Arbejdsmiljøklagenævnet fastslår arbejdsgiverens objektive ansvar i nye afgørelser

De seneste afgørelser fra Arbejdsmiljøklagenævnet tegner et krystalklart billede af retstilstanden for virksomhedsledere og arbejdsgivere i Danmark. Tendensen er ikke til at tage fejl af. Nævnet accep

Nye afgørelser fra Arbejdsmiljøklagenævnet slår fast med syvtommersøm, at arbejdsgiverens ansvar er både objektivt og vidtrækkende. Både når det gælder asbest, faldsikring og indlejet arbejdskraft, afvises virksomhedernes undskyldninger om fejl og praktiske udfordringer prompte.

De seneste afgørelser fra Arbejdsmiljøklagenævnet tegner et krystalklart billede af retstilstanden for virksomhedsledere og arbejdsgivere i Danmark. Tendensen er ikke til at tage fejl af. Nævnet accepterer ikke subjektive undskyldninger, manglende planlægning eller forsøg på at fralægge sig ansvaret gennem formelle, men indholdsløse konstruktioner.

Når Arbejdstilsynet rykker ud, er det de faktiske, fysiske forhold på arbejdspladsen, der vurderes, og ansvaret lander uundgåeligt på arbejdsgiverens bord. Dette illustreres gennem en række principielle kendelser, der spænder fra livsfarlig asbesthåndtering til manglende skurvogne for indlejet arbejdskraft.

Stram kurs over for asbest og potentielt livsfarligt støv

Asbestområdet har gennem de senere år været genstand for markante politiske stramninger, og lovgivningen håndhæves med usvigelig konsekvens. Dette kom tydeligt til udtryk i en sag fra en byggeplads, hvor en arbejdsgiver havde ladet sine ansatte arbejde i en hal, hvor der stod en åben bigbag med knækkede asbestplader.

Virksomheden forsvarede sig med, at pallen var blevet placeret indendørs ved en fejl, og at det synlige støv på gulvet blot var almindeligt sand og jord fra medarbejdernes sko. Den forklaring var Arbejdsmiljøklagenævnet dog ikke modtagelig for. Nævnet fastholdt et strakspåbud med henvisning til Arbejdsmiljøloven § 38, stk. 1, der stiller krav om, at arbejdet skal være fuldt forsvarligt tilrettelagt.

I afgørelsen blev det understreget, at forsikringer om støvets ufarlighed ikke er tilstrækkeligt. Nævnet henviste til Bekendtgørelse om asbest i arbejdsmiljøet § 9, stk. 1 og stk. 2, der dikterer, at der proaktivt skal tages støvprøver, f.eks. geltapeprøver, når der er tvivl. Nævnet slog det overordnede ledelsesansvar fast med ordene:

"Det er arbejdsgiverens pligt at sikre, at arbejdet til enhver tid bliver udført sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det er således i sidste ende arbejdsgiveren, der har pligt til at sørge for, at virksomheden overholder arbejdsmiljølovens krav."

Læs mere her: Lovguiden – Fastholdelse af straks-påbud om asbestanalyse og sikring mod støvudsættelse på byggeplads

Tilsynets ord vejer tungest under officialprincippet

En anden afgørelse belyser et klassisk konfliktpunkt mellem virksomheder og myndigheder, nemlig uenighed om de faktiske forhold i gerningsøjeblikket. Under et tilsyn observerede en tilsynsførende en ansat føre en Manitou-teleskoplæsser med en palle på gaflerne.

Virksomheden klagede over det efterfølgende strakspåbud om manglende teleskoplæssercertifikat. Argumentet lød, at maskinen reelt kun blev anvendt til kørsel uden byrder, hvilket ifølge reglerne kan undtage føreren for uddannelseskravet. Her trådte det forvaltningsretlige officialprincip i kraft. Klagenævnet lagde ubetinget den tilsynsførendes observation til grund og afviste virksomhedens påstand.

Da der de facto var tale om løft af en byrde, udløste det krav om certifikat i henhold til Arbejdsmiljøloven § 41 og Arbejdsmiljøloven § 41b, samt de specifikke uddannelseskrav i Bekendtgørelse om arbejdsmiljøfaglige uddannelser § 8. Sagen demonstrerer, at Arbejdstilsynets faktuelle iagttagelser har en ekstremt stærk bevisværdi, som er yderst vanskelig for en arbejdsgiver at tilsidesætte i en klagesag.

Læs mere her: Lovguiden – Krav om certifikat til teleskoplæsser ved transport af paller på byggeplads

Formelle registreringer sletter ikke arbejdsgiveransvaret

Sondringen mellem at have ansatte, indleje arbejdskraft og benytte underentreprenører er en velkendt faldgrube i byggebranchen. I en sag om indvendigt malerarbejde stødte Arbejdstilsynet på en håndværker, der arbejdede under trange kår uden adgang til toilet, spiserum, rindende vand eller omklædning.

Virksomhedsejeren nægtede ethvert ansvar for velfærdsfaciliteterne med den begrundelse, at maleren var en uafhængig underentreprenør, der var korrekt registreret i det lovpligtige RUT-register (Register for Udenlandske Tjenesteydere). Virksomhedsejeren mente derfor, at maleren selv bar ansvaret for egne arbejdsforhold.

Denne kassetænkning afviste nævnet dog kategorisk. Realiteten på arbejdspladsen trumfede de formelle registreringer. Fordi virksomhedsejeren havde indgået aftalen med slutkunden, leverede materialer og værktøj, og i øvrigt arbejdede tæt sammen med maleren uden en skriftlig underleverandøraftale, blev ejeren betragtet som arbejdsgiver. Der forelå derved et brud på Arbejdsmiljøloven § 42, stk. 1, idet arbejdsstedet ikke var forsvarligt indrettet.

Dermed blev kravene til indlejet arbejdskraft i Bekendtgørelse om arbejdets udførelse § 21, stk. 1 samt adgang til velfærdsfaciliteter i Bekendtgørelse om bygge- og anlægsarbejde § 60, stk. 1 og Bekendtgørelse om bygge- og anlægsarbejde § 61, stk. 1 aktiveret. Afgørelsen sender et stærkt signal om, at man ikke kan kontrakt- eller register-designe sig ud af det grundlæggende arbejdsmiljøansvar.

Læs mere her: Lovguiden – Ansvar for velfærdsfaciliteter ved indlejet arbejdskraft på byggeplads

Praktiske forhindringer er arbejdsgiverens problem

Manglende faldsikring ved arbejde i højden koster årligt adskillige alvorlige ulykker, og myndighedernes tolerance er tilsvarende lav. I den fjerde afgørelse var en medarbejder kravlet op på taget af en trailer, 2,5 meter over jorden, for at fjerne surringer fra nogle teltpæle. Arbejdet blev udført en halv meter fra kanten uden rækværk, og adgangsvejen var en for lav trappestige placeret på usikre brosten.

Virksomhedens klage baserede sig på et klassisk praktisk argument: Det almindelige faldsikringsudstyr var ganske enkelt ikke anvendeligt i den specifikke situation.

Nævnet fastholdt imidlertid påbuddet og leverede en vigtig præcisering af lovens ånd. Ifølge Bekendtgørelse om arbejdets udførelse § 13 er det et ufravigeligt krav, at der træffes effektive foranstaltninger for at forhindre nedstyrtning. Nævnet anførte skarpt:

"Reglerne anviser ikke nogen metode for, hvordan arbejdsgiver sørger for, at risikoen for nedstyrtning forebygges effektivt."

Læs mere her: Lovguiden – Påbud om faldsikring ved afsurring af teltpæle på trailertag i 2,5 meters højde

Hovedtendenser i nyere retspraksis

Sammenholder man afgørelserne, tegner der sig et mønster for klagenævnets praksis i forhold til ledelsens argumentation, som illustreret i nedenstående overblik.

De fire afgørelser slår kollektivt fast, at ansvaret for arbejdsmiljøet ikke kan udliciteres til tilfældigheder, formelle selskabskonstruktioner eller praktiske udfordringer. Virksomhedsledere står over for et markant og uomtvisteligt krav om proaktiv risikostyring. Når en opgave iværksættes, er det ledelsens fulde ansvar at have gennemtænkt og etableret de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger på forhånd. Fejlslagen logistik, midlertidige løsninger eller ubevidste brud på reglerne udgør i nævnets øjne aldrig en formildende omstændighed, men understreger derimod netop fraværet af den lovpligtige planlægning.