En tidligere betjent skal seks måneder i anstalt for sex uden samtykke. Med den principielle dom sætter Højesteret nu det fremtidige strafniveau for Grønlands nye samtykkelovgivning.
Da den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse trådte i kraft i Grønland den 1. juli 2023, markerede det et væsentligt skifte i retsopfattelsen. Det har dog indtil nu været uafklaret, nøjagtigt hvordan domstolene ville udmåle foranstaltninger under den nye Kriminallov for Grønland § 77, stk. 1. Med Højesterets afgørelse fra den 27. februar 2026 er der nu kastet lys over domstolenes praksis, hvilket sætter en klar standard for fremtidige sager.
Overgreb trods tydelig afvisning
Den konkrete sag omhandlede en mand, der på gerningstidspunktet var ansat ved politiet. I januar 2024 mødtes han med en kvinde, som han gennem tre år havde haft et tilbagevendende seksuelt forhold til. Allerede inden mødet havde kvinden gjort det klart, at hun ikke ønskede at have sex, da hun led af et angstanfald. På trods af dette lagde tiltalte sig i sengen hos hende. Retten fandt det bevist, at kvinden ydede mærkbar fysisk modstand ved at skubbe hans hænder væk. Alligevel udnyttede tiltalte sin fysiske overlegenhed til at fastholde hende og gennemførte både vaginalt og analt samleje.
Bevisførelsen og spørgsmålet om forsæt
Under proceduren i Højesteret var spørgsmålet om gerningsmandens forsæt et centralt omdrejningspunkt. Forsvaret argumenterede for, at Grønlands Landsret i den foregående instans reelt havde dømt tiltalte udelukkende på grund af den objektive mangel på samtykke. Ifølge forsvaret manglede der en udtrykkelig vurdering af, om tiltalte rent subjektivt havde forsæt til at tiltvinge sig et samleje, som kvinden ikke ønskede.
Forsvarets påstand om gensidighed
Tiltalte afgav selv forklaring om, at han opfattede situationen som baseret på gensidighed. Hans forsvar lød, at forurettede ikke ydede en modstand, som han tolkede som en definitiv afvisning af det vaginale samleje. Dette til trods for, at han i retten erkendte at have hørt "benægtende lyde", da han efterfølgende initierede det anale samleje.
Højesterets vurdering af forsættet
Højesteret gav principielt forsvaret medhold i, at landsretten burde have adresseret forsætsspørgsmålet mere eksplicit i dommens præmisser. Til trods for denne formelle mangel fastslog Højesteret, at Landsrettens dom i sin helhed måtte fortolkes derhen, at forsættet var tilstrækkeligt bevist. Højesteret formulerede det således:
"Højesteret finder herefter, at dommen må forstås sådan, at landsretten har fundet det bevist, at Tiltalte havde forsæt til at gennemføre samleje som beskrevet i tiltalen uden Forurettedes samtykke."
Det blev udslagsgivende for vurderingen, at forurettede udtrykkeligt havde sagt nej, forsøgt at flytte sig fysisk, og at tiltalte ufortrødent fortsatte sine handlinger på trods af de tydelige afvisende signaler.
Fastlæggelse af foranstaltningsniveauet
I modsætning til det danske straffesystem opererer Grønland med et foranstaltningssystem, som er forankret i Kriminallov for Grønland § 118 og Kriminallov for Grønland § 119, stk. 1. Før indførelsen af samtykkeloven lå niveauet for en fuldbyrdet voldtægt med vold typisk omkring 1 år og 6 måneders anstalt. Omvendt udløste det såkaldte "tilsnigesamleje" – hvor offeret var ude af stand til at modsætte sig overgrebet – typisk en anbringelse på omkring 4 måneder.
Afvisning af sammenligning med tilsnigesamleje
Forsvaret procederede for, at sager om manglende samtykke med passivitet under den nye lov burde ligestilles med den tidligere praksis for tilsnigesamleje, hvilket ville betyde en formildelse til 4 måneders anstalt. Denne argumentation afviste Højesteret imidlertid i den aktuelle sag.
Med henvisning til Kriminallov for Grønland § 121, stk. 1, der fastslår, at foranstaltningen skal afspejle en ligelig afvejning af lovovertrædelsens grovhed og gerningsmandens personlige forhold, fandt retten, at krænkelsernes samlede omfang krævede et strengere retsfølge. Der blev lagt afgørende vægt på, at overgrebet inkluderede både vaginalt og analt samleje på trods af aktiv fysisk modstand.
Den røde tråd gennem instanserne
Resultatet slår nu den juridiske linje fast på tværs af retsinstanserne, selvom landsrettens dom i sin tid faldt med dissens (2-1):
| Retsinstans | Resultat | Udmålt foranstaltning |
|---|---|---|
| Sermersooq Kredsret | Skyldig | 6 måneders ubetinget anstaltsanbringelse |
| Grønlands Landsret | Stadfæstet (dissens 2-1) | 6 måneders ubetinget anstaltsanbringelse |
| Højesteret | Stadfæstet (enstemmig) | 6 måneders ubetinget anstaltsanbringelse |
Personlige forhold kunne ikke mildne anbringelsen
Inden for grønlandsk ret er inddragelsen af gerningsmandens personlige forhold et ufravigeligt element i sanktionsfastsættelsen. Af sagens akter fremgik det, at tiltalte generelt levede under velfungerende forhold; han var tidligere ustraffet, forsørger for en ægtefælle og fem plejebørn, og han havde hurtigt fundet en læreplads i det private erhvervsliv, efter han blev suspenderet fra politiet.
Desuden havde tiltalte erklæret sig parat til at udføre samfundstjeneste, hvis anbringelsen kunne gøres betinget. Selvom disse sociale parametre var yderst positive, understregede Højesteret med hjemmel i Kriminallov for Grønland § 146, stk. 1, at samfundets stærke interesse i at slå ned på denne type kriminalitet vejede tungest. Derfor blev anbringelsen på 6 måneder fastholdt som ubetinget, og gerningsmanden blev tillige pålagt at betale en tortgodtgørelse på 50.000 kr. til den forurettede.
