Sagen drejer sig om opgørelsen af en fordring til udlæg på baggrund af gældsbrev mellem skyldner og kreditor. Kreditor har påstået sagen fremmet for det fulde beløb inklusiv fire rykkergebyrer.

Opgørelse af fordring til udlæg og rykkergebyrers lovlighed

Resume: Sagen vedrører opgørelsen af en fordring til udlæg baseret på et gældsbrev mellem en skyldner og Basisbank. Kernen i sagen er, om opkrævningen af fire rykkergebyrer fra skyldneren er i overensstemmelse med rentelovens bestemmelser, der tillader opkrævning af maksimalt tre rykkergebyrer pr. ydelse i et gældsforhold. Skyldneren havde betalt alle forfaldne ydelser indtil november 2017, men undlod derefter at betale den forfaldne ydelse for december 2017, hvilket resulterede i pålæggelse af rykkergebyrer. Kreditoren argumenterede for, at de pålagte rykkergebyrer var rimelige omkostninger for inddrivelsen af fordringen, og at en anden fortolkning af loven ville forhindre rimelig kompensation for kreditoren.

Domsafsigelse: Fogedretten afgjorde, at opkrævningen af mere end tre rykkergebyrer for en sammenhængende periode, hvor skyldneren ikke har været i stand til at indfri gælden, ikke er i overensstemmelse med rentelovens § 9b. Retten lagde vægt på lovens formål om at sikre en rimelig rykningsprocedure og beskytte forbrugeren mod formålsløs rykning for en betaling, som forbrugeren ikke er i stand til at udligne. På baggrund af retspraksis og bemærkningerne til rentelovens § 9b, fandt retten, at der ikke kan tilskrives mere end tre rykkergebyrer for en sammenhængende periode af restance vedrørende samme skyldforhold, uanset delbetalinger. Sagen blev derfor nægtet fremme for det fulde opgjorte beløb inklusive de fire rykkergebyrer, og der blev udsat med henblik på at fremme sagen for det opgjorte beløb fratrukket det uberettigede rykkergebyr.