Højesteret statuerer objektivt ansvar for manglende takografdata og afviser EU-doms lempelige praksis. Samtidig underkender Procesbevillingsnævnet Civilstyrelsens afslag på fri proces i skadessag.
Højesteret opretholder stram praksis for takografbøder og afviser lempelig EU-dom, mens Procesbevillingsnævnet underkender Civilstyrelsen for at sikre en skadet lagermedarbejders adgang til domstolene.
En opsigtsvækkende dom fra Højesteret trækker nu en klar streg i sandet for transportvirksomheders pligt til at udlevere kontrolmateriale. Sagen angik en vognmand, der gennem sin personligt ejede virksomhed var registreret bruger af en række lastbiler, som i praksis blev drevet af hans eget anpartsselskab.
Færdselsstyrelsens kontrol og vognmandens forsvar
Da Færdselsstyrelsen anmodede om diagramark og datafiler, blev disse ikke udleveret i 117 tilfælde. Vognmanden forsvarede sig med, at det var selskabet – og ikke hans personlige virksomhed – der var den faktiske bruger i henhold til EU's køre- og hviletidsforordning. Højesteret afviste imidlertid dette forsvar og henviste til det objektive bødeansvar i Færdselsloven § 118, stk. 16.
Retten udtalte, at "i hvert fald under disse omstændigheder finder Højesteret, at Ts personligt ejede virksomhed må anses som bruger af køretøjerne i færdselslovens § 118, stk. 16's forstand."
EU-Domstolens rækkevidde og strafudmåling
Et centralt element i sagen var vognmandens påberåbelse af EU-Domstolens såkaldte Prefettura-dom, der fastslår, at en chauffør ved vejkontrol kun begår én samlet overtrædelse, selvom der mangler flere dages diagramark. Højesteret sondrede dog skarpt mellem en chaufførs øjeblikkelige pligt ved en vejkontrol og en virksomheds pligt til at udlevere data efterfølgende. Højesteret afviste derfor at forelægge spørgsmålet for EU-Domstolen og fastholdt, at udgangspunktet for bøden beregnes pr. manglende diagramark for virksomheder.
Højesteret udmålte bøden ud fra et princip om absolut kumulation, men nedsatte beløbet af proportionalitetshensyn efter Færdselsloven § 118 a, stk. 4:
| Lovovertrædelse | Antal forhold | Matematisk udgangspunkt | Endelig udmåling i Højesteret |
|---|---|---|---|
| Takografdata (ikke udleveret) | 117 tilfælde | 702.000 kr. (117 x 6.000 kr.) | ca. 345.000 kr. |
| Ulovlig godskørsel | 10 tilfælde | 105.000 kr. (skærpet) | 105.000 kr. |
| Samlet bøde | 450.000 kr. |
Procesbevillingsnævnet sikrer fri proces efter Civilstyrelsens afslag
En anden markant afgørelse viser, at der kan være stor forskel på vurderingen af "udsigtsløse" sager, når borgere søger økonomisk hjælp til at føre retssager. En lagermedarbejder kom til skade, da han alene var i færd med at tømme en lastbil. Arbejdsgiverens forsikringsselskab afviste erstatningsansvar med henvisning til, at medarbejderen selv burde have sikret lastbilen.
Afslag og efterfølgende anerkendelse
Da medarbejderen søgte fri proces, meddelte Civilstyrelsen afslag. Styrelsen vurderede, at sagen ikke havde udsigt til at føre til medhold, jf. Retsplejeloven § 328, stk. 3 og Retsplejeloven § 328, stk. 2.
Denne vurdering blev dog underkendt af Procesbevillingsnævnet. Nævnet hæftede sig ved, at der var tvist om, hvorvidt medarbejderen havde modtaget tilstrækkelig instruktion, og særligt at han ikke havde gennemført et obligatorisk sikkerhedskursus vedrørende læsning og tømning af lastbiler. Bevisførelsen herfor, herunder planlagte vidneforklaringer, betød, at sagen efter nævnets opfattelse ikke på forhånd kunne afskrives. Afgørelsen bekræfter vigtigheden af domstolsprøvelse, når centrale bevisspørgsmål om arbejdsmiljølovens instruktionskrav er uafklarede.
Manglende retlig interesse koster trecifret millionkrav
At formelle proceskrav kan have enorm økonomisk betydning, blev tydeliggjort ved Retten på Frederiksberg. Her havde et selskab og en privatperson anlagt en erstatningssag med påstand om betaling af intet mindre end 824 millioner kroner i kølvandet på et afbrudt samarbejde og en aktiehandel.
Konkursbo og manglende kontraktuel relation
Kravet udsprang af en aftale indgået af et selskab, som senere var gået konkurs og blevet opløst. Hverken skifteretten eller Østre Landsret havde ønsket at genoptage konkursboet. Sagsøgerne havde ikke erhvervet fordringen fra boet og havde ingen direkte kontraktuel relation til den sagsøgte part. Retten konkluderede derfor stramt, at de manglede "retlig interesse", hvilket medførte en fuldstændig frifindelse af den sagsøgte og en regning på to millioner kroner i sagsomkostninger til sagsøgerne.
EU-Domstolen slår ned på uforholdsmæssig fordel i udvælgelsesprøver
Inden for EU-retten har EU-Domstolen truffet en afgørelse, der præciserer grænserne for ligebehandlingsprincippet, når myndigheder forsøger at udbedre egne fejl. Sagen udspringer af en EPSO-udvælgelsesprøve til EU-institutionerne, hvor tekniske problemer fik arrangørerne til at tilbyde samtlige ansøgere muligheden for at bevare deres resultat eller gå op til en ny prøve.
Brud på ligebehandlingsprincippet
EU-Domstolen fastslog, at dette reelt gav ansøgere uden tekniske problemer en "second chance" til at forbedre et dårligt resultat, hvilket stillede dem uforholdsmæssigt bedre end ansøgere, der havde lidt under de tekniske nedbrud i første omgang.
"Kommissionen kunne have annulleret den første session og afholdt en ny session åben for alle, og dermed undgået at give visse ansøgere fordelen af en anden chance med valgfrihed. Den valgte løsning gik ud over, hvad der var nødvendigt for at afhjælpe uregelmæssighederne," udtalte EU-Domstolen.
Dertil fastslog domstolen, at det faktum, at anden runde blev afholdt flere måneder senere med samme prøvescenarie, gav deltagerne i anden runde en væsentlig længere forberedelsestid. Dommen førte til annullation af afslagene for syv specifikke ansøgere.
Realitet overtrumfer formalia i fransk sag om etableringsfrihed
EU-Domstolen har tillige afsagt dom i en sag, hvor en læge med italiensk erhvervserfaring blev nægtet adgang til den attraktive franske "Secteur 2"-honorarsektor. Det franske system kræver, at man har båret titlen "ancien assistant des hôpitaux", hvilket forudsætter en formel ansættelseskontrakt med et hospital. Den pågældende læge havde arbejdet som fuldtidsassistent på et italiensk hospital, men på en "liberal" kontrakt som selvstændig, alene på grund af hospitalets budgetmæssige besparelser.
Beskyttelse af etableringsfriheden
Selvom anerkendelsesdirektivet 2005/36 ikke fandt anvendelse (da titlen gav adgang til en honorarordning og ikke et lovreguleret erhverv i direktivets forstand), greb domstolen ind med henvisning til etableringsfriheden i TEUF artikel 49.
Domstolen fastslog, at de nationale myndigheder har pligt til at foretage en konkret, sammenlignende vurdering af de faktiske udøvelsesvilkår. Hvis lægen i praksis har udført arbejde, der materielt svarer til en ansat assistents, er det i strid med etableringsfriheden at nægte vedkommende adgang alene under henvisning til manglen på en formel ansættelseskontrakt.
EU Kontor for Intellektuel Ejendomsret
