Højesteret skærper niveauet for tortgodtgørelse til ofre for overgreb, mens Huslejenævnet lader en passiv lejer hæfte for en massiv istandsættelsesregning på mere end 214.000 kroner.
Set på tværs af de tre sagstyper bliver et fælles mønster tydeligt. I alle tre spor handler det om immaterielle og økonomiske følgekrav, hvor retssystemet i praksis fordeler risikoen for usikkerhed.
| Dato | Forum | Tema | Det nye greb i praksis |
|---|---|---|---|
| 20. februar 2026 | Højesteret | Tortgodtgørelse | Minimumsgrænser i “2017-niveau” skal opreguleres og anvendes bredt ved grove overgreb mod børn. |
| 23. februar 2026 | Tvistighedsnævnet | GDPR-erstatning | Flertal åbner for, at nævnet kan behandle immateriel erstatning efter GDPR som led i elevtvister. |
| 24. februar 2026 | Huslejenævnet | Fraflytning og misligholdelse | Tavshed og formaliteter kan tippe bevisvurderingen, selv ved meget høje istandsættelsesbeløb. |
Højesteret skærper og systematiserer godtgørelsesniveauer efter Erstatningsansvarsloven § 26, stk. 2. Tvistighedsnævnet diskuterer, om en erstatning også kan være en GDPR-kompensation i en elevkonflikt efter Erhvervsuddannelsesloven § 65, stk. 1. Endelig træffer Huslejenævnet en afgørelse om misligholdelse ved fraflytning med direkte procesretlig effekt af tavshed efter Lov om boligforhold § 86, stk. 2.
Højesteret hæver bundlinjen for tortgodtgørelse ved overgreb
Højesteret tager i en markant dom et fast greb om udmålingen af tortgodtgørelse efter Erstatningsansvarsloven § 26, stk. 1 og især Erstatningsansvarsloven § 26, stk. 2 i sager om grove seksuelle krænkelser mod børn i tillids- og afhængighedsforhold.
Udmåling og opregulering af minimumsgrænsen
Dommens kerne er, at minimumsgrænsen på 150.000 kr., som blev forudsat i forarbejderne som et “2017-niveau”, ikke må udhules af snævre kategorier. Det fastslås, at grænsen også kan udløses ved andre seksuelle forhold end deciderede samlejer, forudsat der er tilstrækkelig grovhed og hyppighed. Højesteret formulerer det klart ved at fastslå:
"...den nedre grænse på 150.000 kr. for tortgodtgørelsen finder anvendelse."
Den konkrete konsekvens bliver, at beløbet på 150.000 kr. opreguleres til 175.000 kr. med henvisning til reguleringsmekanikken i Erstatningsansvarsloven § 15 og tidspunktet for, hvornår beløbet kunne kræves betalt.
Karakter og hyppighed driver skønnet
For et andet offer i sagen, hvor overgrebene omfattede gentagne samlejer over en længere periode, lander Højesteret på 350.000 kr. (svarende til 300.000 kr. i 2017-niveau, der er opreguleret). Dommen cementerer samtidig, at det er karakteren, hyppigheden, perioden og relationen til gerningsmanden (biologisk far), der driver skønnet – ikke en formalistisk tjekliste over typer af overgreb.
Det praktiske eftertryk er mærkbart. Dommen lukker et hul, som landsrettens markant lavere niveauer på henholdsvis 50.000 kr. og 200.000 kr. illustrerede. Advokater har nu et stærkere ankerpunkt for at argumentere for både minimumsbeløb og opregulering i fremtidige sager.
Tvistighedsnævnet åbner for GDPR-erstatning i elevsager
Tvistighedsnævnets delafgørelse kan på papiret ligne et rent kompetencespørgsmål, men i praksis fungerer den som en afgørende portvagt for en ny type godtgørelseskrav i ansættelseslignende konflikter.
En ny portvagtsafgørelse
Spørgsmålet var, om en elev kan få prøvet et krav om erstatning for immateriel skade efter GDPR i et forum, der traditionelt håndterer ophævelser og godtgørelser i uddannelsesaftaler. Flertallet svarer ja og lægger vægt på funktion:
Kravet udspringer af, at en video blev delt, "mens denne har arbejdet i oplæringsvirksomheden", hvorfor der er "tale om en ansættelsesretlig problemstilling", nævnet kan behandle.
Flertallet afviser desuden, at GDPR artikel 82 automatisk blokerer for en administrativ førsteinstans, når der er adgang til domstolsprøvelse efter Erhvervsuddannelsesloven § 65, stk. 4.
Betydning for arbejdspladsnære sager
Selvom mindretallet advarer om en utilsigtet kompetenceudvidelse, sætter flertallets linje nu den praktiske standard. Flere GDPR-prægede elev- og ansættelsessager kan forventes behandlet af Tvistighedsnævnet, hvilket gør det nemmere at rejse immaterielle krav.
Samtidig er der røre i dansk praksis på området. Datatilsynet har fremhævet en landsretsdom fra august 2025, der tilkendte 2.500 kr. for immateriel skade, som nu er anket til Højesteret (se Datatilsynets nyhed). Sammenholdt med kravene til kontrolforanstaltninger i forhold til tv-overvågning (se Datatilsynets afgørelse om tv-overvågning af medarbejdere hos DSB Service & Retail A/S), betyder nævnets udvidede kompetence, at bevisførelse og påstande i kamera- og delingssager fremover skal tilrettelægges anderledes.
Huslejenævnet godkender regning på 214.685 kr. efter lejers tavshed
Huslejenævnets kendelse fra Frederiksberg placerer sig i den erstatningsretlige maskinrumskategori, hvor misligholdelse omsættes til konkrete beløb via en stram bevis- og formalitetsvurdering.
Formalia og tavshed afgør bevisbyrden
Udlejer fik fuld medhold i et istandsættelseskrav på hele 214.685 kr. efter fraflytning af en lejlighed på 105 kvadratmeter. Flertallet lagde vægt på, at kravene var formelt gyldige efter Lejeloven § 90, stk. 1 og overholdt fristerne i Lejeloven § 187, stk. 1.
Det processuelt afgørende blev imidlertid nævnets brug af tavshedsreglen. Lejeren var blevet hørt, men svarede ikke. Derfor valgte nævnet simpelthen at:
"...lægge udlejers fremstilling af sagen til grund."
Dette skete med direkte henvisning til Lov om boligforhold § 86, stk. 2. Det illustrerer, hvordan tavshed i praksis kan flytte hele bevisrisikoen over på lejeren i sager, hvor regninger og billeder ellers kunne have været mødt med konkrete indsigelser.
Dissens om 'nyt for gammelt'-princippet
Kendelsen blev afsagt med dissens. Mindretallet accepterede misligholdelsen, men problematiserede dokumentationen, da udlejer primært fremlagde tilbud frem for endelige fakturaer. Samtidig fremhævede de princippet om, at lejer ikke skal betale "nyt for gammelt".
Diskussionen berører præcis det, lejerorganisationer ofte påpeger: Udlejere må ikke få foræret gratis leveår på inventar gennem lejers betaling for istandsættelse (se fx LLO’s gennemgang af nyt for gammelt-tankegangen). Alligevel står konklusionen klart: Formalia kan bære endog meget store beløb hjem for udlejer, mens lejeres passivitet kan blive ekstremt dyr.
Praktiske konsekvenser for rådgivere og parter
De tre afgørelser trækker en tydelig streg i sandet for, hvordan professionelle og private parter bør agere under en retlig konflikt.
Når det immaterielle bliver konkret
Der går en rød tråd fra Højesterets afgørelse om tortgodtgørelse til Tvistighedsnævnets håndtering af GDPR. Immaterielle krænkelser behandles ikke længere som perifere ulemper, men udløser faste økonomiske konsekvenser. Det kræver øget fokus på systematisk at kunne bevise skadevirkning, intensitet og varighed.
Proces er ikke pynt
Huslejesagen understreger, at procesregler i høj grad er realøkonomiske:
- Udlejere bør konsekvent anvende syn, grundig fotodokumentation og overholdelse af frister som forsikringsbetingelser for at sikre deres krav.
- Lejere skal betragte nævnets høringer som absolut fristkritiske proceshandlinger, ikke blot som uforpligtende invitationer til dialog.
Tjekliste til virksomheder med overvågning
Tvistighedsnævnets behandling af elevsagen lægger et ekstra risikolag over de arbejdsgivere, der anvender videoovervågning. Det afgørende er ikke blot, om man har overvågning, men hvordan materialet håndteres i hverdagen:
- Afgræns formålet med og adgangen til optagelserne strengt.
- Dokumentér lovhjemmel og udfør interesseafvejning.
- Undgå enhver sekundær brug af optagelser til intern ”kultur” eller udskamning.
- Etablér faste, ufravigelige retningslinjer for deling og sletning af data.
- Forbered organisationen på, at erstatningskrav fremover kan lande i administrative nævn frem for kun ved domstolene.
I sidste ende er det konkrete compliance-detaljer, der afgør, om en administrativ sag ender som en uforudset erstatningsudbetaling eller som et hændelsesforløb, ledelsen roligt kan redegøre for og afslutte.
