## Tre afgørelser der flytter fokus fra substans til styring
Tre friske afgørelser fra februar 2026 viser, hvordan processtyring og administrative arbejdsgange i stigende grad afgør udfaldet i sager om alt fra millionanker til lokalplaner og lejeforhøjelser.
Tre afgørelser der flytter fokus fra substans til styring
Når man taler om “Management” i juridisk forstand, handler det ofte mindre om “ledelse” som erhvervsdisciplin og mere om forvaltning, sagsstyring, dokumenthåndtering og tidsfrister. De tre afgørelser her – afsagt 10. februar 2026 (Planklagenævnet og Huslejenævnet) og 13. februar 2026 (Højesteret) – trækker en fælles linje: Systemet belønner den part, der kan dokumentere sin proces, og sanktionerer den, der nøjes med at have “en pointe”.
| Afgørelse | Myndighed | Tema | Nøglepunkt for praksis |
|---|---|---|---|
| O.W. Bunker-kendelsen | Højesteret | Digital sagsportal og appel | Tekniske fejl kan undtagelsesvis “neutralisere” formkrav – men kun ved dokumenteret, rettidig handling |
| Skørping Ældrecenter | Planklagenævnet | Opsættende virkning | Meget høj tærskel – bygge- og nedrivningsrisiko flyttes typisk til klager/bygherre |
| Lejeforhøjelse skatter og afgifter | Huslejenævnet | Indsigelseskrav og frister | Ufyldestgørende indsigelse kan i praksis afgøre sagen, før substansen prøves |
Digital sagsstyring under pres
I Højesterets kendelse af 13. februar 2026 bliver domstolenes digitaliseringsprojekt sat i et sjældent skarpt lys. Konkursboet efter O.W. Bunker forsøgte at anke en landsretsdom, men kunne ikke vælge “Anke” på sagsportalen på grund af sagens datamængde. Boet reagerede ved at oprette appellen som “kære”, indlæse ankestævningen som bilag, betale korrekt retsafgift – og samtidig orientere både landsret, Højesteret og modparten. Modparten påstod afvisning med henvisning til digital pligt efter Retsplejeloven § 148 a, stk. 1, og at der manglede en eksplicit fravigelsesbeslutning efter Retsplejeloven § 148 a, stk. 5. Højesteret gør her noget praktisk og procesledelsesmæssigt vigtigt: Den accepterer en de facto-beslutning hos landsretten og lægger vægt på den samlede, dokumenterede handlekæde – ikke på etiketten “kære/anke”. Centralt står kendelsens kerne, hvor landsrettens efterfølgende håndtering sidestilles med en fravigelse:
“Landsretten må anses for at have truffet beslutning om … ikke skulle oprettes som en anke på sagsportalen …”
Det er samtidig en irettesættelse med fløjlshandsker: Højesteret bemærker, at det “vil være hensigtsmæssigt” at retten tydeligt tilkendegiver, når der træffes beslutning om fravigelse. For advokater og procesansvarlige betyder kendelsen, at incident management på minretssag.dk ikke bare er IT – det er i realiteten et spørgsmål om retstab og rettidig appel, hvor man skal kunne bevise: (1) teknisk hindring, (2) rettidig handling, (3) korrekt materiel intention og (4) loyal orientering af modpart og ret.
Læs mere her: Lovguiden – Højesteret fremmer ankesag trods tekniske portalproblemer og brug af alternativ appelform
Det er værd at sætte kendelsen ind i den konkrete driftsvirkelighed, som Domstolsstyrelsen og Danmarks Domstole løbende beskriver: Minretssag.dk har kendte opmærksomhedspunkter og begrænsninger, og der publiceres løbende lister over fejl, rettelser og arbejdsgange. Det understøtter kendelsens præmis om, at “systemet” ikke altid er et neutralt formkrav, men et praktisk vilkår, som kan fejle i kanten af store sager. Se eksempelvis Danmarks Domstoles oversigt over kendte fejl og opmærksomhedspunkter på minretssag.dk. Danmarks Domstole
Praktisk proceskontrol for professionelle brugere
I lyset af kendelsen er der et klart “best practice”-spor, hvis portalen ikke kan det, den skal:
- Dokumentér fejlen straks
Gem skærmbilleder, log, tidsstempler og korrespondance med support. - Foretag en rettidig substituthandling
Hvis noget kan oprettes, så opret – men gør det tydeligt, at det er nødløsning. - Orientér modparten samtidig
Det fremstår i kendelsen som en del af loyal procesadfærd. - Bed udtrykkeligt om fravigelsesbeslutning
Kendelsen accepterer “stiltiende” praksis, men belønner tydelighed.
Kommunal planlægning og projektledelse uden automatisk pause
Planklagenævnets afgørelse af 10. februar 2026 om lokalplan nr. 365, Skørping Ældrecenter illustrerer en anden slags management-disciplin: styringen af store anlægsprojekter, borgerinddragelse og klagerisiko. Et lokalråd klagede over kommunens vedtagelse og anmodede om opsættende virkning, blandt andet fordi en ejendom i planområdet var ved at blive rømmet med henblik på nedrivning. Planklagenævnet fastholder udgangspunktet i Lov om Planklagenævnet § 7, stk. 1 om, at klager ikke har opsættende virkning, og at nævnet kun undtagelsesvis griber ind efter Planloven § 60 a, stk. 3. Det centrale er nævnets processtandard for “særlige grunde”: Klager skal på et foreløbigt grundlag sandsynliggøre en væsentlig lovovertrædelse, og samtidig indgår overvejelser om fysisk lovliggørelse. Nævnet formulerer også den risikofordeling, som i praksis driver mange planprojekter videre under klage: at realisering “sker på egen risiko”. Afgørelsen er dermed en markering af, at Planklagenævnet – også når der foreligger nedrivningsrisiko – ikke automatisk “fryser” projekter, medmindre klagen allerede fra start er processuelt og retligt skarp nok til at bære en midlertidig indgriben.
Læs mere her: Lovguiden – Afslag på anmodning om opsættende virkning i klagesag vedrørende lokalplan for Skørping Ældrecenter
Nævnets tilgang matcher den linje, der også ses i andre delafgørelser om opsættende virkning, hvor kriteriet “overvejende sandsynligt” reelt fungerer som en høj adgangstærskel i den hastige, foreløbige fase. En kort og pædagogisk gennemgang af den standard findes eksempelvis i Københavns Universitets miljøretlige forskningsportal, som refererer nævnets praksis på området. Københavns Universitet
Hvad det betyder for kommuner, bygherrer og klagere
Afgørelsen skærper behovet for risikostyring i projekter, hvor der kan komme klager:
- Kommuner bør føre en beslutningslog, der kan modstå kritik af oplysningsgrundlag og proces, fordi “mangelfuld proces” ofte bliver klagens motor.
- Bygherrer må kalkulere med, at projektfremdrift under klage næsten altid er mulig, men at den retlige risiko ligger hos dem.
- Klagere må til gengæld forstå, at opsættende virkning kræver mere end bekymring for irreversible skridt – det kræver en konkretiseret og dokumenteret påstand om væsentlig retlig fejl, allerede inden realitetsbehandlingen.
Ejendomsadministration og krav til indsigelser
Huslejenævnets afgørelse af 10. februar 2026 (Frederiksberg) viser management i sin mest jordnære form: ejendomsadministration, varslingsdisciplin og indsigelses-”compliance”. Udlejer varslede en lejeforhøjelse begrundet i stigning i skatter og afgifter, og lejeren gjorde indsigelse – men indsigelsen ramte ikke det, den juridisk skulle ramme. Nævnet tager udgangspunkt i, at udlejer kan varsle efter Lejeloven § 46, stk. 1, og at lejeren – hvis kravet ikke kan godkendes – skal fremsætte en skriftlig indsigelse, der angiver de konkrete punkter, jf. Lejeloven § 46, stk. 5. Lejerens hovedsynspunkt om, at en nettoprisindeksregulering “burde dække” stigningerne, blev behandlet som en ikke-relevant indsigelse i forhold til de konkrete poster, mens en senere indsigelse om fordelingsnøgle kom for sent i forhold til 6-ugersfristen. Resultatet bliver processuelt hårdt: Nævnet afviser at behandle sagen, hvilket i praksis efterlader varslingen intakt. Afgørelsen er bemærkelsesværdig ved, hvor tydeligt den udstiller, at “retfærdighedsargumenter” uden post-for-post-angreb ikke er nok – og at fristerne ikke bare er formalitet, men realitetsafgørende. Nævnet støtter sig endda eksplicit til ældre landsretspraksis om kravet til konkretisering.
Læs mere her: Lovguiden – Afvisning af sag om lejeforhøjelse pga. skatter og afgifter grundet ufyldestgørende indsigelse
Set fra et driftsperspektiv er afgørelsen et vink til både udlejere og lejere om, at “sagsforberedelse” i huslejenævnsregi begynder længe før nævnet: Borger.dk fremhæver netop, at klager skal være skriftlige og vedlagt nødvendig dokumentation, og at nævnsprocessen i høj grad hviler på parternes materiale. Borger.dk
Skabelonlogik for indsigelser og administration
En praktisk konsekvens af afgørelsen er, at professionelle administratorer (og lejere med rådgivere) bør tænke indsigelser som et mini-regnskabstilsyn:
- Sæt indsigelsen op som en liste med én linje pr. post i varslingen
- Angiv for hver post, om indsigelsen vedrører hjemmel, beregning, periode, dokumentation eller fordeling
- Notér frister i kalenderen som et compliance-krav – ikke som “vejledning”
Fælles linjer i afgørelserne
Selv om sagerne ligger i tre forskellige “verdener”, ligner styringslogikken hinanden:
| Dimension | Højesteret om portal | Planklagenævnet om lokalplan | Huslejenævnet om indsigelse |
|---|---|---|---|
| Nøglespørgsmål | Var appellen rettidig og korrekt håndteret trods teknisk stop | Er der særlige grunde til at stoppe, mens klagen kører | Er indsigelsen konkret og rettidig |
| Standard | Realitetsadgang ved dokumenteret hindring og loyal proces | Foreløbig, høj tærskel og fokus på sandsynlig væsentlig fejl | Form- og fristkrav som adgangsbillet til realitetsprøvelse |
| Risikoplacering | Retten accepterer undtagelse, men kræver sporbarhed | Bygherre realiserer på egen risiko, klager får sjældent pause | Lejer bærer risiko ved ukonkret indsigelse |
Det, der i management-termer går igen, er sporbarhed: Hvem gjorde hvad, hvornår, på hvilket grundlag – og kan det dokumenteres i sagen. De tre afgørelser er i den forstand ikke bare “jura”, men også en lærebog i styring: Et system kan være digitalt, administrativt eller nævnsbaseret, men det belønner den part, der arbejder metodisk med hændelser, frister og dokumentation.
Konkret justering i arbejdsgange allerede i denne uge
Den mest håndgribelige lære er, at små procesvalg kan få store konsekvenser, og at man derfor bør indføre helt konkrete tjekpunkter:
- Advokater og procesførere bør føre en “portal-log” ved tekniske hændelser og altid sende én samlet, tidsstemplet orientering til ret og modpart.
- Kommuner bør ved større planer have et internt “klageberedskab”, der kan levere (og journalisere) oplysningsgrundlag og procesnotater, hvis der anmodes om opsættende virkning.
- Administratorer bør standardisere varslingspakker og samtidig udarbejde en “indsigelsesguide” til lejere, fordi uklare indsigelser i sidste ende ofte lukker sagen uden realitetsprøvelse.
I praksis kan det gøres så enkelt som at kræve, at enhver kritisk proceshandling – ankeindlevering, anmodning om opsættende virkning, indsigelse mod varsling – ledsages af et bilag med tre felter: frist, hjemmel og dokumentation, så næste skridt i kæden ikke afhænger af hukommelse, men af styring.
