Planklagenævnet stiller strenge krav til kommunernes forvaltning af planloven. Nævnet underkender en byggetilladelse i Kolding og fastslår ulovligt brud på en gældende lokalplan i Randers.
Manglende etablering af en rundkørsel i Randers udgør et ulovligt brud på en lokalplan, mens Kolding Kommune har fået underkendt en byggetilladelse på grund af anvendelsen af et forkert bygningsreglement fra 1970'erne. Planklagenævnet har i en række nylige afgørelser trukket skarpe linjer op for kommunernes forvaltning af planloven. Afgørelserne spænder over alt fra streng fortolkning af ældre byplanvedtægter til klare definitioner af, hvornår et kommunalt afslag overhovedet udgør en forvaltningsretlig afgørelse, der kan påklages. Samlet set tegner der sig et billede af et klagenævn, der stiller ufravigelige krav til kommunernes juridiske metode, særligt når det gælder realisering af lokalplaner og beregning af bebyggelsesprocenter.
Planklagenævnets grænsedragning for egen kompetence
To afgørelser illustrerer tydeligt, hvor snittet lægges for, hvad Planklagenævnet kan og vil behandle af klager. Det forvaltningsretlige afgørelsesbegreb er centralt, når borgere og virksomheder forsøger at få prøvet kommunale beslutninger.
Afvisning af klage over kommuneplanlægning
I en sag fra Gjurup i Hjørring Kommune havde en bygherre ansøgt om at opføre 42 boliger, hvilket forudsatte, at landsbyen blev overført fra landzone til byzone. Byrådet besluttede imidlertid at fastholde den gældende kommuneplan og afviste at igangsætte planlægningen. Da bygherren klagede, afviste Planklagenævnet sagen. Nævnet fastslog, at kommunen har en skønsmæssig frihed til at vurdere, om den ønsker at udarbejde en ny lokalplan, når et projekt ikke er i overensstemmelse med kommuneplanen, og der dermed ikke foreligger en pligt efter Planloven § 13, stk. 2.\n\n> "Planklagenævnet finder, at en sådan beslutning om ikke at igangsætte planlægning på baggrund af et ønske om opførelse af et konkret projekt, i en situation, hvor projektet ikke er i overensstemmelse med kommuneplanen, ikke udgør en afgørelse efter planloven."
Afslag på aktindsigt i taksationssag
En lignende formel afvisning fandt sted i Lyngby-Taarbæk Kommune. Her ønskede en borger aktindsigt i kommunens advokatkorrespondance vedrørende en potentiel overtagelsespligt efter Planloven § 48. Kommunen gav delvist afslag med henvisning til Offentlighedsloven § 23, stk. 1 om interne dokumenter og Offentlighedsloven § 27. Nævnet afviste klagen, idet kompetencen i aktindsigtssager følger sagsområdet, jf. Miljøoplysningsloven § 4, stk. 6. Da sager om overtagelsespligt afgøres af taksationsmyndighederne og ikke Planklagenævnet, faldt aktindsigtsklagen uden for nævnets domæne.\n\nTabel over nævnets kompetencevurderinger i de to sager:\n\n| Sagskategori | Kommunens handling | Nævnets vurdering | Kompetence |\n|---|---|---|---|\n| Lokalplanlægning | Afvisning af at igangsætte ny planlægning (projekt i strid med kommuneplan) | Ikke en forvaltningsretlig afgørelse efter planloven | Afvisning |\n| Aktindsigt | Afslag på aktindsigt i sag om taksation/overtagelse | Taksation hører under anden myndighed | Afvisning |
Strikse krav til byplanvedtægter og lokalplaner
Når det kommer til de materielle afgørelser, viser to sager fra henholdsvis Kolding og Randers, at kommunerne skal være uhyre præcise i deres administration af lokalplaner og ældre byplanvedtægter.
Randers Kommune og den manglende rundkørsel
I Randers Kommune havde man i forbindelse med en vejforlægning etableret et T-kryds i stedet for den rundkørsel, der specifikt var indtegnet på kortbilaget og nævnt i § 4 i Lokalplan nr. 335. Kommunen argumenterede for, at en lokalplan ikke udløser en handlepligt for grundejeren. Dette er isoleret set juridisk korrekt efter Planloven § 18, men nævnet påpegede en afgørende nuance: Når kommunen vælger at realisere anlægget (vejforlægningen), så skal det ske i overensstemmelse med lokalplanen. Etableringen af T-krydset frem for rundkørslen udgjorde derfor en overtrædelse, der kræver lovliggørelse.
Kolding Kommune og beregning af bebyggelsesprocent
Endnu mere teknisk blev det i Kolding, hvor en byggetilladelse i Strandhuseområdet blev annulleret. Kommunen havde beregnet bebyggelsesprocenten efter Bygningsreglement 1972 (BR72), da den gældende byplanvedtægt var fra 1976. Planklagenævnet underkendte denne fremgangsmåde. Nævnet begrundede det med, at BR72 slet ikke opererede med begrebet "bebyggelsesprocent", men derimod "udnyttelsesgrad". Begrebet bebyggelsesprocent blev først indført i lovgivningen umiddelbart før ikrafttrædelsen af Bygningsreglement 1977 (BR77). Derfor var det en væsentlig retlig mangel, at kommunen ikke havde anvendt beregningsreglerne i BR77.\n\n> "Planklagenævnet finder på den baggrund, at bebyggelsesprocenten er beregnet efter det forkerte bygningsreglement, hvilket er en retlig mangel ved afgørelsen. Nævnet finder, at der er tale om en væsentlig mangel, da beregningen efter BR77 vil kunne medføre et andet resultat."
Fysisk placering afgør landzonetilladelser
Forvaltningen af det åbne land er et andet område, hvor de fysiske rammer trækkes hårdt op.
Skellet mellem have og åbent land
Haderslev Kommune havde givet landzonetilladelse til både et orangeri og et shelter på en ejendom i landzone. Planklagenævnet lagde et meget konkret, landskabeligt snit ned over ejendommen. Orangeriet, som blev placeret inden for den eksisterende haveafgrænsning og var af beskeden størrelse, kunne godkendes efter praksis om småbygninger i haver i landzone. Shelteret derimod, som blev placeret blot fire meter længere væk fra den eksisterende bebyggelse (32 meter i alt), lå uden for den synlige haveafgrænsning. Det ændrede den juridiske bedømmelse markant, og nævnet ændrede kommunens tilladelse til et afslag for at forhindre præcedens for spredt bebyggelse i det åbne land, jf. Planloven § 35, stk. 1.
Ophævelse af opsættende virkning af hensyn til erhvervsdrift
Mens de forrige sager indsnævrer det kommunale råderum, viser en sag fra Hals i Aalborg Kommune, at Planklagenævnet i visse processuelle spørgsmål kan varetage stærke erhvervsøkonomiske interesser.
Glampingvirksomhed i Hals undgår driftstab
En midlertidig landzonetilladelse til en glampingvirksomhed blev påklaget af en nabo. Hovedreglen i Planloven § 60a, stk. 2 er, at klager over landzonetilladelser har opsættende virkning. Det betyder normalt, at virksomheden måtte indstille driften, indtil klagesagen var afgjort. Nævnet traf imidlertid en sjælden beslutning om at ophæve den opsættende virkning. Vurderingen beroede på en interesseafvejning, hvor nævnet lagde vægt på, at der var tale om fortsættelse af en lovlig eksisterende virksomhed, og at en midlertidig udnyttelse af tilladelsen ikke ville vanskeliggøre et eventuelt senere krav om fysisk lovliggørelse, da teltene nemt kan fjernes. Afgørelsen sikrer, at virksomheden undgår et potentielt ødelæggende driftstab i den periode, sagsbehandlingen pågår.
Rigsrevisionen
Finanstilsynet
