lokalplanpligt. Kommunen argumenterede med, at boligerne kun udgjorde en mindre udvidelse af en socialøkonomisk virksomhed.
Planklagenævnet var imidlertid af en helt anden opfattelse og ophævede kommunens afgørelse. Nævnet lagde særlig vægt på Planloven § 13, stk. 2, som kræver tilvejebringelse af en lokalplan før gennemførelse af større byggearbejder.
"Nævnet lægger herved vægt på, at der i forbindelse med projektet etableres boliger i et område, der hovedsageligt består af erhvervsbebyggelse samt enkelte boliger og en bebyggelse, der anvendes til offentlige formål. Der er dermed tale om et blandet område."
Fundamentalt skift i anvendelse
Sagen illustrerer, at tilføjelsen af beboelse – selv i form af midlertidige moduler knyttet til en specifik institution – i et dedikeret erhvervsområde repræsenterer et fundamentalt skift i anvendelsen, som kræver den demokratiske proces og helhedsvurdering, som en lokalplan sikrer. Projektet vurderedes ikke som værende af "beskedent omfang", hvorfor lokalplanpligten trådte i kraft.
Nuanceret praksis for opsættende virkning i klagesager
Når en borger klager over en kommunal afgørelse, gælder det som udgangspunkt efter Planloven § 58, stk. 1, at klagen ikke har opsættende virkning. Det betyder, at byggeriet eller nedrivningen kan fortsætte, mens sagen behandles. Tre aktuelle afgørelser fra Planklagenævnet viser dog, hvordan nævnet navigerer i undtagelserne til denne hovedregel, særligt når uigenkaldelige indgreb er på spil.
Fysisk lovliggørelse bremses oftere
I sager om fysisk lovliggørelse, hvor kommunen kræver eksisterende anlæg fjernet, er nævnet generelt indstillet på at bremse processen. Det ses tydeligt i to sager om henholdsvis en carport i Virum og en LED-skærm i Roskilde. I begge tilfælde havde kommunerne givet påbud om fjernelse, og i begge tilfælde valgte Planklagenævnet, med hjemmel i Lov om Planklagenævnet § 7, stk. 3, at tillægge klagerne opsættende virkning.
I afgørelsen fra Roskilde blev afvejningen formuleret således:
"Nævnet lægger vægt på, at det offentliges interesse i, at gennemførelsen af afgørelsen ikke udsættes, er begrænset og ikke kan opveje de negative konsekvenser for klageren, der er forbundet med en håndhævelse af påbuddet, mens klagesagen verserer."
Nybyggeri fortsætter på egen risiko
Anderledes forholder det sig i sager, hvor klagen rettes mod et nybyggeri. I Hvidovre havde kommunen dispenseret fra en byplanvedtægt til opførelsen af et dobbelthus. En gruppe naboer klagede og bad om opsættende virkning for at forhindre, at kvarteret blev uigenkaldeligt ændret, og pegede på et stort potentielt ressourcespild, da byggeriet allerede var sat i gang.
Her afviste Planklagenævnet at tildele opsættende virkning. Nævnet fandt det ikke overvejende sandsynligt, at der var sket en væsentlig overtrædelse af loven. Beskeden til bygherren var dog klar: Fortsætter udnyttelsen af dispensationen, mens klagesagen verserer, sker det på fuldt ud "egen risiko". Bygherren risikerer dermed i sidste ende et påbud om nedrivning – fuldstændig ligesom kolonihaveejerne i Vejle – hvis naboerne vinder realitetssagen.
FN's Frivilligprogram
