Nye domme fra Højesteret trækker skarpe linjer op for borgeres retssikkerhed og pligter. Afgørelserne fastlægger de økonomiske konsekvenser ved overgang til fleksjob i erstatningssager og sætter præcedens for den samtykkebaserede voldtægtslovgivning i Grønland.

De seneste måneder har Højesteret afsagt en række principielle domme, der får mærkbar betydning for både forsikrings- og erstatningsretten samt strafferetten. Hvor den ene sag dykker ned i grænsedragn

Nye domme fra Højesteret trækker skarpe linjer op for borgeres retssikkerhed og pligter. Afgørelserne fastlægger de økonomiske konsekvenser ved overgang til fleksjob i erstatningssager og sætter præcedens for den samtykkebaserede voldtægtslovgivning i Grønland.

De seneste måneder har Højesteret afsagt en række principielle domme, der får mærkbar betydning for både forsikrings- og erstatningsretten samt strafferetten. Hvor den ene sag dykker ned i grænsedragningen for, hvornår en borger i god tro kan beholde en udbetalt arbejdsskadeerstatning, behandler de andre sager den retslige fortolkning af samtykke i den grønlandske kriminallov. Begge afgørelseskomplekser demonstrerer domstolenes strenge krav til borgernes forståelse af gældende ret – både når det gælder økonomiske ydelser og fysisk integritet.

Skærpet opmærksomhed ved overgang til fleksjob

I en opsigtsvækkende sag fra marts 2026 tog Højesteret stilling til, om en social- og sundhedshjælper (A), der i 2013 pådrog sig en arbejdsskade, skulle tilbagebetale en del af sin løbende erhvervsevnetabserstatning. Sagen illustrerer de faldgruber, der kan opstå i spændingsfeltet mellem socialretlige ydelser og erstatningsret.

Kvinden var oprindeligt tilkendt en midlertidig erhvervsevnetabserstatning på 70 %, som var beregnet ud fra den ledighedsydelse, hun dengang modtog. Da hun i maj 2019 påbegyndte et 1-årigt fleksjob på 10 timer om ugen, ændrede hendes økonomiske situation sig imidlertid markant.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring opdagede først den indtægtsmæssige ændring senere og krævede erstatningen for perioden juni 2019 til januar 2020 tilbagebetalt. Spørgsmålet for retten var, om A havde modtaget de forhøjede ydelser "mod bedre vidende" i henhold til Arbejdsskadesikringsloven § 40 a, stk. 1.

Læs mere her: Lovguiden – Krav om tilbagebetaling af erhvervsevnetabserstatning ved overgang til fleksjob (mod bedre vidende)

Fortolkningen af mod bedre vidende

For Højesteret stod valget mellem at beskytte borgerens forventning til en truffet afgørelse eller statens krav på tilbagebetaling af urigtigt udbetalte midler. Højesterets flertal på tre dommere lagde vægt på den vejledning, A havde modtaget i afgørelsen fra oktober 2018. Her stod det udtrykkeligt, at overgang til fleksjob kunne få betydning for erstatningen jf. Arbejdsskadesikringsloven § 42, stk. 2.

Flertallet konkluderede, at borgeren burde have indset sammenhængen mellem den markant øgede indtægt og retten til erstatning:

"Ændringen indebærer en betydelig forøgelse af hendes samlede indtægt [...] Dette svarer til en indtægtsstigning på ca. 80 %. På den anførte baggrund finder vi, at A må anses for mod bedre vidende at have modtaget en større erhvervsevnetabserstatning fra juni 2019 til januar 2020, end hun var berettiget til."

Afgørelsen ligger i naturlig forlængelse af den principielle dom fra januar 2026, hvor Højesteret fastslog, at "mod bedre vidende" også dækker tilfælde af betydelig uagtsomhed. To dommere dissentierede og mente dog, at myndighedernes standardiserede vejledning ikke var klar nok til, at en almindelig borger uden særlige forudsætninger kunne gennemskue de komplekse modregningsregler i Arbejdsskadesikringsloven § 17 a.

Dommen cementerer et skærpet krav til skadelidtes agtpågivenhed. Når ens indtægt stiger mærkbart opstår der en klar formodning for, at man som borger bør reagere, uanset om arbejdstiden reelt er uændret i forhold til tidligere praktikforløb.

Læs mere her: Lovguiden – Højesterets stadfæstelse af 6 måneders anstalt for voldtægt uden samtykke efter grønlandsk kriminallov

Præcedens for grønlandsk samtykkelov

Sideløbende med de erstatningsretlige afgørelser har Højesteret behandlet en skelsættende straffesag fra Grønland, som sætter de første hegnspæle for anvendelsen af den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse, der trådte i kraft i juli 2023. Sagen fungerer som et retsligt pejlemærke for fortolkningen af bevisbyrde og udmålingspraksis for foranstaltninger i Rigsfællesskabets nordligste del.

Sagen drejede sig om en mand, der i januar 2024 gennemførte vaginalt og analt samleje med en kvinde, han tidligere havde haft en længerevarende seksuel relation til. Kvinden havde imidlertid forud for mødet kommunikeret, at hun ikke ønskede at være intim på grund af angst, og hun udviste under selve episoden fysisk modstand ved at skubbe hans hænder væk samt verbalt afvise forsøg på analt samleje.

Tiltalte blev i landsretten dømt for overtrædelse af Kriminallov for Grønland § 77, stk. 1. For Højesteret var den juridiske problemstilling i høj grad centreret om, hvorvidt landsretten udtrykkeligt havde taget stilling til det subjektive tilregnelseskrav – altså forsættet til at gennemføre samlejet uden modpartens accept.

Læs mere her: Lovguiden – Stadfæstelse af 6 måneders anstaltsanbringelse for samtykkebaseret voldtægt i Grønland

Bevisvurdering og foranstaltningens længde

Højesteret fandt i sagens akter belæg for, at selvom Grønlands Landsret burde have formuleret sig skarpere i sine skriftlige præmisser omkring forsætsspørgsmålet, måtte afgørelsen forstås således, at retten vurderede forsættet til at være uomtvisteligt bevist. Dette beroede særligt på kvindens fysiske og verbale afvisninger kombineret med tiltaltes egen forklaring om, at han hørte "benægtende lyde".

I forhold til strafudmålingen krævede forsvareren en mildere og betinget dom på fire måneder med henvisning til tidligere retspraksis for de såkaldte tilsnigesamlejer. Højesteret holdt dog fast i en ubetinget anbringelse i anstalt i seks måneder og anvendte derved principperne i Kriminallov for Grønland § 121, stk. 1 om hensynet til lovovertrædelsens iboende grovhed.

I sine præmisser betonede Højesteret, at lovgiver bevidst har ønsket at videreføre det tidligere foranstaltningsniveau for voldtægt, hvor anbringelse i anstalt historisk har ligget fast. Afgørelsen markerer dermed, at retssystemet sanktionerer den manglende respekt for samtykke konsekvent, og stadfæster, at selv mere tilbagetrukne og passive modstandsformer i kombination med et mundtligt afslag vejer utroligt tungt i rettens afgørelse.

Betydningen af personlige forhold

Tiltaltes baggrund og personlige forhold blev ligeledes genstand for indgående vurdering under sagens gang. Af landsrettens og kredsrettens udskrifter fremgik det, at manden på gerningstidspunktet var ansat som politibetjent, men som følge af anklagen straks blev suspenderet. Han var ustraffet og havde ellers velfungerende sociale rammer i sin dagligdag.

Under normale omstændigheder kan ustraffede personer i visse sager opnå betingede domme med vilkår om samfundstjeneste i det grønlandske retssystem i medfør af Kriminallov for Grønland § 119, stk. 1. Højesteret afviste dog denne model med direkte henvisning til Kriminallov for Grønland § 146, stk. 1, der foreskriver, at anbringelse i anstalt skal ske af hensyn til selve forbrydelsens karakter. Tiltaltes position som offentligt ansat og hans uplettede straffeattest kunne således ikke afbøde den retslige reaktion mod den krænkelse af den seksuelle selvbestemmelsesret, han udsatte forurettede for.

Læs mere her: Lovguiden – Højesteret stadfæster seks måneders anstaltsanbringelse for voldtægt uden samtykke i Grønland