Kravene for at sætte kommunale anlægsprojekter på pause er yderst restriktive. Miljø- og Fødevareklagenævnet afviser systematisk at tillægge klager over § 25-tilladelser opsættende virkning.
En grundejer hæver sin sommerhusgrund og oversvømmer naboernes private fællesvej med overfladevand – men vejmyndigheden kan intet gøre. Samtidig afviser Miljø- og Fødevareklagenævnet konsekvent at standse anlægsprojekter, selvom klagesager om både støj og inhabilitet endnu ikke er færdigbehandlet.
Kravene til borgere og virksomheder, der ønsker at udfordre forvaltningens afgørelser på miljø- og planområdet, er yderst restriktive. Både når det gælder muligheden for at sætte et byggeri på pause, og når det handler om at finde den rette lovgivning at klage under. Det viser en nærlæsning af den seneste praksis fra de administrative klageinstanser.
Ingen opsættende virkning til naboer ved idrætsanlæg i Søften
I Favrskov Kommune har en gruppe borgere og en lokal virksomhed forsøgt at få sat en stopper for etableringen af et nyt idrætsanlæg i Søften, mens deres klage behandles. Borgerne frygter væsentlige støjpåvirkninger og argumenterer for, at Favrskov Kommune har handlet i strid med vejledende støjgrænser, og at der foreligger myndighedsinhabilitet, idet kommunen optræder som både bygherre og godkendende myndighed.
Krav om opsættende virkning afvist
Projektet har fået en såkaldt § 25-tilladelse (VVM-tilladelse) efter miljøvurderingsloven, og borgerne anmodede Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) om at tillægge klagen opsættende virkning for at undgå at gravemaskinerne går i gang, før sagen er endeligt afgjort.
Dette har nævnet imidlertid afvist. Udgangspunktet i Miljøvurderingsloven § 53 er, at en klage ikke sætter afgørelsen i bero. Hvis udgangspunktet skal fraviges, kræver det ifølge forarbejderne, at det er "overvejende sandsynligt, at der foreligger en væsentlig overskridelse af loven", eller at udnyttelsen vil umuliggøre en senere fysisk lovliggørelse.
Byggeri sker på egen risiko
Nævnet vurderede på et foreløbigt grundlag, at disse betingelser ikke var opfyldt:
"Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærker, at det forhold, at en klage ikke tillægges opsættende virkning, ikke indebærer begrænsninger i nævnets adgang til at ændre eller ophæve en § 25-tilladelse. Det betyder, at en eventuel udnyttelse af § 25-tilladelsen inden nævnets afgørelse foreligger, sker på egen regning og risiko."
Bygherren (i dette tilfælde kommunen) kan altså lovligt bygge videre, men risikerer i yderste konsekvens at skulle rive anlægget ned igen, hvis klagerne senere får medhold. Nævnet afviste desuden at tage stilling til manglende afhjælpende foranstaltninger efter Miljøbeskyttelsesloven § 42, stk. 3, da anlægget endnu ikke er i drift.
Klage over PFAS-forurening i råstofgrav afvist på grund af frist og inkompetence
At formkrav er absolutte, bliver ligeledes understreget i en opsigtsvækkende afgørelse fra Region Syddanmark. Her klagede en omboende over manglende påbud om undersøgelse af tilført jord i en råstofgrav, idet borgeren mistænkte ulovlig udledning af PFAS-forurenet overfladevand.
Overskridelse af klagefristen
Klagen mødte imidlertid to markante forvaltningsretlige barrierer. For det første havde klageren overskredet klagefristen på 4 uger i Jordforureningsloven § 81, stk. 1 med mere end 16 måneder. Miljø- og Fødevareklagenævnet afviser konsekvent for sent indgivne klager, særligt i sager hvor der er andre parter med modstående interesser (som ejeren af råstofgraven). Nævnet fandt ingen undskyldelige omstændigheder for at se bort fra fristen.
Manglende kompetence i tilsynssager
For det andet rettede klagen sig reelt mod manglende håndhævelse af reglerne – et såkaldt tilsynsspørgsmål. En borger kan ikke klage til MFKN over, at kommunen eller regionen ikke fører tilstrækkeligt tilsyn.
Dette udspringer af en række centrale bestemmelser på miljøområdet, som forhindrer administrativ klageadgang for tilsynsafgørelser:
| Lovområde | Tilsynsmyndighed | Afskæring af klageadgang |
|---|---|---|
| Miljøbeskyttelse | Kommunalbestyrelsen | Miljøbeskyttelsesloven § 69, stk. 3 |
| Jordforurening | Regionsrådet (for råstofgrave) | Jordforureningslovens § 67, stk. 3 |
| Råstoffer | Regionsrådet | Råstofloven § 33, stk. 4 |
Nævnet afviste klagen og henviste i stedet borgeren til at klage til Ankestyrelsen, som fører det generelle tilsyn med kommuner og regioner.
Privatvejsloven giver ikke kommunen ret til at stoppe overfladevand
Hvor den rette myndigheds kompetence ofte er til debat, skærer Vejdirektoratet igennem i en principiel sag fra et sommerhusområde. Sagen omhandlede en grundejer, der havde terrænhævet sin ejendom med ca. 25 cm, hvilket ifølge naboerne resulterede i massive oversvømmelser af den private fællesvej og de omliggende lavtliggende grunde.
Vejmyndighedens begrænsede hjemmel
Naboerne krævede, at kommunen greb ind over for terrænreguleringen og det afstrømmende vand. Vejdirektoratet præciserer dog i en generel udtalelse, at kommunen som vejmyndighed ikke har hjemmel i privatvejsloven til at gribe ind over for afstrømmende regnvand fra højereliggende ejendomme.
I henhold til Privatvejsloven § 44, stk. 1 skal ejerne af de tilgrænsende ejendomme blot holde vejen i "god og forsvarlig stand i forhold til færdslens art og omfang".
"Så længe det afstrømmende vand ikke indebærer, at vejen ikke er i god og forsvarlig stand, dvs. ikke nedbryder vejkassen eller udgør et trafiksikkerhedsmæssigt problem for trafikken på vejen, fx i form af akvaplaning, så kan kommunalbestyrelsen som vejmyndighed for den private fællesvej (...) ikke kræve ændringer på vejen."
Håndtering via vandløbsloven og civilt søgsmål
Vejdirektoratet peger i stedet på Vandløbsloven § 6, stk. 1, som fastslår, at ingen uden tilladelse må ændre vands naturlige afløb til anden ejendom. Dermed flyttes tvisten fra at være et vejretteligt problem under forvaltningens vinger til at være et anliggende, der skal håndteres enten af vandløbsmyndigheden eller via et civilt søgsmål bygget på naboretten. Direktoratet foreslår pragmatisk, at naboerne overvejer at anlægge faskiner, fremfor at forsøge at tvinge kommunen til at diktere vejens indretning mod den terrænhævede nabogrund.
De tre afgørelser understreger tilsammen en central pointe for rådgivere og borgere: Forvaltningsretten levner meget lidt plads til det materielle indhold af en sag, hvis formkravene – hvad enten det er klagefrister, opsættende virkning eller den rigtige lovhjemmel – ikke er pinligt nøjagtigt overholdt.
Rigsrevisionen
Ankestyrelsen
