EU-Domstolen fastslår, at etableringsfriheden trumfer franske krav om ansættelseskontrakt for udenlandske læger, og kasserer et ulovligt rekrutteringsforløb i EU grundet en teknisk brøler.
En læges tid som selvstændig i Italien blev afvist som adgangsgivende til en lukrativ fransk lægesektor, fordi den franske stat krævede en formel ansættelseskontrakt. Det krav er nu underkendt af EU-Domstolen, der i samme uge har kasseret et stort rekrutteringsforløb i EU-systemet, fordi en teknisk fejl førte til en velmenende "ekstra chance", der endte med at favorisere udvalgte ansøgere ulovligt.
Etableringsfriheden trumfer fransk krav om ansættelseskontrakt
Når fagpersonale krydser grænser i EU for at arbejde, er anerkendelsen af deres kvalifikationer ofte kilde til tunge administrative slagsmål. I en ny og principiel afgørelse fra EU-Domstolen blev de franske sundhedsmyndigheder irettesat for en alt for rigid fortolkning af, hvad der udgør relevant erhvervserfaring på arbejdsmarkedet.
Sagen drejede sig om en læge, LX, der ønskede at etablere sig som speciallæge i Frankrig i den såkaldte "secteur 2". Dette er en særlig takstgruppe, hvor læger har frihed til at fastsætte honorarer, der ligger over de offentligt regulerede takster. Adgangen til denne sektor er imidlertid betinget af, at lægen tidligere har fungeret som "assistant des hôpitaux" (hospitalsassistent) i to år – en titel, der efter fransk ret uløseligt forudsætter en formel ansættelseskontrakt.
LX havde arbejdet på fuld tid i mere end to år på et offentligt hospital i Italien med både konsultationer og kirurgiske indgreb. På grund af italienske budgetrestriktioner var hun dog ikke formelt ansat, men havde i stedet arbejdet som selvstændig freelancer. Det fik den franske sygesikring til at afvise hendes ansøgning.
Selvom EU-Domstolen indledningsvist fastslog, at EU's generelle kvalifikationsdirektiv ikke fandt direkte anvendelse på adgangen til en bestemt honorargruppe, vurderede domstolen sagen ud fra TEUF artikel 49 om etableringsfrihed. Domstolen konkluderede i klare vendinger, at de franske regler udgjorde en uberettiget hindring for etableringsfriheden:
"Det kan på forhånd ikke udelukkes, at en læge, der ikke har været bundet af en ansættelseskontrakt med hospitalet i en anden medlemsstat [...] besidder en lignende eller tilsvarende erhvervserfaring og i det væsentlige frembyder garantier af samme art som en 'ancien assistant des hôpitaux'."
EU-Domstolen slog dermed fast, at de nationale myndigheder har pligt til at foretage en reel sammenligning af de faktiske arbejdsforhold og opgaver, frem for rigidt at stirre sig blinde på, om erfaringen er opnået som lønmodtager eller selvstændig.
Ligebehandling i ansættelsesprocesser gælder også ved nedbrud
Mens den første sag fokuserede på den formelle etablering på arbejdsmarkedet, kaster to andre dugfriske domme lys over de strenge krav til ligebehandling i selve ansættelsesprocessen. De to sager har ført til en sjælden underkendelse af et stort udvælgelsesforløb til EU's egne institutioner udført af EPSO (European Personnel Selection Office).
Sagens kerne var et rekrutteringsforløb for administratorer inden for internationalt samarbejde. Under de skriftlige prøver den 9. september 2021 oplevede EPSO omfattende tekniske problemer. I et forsøg på at rydde op i miseren, tilbød EPSO samtlige kandidater – uanset om de havde haft tekniske problemer eller ej – at de kunne annullere deres første prøve og tage den om to måneder senere.
Problemet opstod, fordi omprøven tog udgangspunkt i det fuldstændig samme skriftlige scenarie, som var blevet offentliggjort allerede i august inden den første test. EU-Domstolen lagde afgørende vægt på, at de ansøgere, der deltog i anden runde, derved fik over to måneders ekstra forberedelsestid til en allerede kendt case.
"Dette markant længere forberedelsestidsrum for det samme scenarie [...] er egnet til at skabe en væsentlig forskel med hensyn til de betingelser, hvorunder ansøgerne fra hver af de to første sessioner deltog i den skriftlige prøve," lyder det i dommen.
En ulovlig genvej til en bedre karakter
I den parallelle ankesag tog EU-Domstolen principiel stilling til selve EPSO's beslutning om at tilbyde omprøven til alle generelt. EPSO's argumentation for at lade alle tage prøven om var, at det af praktiske årsager var "vanskeligt at undgå" at give tilbuddet bredt på grund af omfanget af de tekniske problemer.
Dette argument blev imidlertid kasseret af Domstolen, fordi fremgangsmåden reelt betød, at ansøgere, der ikke havde oplevet tekniske udfordringer overhovedet, kunne tage prøven om for at forbedre et dårligt resultat.
| Ansøgergruppe | Prøvevilkår | EU-Domstolens vurdering |
|---|---|---|
| Ansøgere uden tekniske problemer | Fik valget om at tage prøven om frivilligt | Opnåede en uberettiget "ekstra chance" og flere måneders ekstra forberedelsestid til et kendt scenarie. |
| Ansøgere med reelle tekniske problemer | Var reelt tvunget til at tage prøven om | Havde i praksis kun én reel chance for at gennemføre prøven og blev stillet ringere i det samlede forløb. |
Domstolen pointerede, at EPSO burde have valgt en mindre indgribende løsning, eksempelvis ved helt at annullere den første prøvesession og afholde en ny for samtlige ansøgere med et helt nyt scenarie af tilsvarende sværhedsgrad.
"...løsningen valgt af Kommissionen overskred, hvad der var nødvendigt for at nå formålet om at afhjælpe uregelmæssighederne... Tværtimod havde denne løsning den virkning at fordreje disse betingelser ved at skabe en ny ulighed."
Strenge krav til formalia overskygges af realiteter
Den røde tråd gennem dommene er EU-Domstolens villighed til at gennembryde stive formkrav for at beskytte de materielle rettigheder på arbejdsmarkedet. Praksis viser, at domstolen i stigende grad ser på den reelle substans frem for den formelle etiket.
For praktikere inden for arbejds- og ansættelsesret efterlader dommene tre konkrete opmærksomhedspunkter:
- Substans over form: En vurdering af erhvervserfaring må alene baseres på objektive faktorer. Titlen på kontrakten er underordnet, hvis arbejdet i praksis er identisk og indholdsmæssigt opfylder de bagvedliggende krav.
- Reparation af fejl i rekruttering: Når arbejdsgivere oplever tekniske nedbrud under rekrutteringstest, er brede "one-size-fits-all" løsninger farlige. En omprøve tilbudt kollektivt kan udgøre en ulovlig forvridning af konkurrencevilkårene, hvis den favoriserer utilfredse ansøgere frem for dem, der reelt blev ramt af nedbruddet.
- Tidsmæssig fordel: Genbrug af testmateriale eller cases i rekrutteringsforløb udgør en betydelig juridisk risiko for usaglig forskelsbehandling, hvis den praktiske planlægning giver nogle kandidater længere forberedelsestid end andre.
Danmarks Frie Forskningsfond
Patent- og Varemærkestyrelsen
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
